Nordjylland og Gastronorth krydser fingre for en michelinstjerne i 2020

13/3 2018

 

Alt for længe har Nordjylland kun været synonym med Skagen, surfere og daseferie i uge 29, men det har en håndfuld ambitiøse restauratører nu besluttet sig for at lave om på. Målet er international bevågenhed, flere arbejdspladser – og hvis muligt – en glimtende michelinstjerne i horisonten. Initiativet har siden 2015 heddet Gastronorth og udgør en for danske forhold utraditionel spydspids med både kapital, investeringer og goodwill i lasterummet.
 

”Hvis en håndfuld øer ude i Nordatlanten evner at tiltrække verdenspressen. Så kan vi også. Det er simpelthen utrolig flot, det de har formået”, siger Mads Stenstrup. Han er kommunikationschef og en af initiativtagerne til Gastronorth, der på mange måde adskiller sig fra de øvrige initiativer, der løbende undfanges i gastronomiens navn. I sit arbejde for at fremhæve Nordjyllands gastronomiske potentiale skeler han blandt andet til Færøerne, der på blot få år har evnet at få madanmeldere og gourmander fra hele kloden til at valfarte til de 18 ører.

”Vi vidste, at skulle vi gøre noget lignende, så nyttede det ikke noget at gå halvhjertet ind i projektet. Derfor var det vigtigt at få noget kapital på bordet. For frivilligt arbejde er godt, men skal det virkelig rykke, må man lægge virkelige mandetimer i projektet, og få lidt løn for det.”

De ujævne sæsoner

Det var i 2015 i kølvandet på Aarhus’ første michelinstjerne, som tilfaldt Frederikshøj Restaurant og kokken Wassim Hallal, at Mads fik lyst til at handle. Han tog kontakt til Visit Aalborg og indkaldte til et møde med regionens førende kokke for at fortælle om sin idé: Hvorfor danner vi ikke fælles front og samarbejder om at få international bevågenhed, og i sidste ende en stjerne? Flere steder samtykkede, og i dag tæller netværket restauranterne Textur, Vendia Gourmet, Mortens Kro, Restaurant Fusion, Scheelsminde Restaurant Bühlmann, Strandhotel Blokhus, La Locanda, Brøndums Hotel og Restaurant Applaus, der alle har dedikeret sig til projektet og indbetaler et beløb for at løfte Gastronorths kommunikationsarbejde til det fornødne niveau.

Dennis Juhl, der i 2017 åbnede sin egen restaurant Textur i Aalborg, var en af de første til at skyde penge og tid i Gastronorth. Med en fortid som kok på Ruths Hotel i Skagen kendte han så udmærket til de ujævne sæsoner i det nordjyske, hvor den danske verdenspresse mestendels henlægger deres opmærksomhed i uge 29, og ellers glemmer resten af året.

 

Kan gourmetmad også blive en god forretning?

”Det her samarbejde er faktisk ret nyt i nordjysk sammenhæng. Det er noget, man ser i København og i storbyer rundt omkring i verden, men på vores breddegrader heroppe er det et friskt pust. For mig handler det egentlig bare om at stille os alle sammen bedre. Gastronorth er en netværksgruppe, hvor vi arbejder på at løfte det generelle niveau i hele regionen. Det er det, vi kan, når vi står sammen. Og så er man altså anderledes engageret, når man selv skyder penge i projektet. I forvejen er jeg allerede utrolig stolt af at have 3 stjerner i den danske spiseguide, og egentlig er michelinstjernen ikke mit primære håb. Jeg vil have at vi får bedre og sundere forretninger, og at maden og kokkene bliver bedre. At vi kan inspirere hinanden og skabe et rart miljø, hvor man hjælper og trækker på samme hammel”, siger Dennis Juhl.

Netop forretningsdelen gør Gastronorth ret unik. Samtidig med at Gastronorth fungerer som et kommunikationsmæssigt værktøj udadtil, hvor der arbejdes på at lave events, invitere udenlandske journalister til Nordjylland og skabe gastronomiske samarbejder, så ønsker Gastronorth også at forbedre toprestauranternes bundlinjer:

”Det er ikke nogen hemmelighed at mad på gourmetniveau ikke gør dig til millionær. Tværtimod er det hårdt arbejde, og afkastet er ofte ganske begrænset. Vi mener ikke det behøver at være sådan, så vi hjælper også stederne ved at kigge på deres økonomi og se, hvordan vi kan strømligne deres forretninger”, forklarer Mads Stenstrup.

 

Et andet medlem af Gastronorth er italienske Carlo Liberati, der ejer og driver henholdsvis La Locanda og La Bottega i Aalborg. Hans primære grund til at være med i initiativet er at skabe en bevidsthed om det gode måltid. Og ligesom både Mads Stenstrup og Dennis Juhl har han kunnet mærke en markant udvikling hos Aalborgs borgere:

”For blot 5 år siden var det ret sjældent at folk gik ud og spise. Der skulle være en bestemt anledning, og privatøkonomien var ikke særligt gearet til finere restaurantbesøg: Jeg kan virkelig se at tingene nu er begyndt at ændre sig og at især unge prioriterer det sociale aspekt, sammen med det gastronomiske. Jeg vil gerne være med til at opdrage danskerne til at værdsætte smagen og det veltillavede måltid, og her tror jeg at Gastronorth kan gøre en forskel. Personligt går jeg ikke efter en michelinstjerne, for det er slet ikke ambitionen med mine restauranter. Men jeg nærer da et stort ønske om at kunne skabe et fundament for en sådan hæder i Nordjylland, og mon ikke stjernen ankommer på et tidspunkt”, siger Carlo Liberati.

En musketér-ed for at booste Nordjylland


På den måde tilslutter han sig den fælles holdning hos alle Gastronorths medspillere: at det ikke er afgørende, hvem der får stjernen. Man vil hinanden det bedste, og under sine hårdtarbejdende kolleger at høste frugten deraf. Og denne musketer-ed lever intakt i hele regionen, der kan se fordelen af de mange ekstra arbejdspladser, som et fokus på topgastronomi vil kunne medføre. Gastronorth skriver selv på deres hjemmeside at man håber på en michalinstjerne i 2020, og grundlagdet skulle da også være til stede:

”Vores natur og kultur er helt unik heroppe, og vi har i forvejen et spirende netværk af dygtige leverandører. Dem bliver der flere af år for år, og Nordjylland er vitterligt en meget speciel region, der adskiller sig markant fra resten af Danmark på grund af klimaet og havet. Og vi har mange knapper at spille på, deriblandt konkurrencen Bedst i Nordjylland, en yderst interesseret Spiseguide og Whiteguide samt og en aktiv presseindsats, som allerede har resulteret i flere udenlandske gastro-journalister heroppe. Vi håber som sagt på at vores arbejde kan resultere i en michelinstjerne i nærmeste fremtid”, slutter Mads Stenstrup.
 

La Bottega
9000 Aalborg

Du kan læse mere om Gastronorth, læse om madnyheder fra Nordjylland og møde regionens toprestauranter her: www.gastronorth.dk  

 

 

 

 

Nyhedsbrev

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra Spiseliv med inspiration til madoplevelser – ude og hjemme.