Evita Peron hedder det nye steak house, opkaldt efter argentinernes nationalheltinde af samme navn.

Restauranten er indrettet i argentinsk upper class stil med polo udstyr på væggene og musikinstrumenter i restauranten, som både fungerer som en del af udsmykningen og som redskaber for old school jazz-musikere, som kommer forbi og spiller hver fredag og lørdag.

Hvorfor lige det? Eduardo Tor-del-Spar Lacarta, som er udviklings- og restaurantchef på Evita Peron, forklarer:

“Det, vi vil, er at transportere gæsterne tilbage i tiden til Argentinas Bella Epoca, da General Peron var ved magten. Hans kone, Evita Peron, blev symbolet på perioden, og stemningen, indretningen og musikken er som taget ud af den tid. Det er fornemmelsen af at være i Argentina i 1930’erne og 40’erne, vi gerne vil ramme.”

Argentinas fine cuisine
Priserne ligger i den dyre ende for sin genre, men så er der også tale om det allerbedste kød importeret fra USA, Chile og naturligvis Argentina. Som det sig hør og bør på et ægte bøfhus, vælger man selv sin garniture og sauce, og udover proteinrige hovedretter er der også en håndfuld forretter med kød, fisk og skaldyr samt kreative desserter at vælge imellem.

“Det er det argentinske køkkens svar på fine cuisine - vi syntes der manglede den type sted i København, for selvom der er andre argentinske restauranter, er der ikke nogen af dem, der laver lige den slags mad, og som får stemningen med” fortæller Eduardo Tor-del-Spar Lacarta.

Hver fredag og lørdag omkring kl. 23 og frem til kl. 02 forvandles restauranten til jazzklub og cocktailbar, også efter forbillede af de argentinske barer under La Bella Epoca, og det er her, jazzmusikerne griber til instrumenterne, mens garvede cocktailbartendere serverer klassiske og moderne cocktails lavet af gode råvarer.

Evita Peron ligger i Studiestræde 69, der hvor Wonder Bar før lå. Restauranten er åben mandag-torsdag 17-23 og fredag-lørdag 17-02. Folkene bag ejer også den spanske Biscaya Tapasbar og den italienske restaurant Il Peccato.