Økologisk brunch

På Cafe Kaffegal i Nørregade er der fokus på økologi, bæredygtighed, fairtrade og dyrevelfærd, hvilket også betyder at hvis man er til brunchbuffet, så anbefales det at bestille brunch og bord i forvejen.    Brunchbuffeten laves nemlig – med tanke på at minimere madspild – ud fra antallet af bordreservationer. Alternativt er der både en morgenmadstallerken og en brunchtallerken, hvor de rimelige priser starter ved 59 kr., og til de nostalgiske er der hjemmelavet øllebrød.  

Luksusbrunch

Hver søndag serveres en super lækker brunchbuffet hos brødrene Koch på deres restaurant Det Glade Vanvid. Der er tale om en overdådig brunch ud over det sædvanlige, som kan nydes med udsigt over den smukke lystbådehavn i Aarhus.    Udvalget på brunchbordet er gigantisk og spænder fra yoghurt og frugt til laks med rævesovs, kalveskank og svinekæber til hjemmebagte kager. Hvis der er noget, hjertet begærer, findes det med stor sandsynlighed på Brødrene Kochs brunchbuffet. Bordreservation er nødvendig. Prisen er 295 kr. per person inklusive drikkevarer.  

Fransk brunch

Juliette er en fransk Cafe og Brasserie, som serverer virkelig god mad fra det enkle, rustikke franske køkken i hjemlige, hyggelige omgivelser.   I weekenderne serveres der brunch, som fås både i en vegetarisk og en ”ordinær” version med blødkogt æg, merguezpølse, skyr med kompot og andre lækre sager. I hverdagene kan man få en morgencomplet, en skål med skyr og hjemmeristet müsli, croque monseiur/madame samt husets specialitet, æg en cocotte. Man kan selvfølgelig også bare få sig en croisant.  

Rå brunch

Hos Råbar får du serveret alt andet end en traditionel æg-og-bacon-brunch. Velsmag og gode økologiske råvarer er i højsædet, og alle retterne er økologiske, veganske og ikke opvarmet til over 40 grader.    Man er garanteret en anderledes men meget velsmagende oplevelse – prøv fx deres Raw Brunch som er sammensat af masser grønt, wrap, dehydreret brød, frugt, smoothie og powershots.   

Byg-selv-brunch

Et super alternativ til den klassiske brunchbuffet finder man på TGV Cafe på Banegårdspladsen i Aarhus. Man sammensætter selv sin brunch ud fra et lille menukort, hvori der kan sættes kryds ved lækre sager som røræg med urter, rørt friskost, miniparisertoast og lun brunsviger.    Det er lutter lækre, veltilberedte sager lavet af de dygtige folk, som også står bag det gode Aarhus-brasserie Restaurant Ét.