Bøffer, der syder
Imran Malek kommer oprindeligt fra Pakistan og har bl.a. tidligere arbejdet sammen med Claus Valdemar på Skt. Petri, og han er bestemt ikke nogen uerfaren grønskolling i faget. Sizzling Steak er navnet på hans forholdsvist nyåbnede steakhouse i Istedgade på Vesterbro, lige ved krydset ved Gasværksvej, og det er vel et meget passende navn på en restaurant, hvor bøffer konsekvent ligger og syder på panden.

Fleksible priser, fleksible åbningstider
Her serverer han – kød! Halalkød. Til priser, der er mere end rimelige. Den Danske Bøf ligger i den billige ende og koster 69 kr. inklusiv garniture, der altid indeholder dagens kartoffel – nogle dage stegte kartofler, andre dage kokkenes yndlingsudgave: pommes anna. I den dyre ende når prisen op på 139 kr. for en tournedos med kalvebacon og trøffelsauce. Med andre ord absolut ikke noget, man bliver ruineret af. I alt er der otte forskellige valgmuligheder af kød, og det kan spises mandag, tirsdag, onsdag, torsdag fra kl. 16 til 22, fredag fra kl. 16 til midnat og endelig lørdag fra kl. 11 til midnat.

Halalleluja og juhu
Selvfølgelig er det spektakulært, at byen nu er beriget med et halal-steakhouse. Men det er frem for alt på sin plads og helt igennem på tide, nu hvor byen for det første allerede længe har haft en halal-pølsevogn (på Nørrebro) og for det andet så gerne vil ligne en vaskeægte metropol af en storby og også gør det på mange (nogle i hvert fald) andre punkter. Så mangler vi bare en Chinatown og noget Little Italy, og mens vi venter på det, siger vi tillykke og god vind til Imran og hans sizzling steaks!