Danmark lukker og slukker, så hvor skal vi spise på ferien?

19/6 2018

 

Der er ikke lang tid til Danmark går i sommerferiestemning, men hvor kan man egentlig spise, når man tager ud i det danske ferieland? Spiseliv har fundet favoritter rundt i det ganske land.

 

Airport Steakhouse i Kastrup

Airport Steakhouse i Kastrup

Blot et metrostop fra Kastrup Lufthavn ligger der meget passende et steakhouse med ordet ’airport’ i sit navn, og er man i god tid til sit fly er det oplagt at tanke op på en god bøf fra amerikansk, fritgræssende kvæg, en laksebøf eller steak her. Priserne er garanteret mere fair end i selve lufthavnen, og mylderet uden tvivl mindre. Men skal man ikke udenlands er der heller ingen grund til ikke at komme her – der er nemlig gåafstand fra Airport Steakhouse til både Den Blå Planet og Amager Strandpark. 

Airport Steakhouses profil på Spiseliv »

Bandholm Hotel på Lolland

Bandholm Hotel på Lolland

Det ligner en lille eventyrverden i sig selv: Sundet, havet og Bandholm Hotel, hvis hvide mure, tårne og terrasser ligner noget som taget ud af en romantisk novelle. Men det lille havneleje på Lollands nordkyst er en ligeså realistisk del af virkeligheden som det nærliggende Knuthenborg, og har omkring sin bådebro fået skabt et unikt univers, med Bandholm Hotel, en stor terrasse med bar og udekøkken, en isbod og sin museumsbane. Det er selvfølgelig oplagt at hygge sig her før eller efter et besøg på Knuthenborg, men stedet er også et oplagt pit stop hvis man er på vej til det sjællandske sydhav på ferie.  

Bandholm Hotels profil på Spiseliv »

Kystgaarden i Gilleleje

Kystgaarden i Gilleleje

Indenfor de sidste par år er der sket en særlig opblomstring af lokale kræfter i Gilleleje by, hvor befolkning og erhverv gør sig umage for at holde gang i det specielle feriesamfund, som især er populært om sommeren. Havnen er en af de travleste på nordkysten i højsæsonen, hvor både lystbåde, værft og småbutikkerne er fyldte, og restaurant Kystgaarden har valgt at tage konsekvensen af de travle sommermåneder og udelukkende holde åbent fra Sankt Hans og frem til midten af august. Herfra er der flot udsigt udover Kattegat, og man kan inden eller efter maden tage et smut på Gilbjergstien og nyde vuet udover saltvander. Maden er i det enkle og friske hjørne og består af fiskesmørrebrød, lune burgere og møre bøffer. 

Kystgaardens profil på Spiseliv »

Dragsholm Slot og Spisehus

Dragsholm Slot og Spisehus

Spøgelser, hvidkalkede mure og en dyb voldgrav. Dragsholm Slot er populær at besøge hele året, hvor både voksne og børn gyser over de mange historier om genfærd og indmurede jomfruer, som slottets guider er dygtige til at videreformidle. Parken om de omgivende marker med dyr er et trækplaster for alle aldre, og det gør bestemt ikke tingene værre at Dragsholm Slot udover sin michelinsrestaurant samme sted også frister med Dragsholm Spisehus, der dækker op på terrassen med sine enkle og lækre retter. Det giver både udsigt til det smukke slot og de grønne omgivelser, alt imens man også blot kan nyde en god kop kaffe under slottets sol.  

Dragsholm Bistro s profil på Spiseliv »

FF Aarhus

FF Aarhus

Velfærdssamfundet er kommet på museum i Den Gamle By i Aarhus, som har brugt de sidste par år på at opbygge scenerier og miljøer fra 60’erne og 70’erne, så kronologien kan fortsætte op igennem historien, og Byen er et sikkert trækplaster for folk, der besøger Aarhus. Samtidigt er det megen byggeri langs Åboulevarden ovre, hvilket har blotlagt Aarhus’ å, der i mange årtier har ligget tilbygget grundet behovet for asfalteret infrastruktur. Det har åbnet for nye oaser i centrum af byen, og en af de caféer, der drager fordel af det blinkende vandspejl, er FF Aarhus. Her er kodeordet social dining med deleretter, hygge og lækre cocktails, der selvfølgelig kan nydes under åben himmel. FF ligger bag Hotel Ferdinand ved Åboulevarden, der også kan udgøre ens opholdssted under ferien. 

FFs profil på Spiseliv »

Byens bedste grillede kylling i Ribe

Byens bedste grillede kylling i Ribe

Der er ikke mange kilometer fra Danmarks ældste by Ribe til Vadehavet, som er udpeget til Unesco kulturarv, og hvert år besøges af tusindvis af mennesker, der kommer for at opleve den rige biodiversitet i marskområdet. Og som mange andre danske provinsbyer med en solid identitet og handelshistorie er Ribe også blevet en interessant by at spise i. På pladsen lige overfor domkirken kan man spise bøffer, rødspætte og lækker grillet kylling fra eget rotisserie på Vægterkælderen, der som konstruktion har knap 500 år på bagen, eller træde ind på selve Hotel Dagmars restaurant med mad inspireret af det klassiske dansk/franske køkken. 

Vægterkælderens profil på Spiseliv »

Restaurant Pasfall i Odense

Restaurant Pasfall i Odense

Thomas Pasfalls restaurant i Odense er med sit kreative og nytænkende køkken faktisk en attraktion i sig selv og en institution i det fynske restaurationsliv, for her kan man opleve unikke, fynske råvarer og retter blive understreget og forkælet med franske tilberedningsmetoder. Prøv for eksempel at møde boghvedechips, rygeosten og den fynske klassiker, brunsvigeren, hos Thomas, og få en helt ny opfattelse af hvad mad kan gøre. Beliggende i Brandts Passage befinder stedet sig i Odenses absolutte centrum, tæt på H C Andersens fødehjem og byens ældste bygninger. 

Pasfalls profil på Spiseliv »

 Roeds Restaurant i Nyborg

Roeds Restaurant i Nyborg

Nyborg er porten til Fyns sommerland når man kommer fra Sjælland, og der er god grund til at gøre et stop og opleve den gamle handelsby, hvis restaurantscene har fået en markant opblomstring i løbet af de senere år. Den gamle bykerne, der smyger sig omkring det nyrestaurerede Nyborg Slot er fuld af stemning, og koryfæer som for eksempel Jean Lieffroy, der før har huseret på Falsled Kro, har nu åbnet sit eget madtempel sammen med sin søn ved vandet. Inde i den gamle bykerne er det værd at slå vejen forbi Roeds Restaurant, hvor Claus Roed har fået stor succes med sit gedigne bistro-tema baseret på friske sæsonråvarer fra det fynske opland. Den hyggelige gårdhave er populær når vejret er godt.
 

ROEDS Restaurants profil på Spiseliv »

 

 

 

 

Nyhedsbrev

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra Spiseliv med inspiration til madoplevelser – ude og hjemme.