Guide: Byen sprudler af bobler, drinks og kulsyre

5/6 2017

 

Sommeren er kommet til København og det betyder tørst efter kolde øl, mousserende vine og søde cocktails, der både kan nydes i lastelige huler og tagterrasser. Byen har det hele, og vi har fundet vores favoritter.
 

Bar de Coco

Bar de Coco

Man kender først den danske sommer, når sæsonen er gået på hæld, men lur os om vi alligevel ikke får nogle hede dage, hvor det er rarest at gemme sig i en kølig, lastens hule. Et sådant sted er nyåbnede Bar de Coco, der hensætter sine gæster til et farverigt, nostalgisk univers med frynselamper, røde veloursofaer og tapeter i alskens blomstrede motiver. Når man går ned i kælderen i Studiestrædet åbner der sig 3 usædvanlige rum: det første er indrettet med inspiration fra det koloniale Havanna, det andet fra funky London og det tredje fra 20’ernes brølende Paris. Baren er opkaldt efter Coco Chanel, og bag baren står den italienske bartender Harry Bell, som shaker både klassiske og moderne cocktails til stedets gæster. Bar de Coco åbnede den 17 maj og er Morten Damgaards tredje sted i København. Han står bag populære gå-ud-steder som 1105 og 1656 i Indre By, men hos Bar de Coco introducerer han noget helt nyt: Morten er nemlig lidt af en design-freak, og derfor kan man også shoppe nostalgiske møbler på adressen: mundblæste lamper fra Rotschild og Bickers, hjemmelavede pufs, italienske krystalglas og møbler i velour. På den måde vil Bar de Coco hele tiden skifte udseende i takt med at tingene bliver købt og nyt kommer til.
 

Bar de Cocos profil på Spiseliv »

Vesterbro Vinstue

Vesterbro Vinstue

Den er efterhånden blevet en klassiker: vinstuen der ligger på hjørnet af Istedgade og Oehlenschlægersgade og dermed i det vesterbroske epicenter for fest og farver. Herinde byder et imponerende vinkort sig til, og i køkkenet laves der spændende og opfindsomme retter, der tager udgangspunkt i middelhavskøkkenet. Dette sted er det perfekte sted at spise inden en bytur, men Vesterbro Vinstue er også blevet lokalt berømt for sine vinarrangementer. Indehaverne har nemlig en mission om at introducere hvidvin og mousserende vine for det danske publikum, og således udfordre gæsterne på deres hang til altid at bede om rød. Champagnemiddagene er blevet fast inventar her, men naturligvis behøver man ikke gå igennem lange menuer og serveringer for at kunne nyde de gode bobler. Spørg den kyndige vintjener, og vedkommende vil guide dig til det perfekte glas for dig.
 

Vesterbro Vinstues profil på Spiseliv »

Bar Jacobsen

Bar Jacobsen

På toppen af Illum har man en af byens bedste udsigter udover city, og mange er de, der finder vej helt herop for at slikke solen uforstyrret, højt hævet over de øvrige shoppere nede i gaderne. Illum Rooftop-komplekset har udviklet sig til at være lidt af en oase for folk i indre by, og stormagasinet følger den globale trend med at tilbyde god mad og perlende drinks til klientellet, gerne i en afslappende setting. Hos Bar Jacobsen kan man nyde en lang række gode øl brygget med stor erfaring. Jacobsen er nemlig Carlsbergs husbryggeri, hvor der eksperimenteres med nye typer øl. Alt tappes frisk fra fad, og byder blandt andet på kølig Weissbier, Pale Ale og Dark Lager. Til drikkelsen kan man naturligvis snacke i salt charcuteri, burgers og fish n chips for at komplimentere øllets aromaer. Det hele kan tages med ud på Københavns nok største tagterrasse med over 120 pladser.
 

Bar Jacobsens profil på Spiseliv »

Café Høeg's

Café Høeg's

Enghavevej er stedet hvor kontrasterne virkelig mødes på Vesterbro: her ligger koncertsteder og caféer tæt opad gammeldaws bodegaer og historiske bygninger – senest har de gamle slagterhuse på vejen tiltrukket sig opmærksomhed på grund af faren for nedrivning, og karréen gemmer da også på små værksteder og butikker, som næppe ville kunne få fodfæste noget andet sted. Lige inden slagterhusene ligger Høeg’s på hjørnet af Enghavevej og Sundevedsgade, og beliggenheden er noget nær perfekt for både natteravne og øltørstige lokale, der elsker at hænge ud her og følge livet i gaden. Udenfor er der masser af borde og bænke hvor man kan nyde mad, drinks og kølige bobler fra stedets velassorterede øl-og vinkort.
 

Høeg'ss profil på Spiseliv »

Heidis Bier Bar

Heidis Bier Bar

Når man taler kølige øl på lune sommeraftener kan man ikke komme udenom Heidis Bier Bar, hvor udtrykket kvantitet fremfor kvalitet ikke kendes. Her fås nemlig begge dele, og ølkortet er alenlangt med alskens udenlandske øl-typer på menuen. Oppe i baren pumpes der øl fra et kæmpe fadølsanlæg, og vi er i det uformelle hjørne hvad angår stemningen, når pigerne trækker i tyrolerkjole med udsigt til kavalergangen, og de mandlige tjenere udlever deres indre østriger med ternede skjorter og læderforklæder. Temaet kan kaldes afterskiing, men konceptet holder i den grad også vand om sommeren, hvor man både kan dykke ned i tunge øl og liflige pilsnere i gigantstørrelse.
 

Heidi's Bier Bars profil på Spiseliv »

The Bird & The Churchkey

The Bird & The Churchkey

En ’churchkey’ er slang for øloplukker på engelsk, og så har vi allerede slået stemningen an i præsentationen af denne lille oase på Gammel Strand. Her finder man nemlig intet mindre end en engelsk pub i den elegante ende som vi kender dem fra områderne og Shoreditch i det østlige London. Og øludvalget er da også imponerende, med engelske, tyske, belgiske, amerikanske og endda jamaicanske øl. Et andet er The Birds kunstgreb er gin & tonic, som man mestrer til perfektion her. De højtuddannede bartendere laver dem som ’perfect servings’ og garnerer drinksene med friske råvarer alt efter hvilken aroma der dominerer i den pågældende gin. Det hele kan nydes ude i solen med udsigt til det gamle København.
 

The Bird & The Churchkeys profil på Spiseliv »

 

 

 

 

Nyhedsbrev

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra Spiseliv med inspiration til madoplevelser – ude og hjemme.