Rasmus og Lars Joost, der står bag den kombinerede café, restaurant og cocktailbar LMNT i Haderslev, skriver ikke deres menukort under med deres navne. Det er hele personalet, der bliver involveret, når salutten skal sættes. Ligesom gæsterne. 
 
For selvom det er Joost’ernes sted, mener de stadig, at alt bliver bedre i fællesskab – og ved at tænke utraditionelt. Og måske er det dét, der netop har gjort LMNT til den 2. bedste restaurant i hele Jylland, udråbt af den indflydelsesrige (og brugerdrevne) Trip Advisor. 
 
Det er nemlig ikke kun køkkenet, der får lov til at udvikle nye retter. Også personalet og endda gæsterne tages med på råd. Som for eksempel kylling i lakrids. Med solbær- og portvinssauce. Det er et nyt syn på delagtiggørelse, involvering 2.0, der sættes dér i Sønderjylland. For involvering er der masser af, når det kommer til de to restaurant-ejere. På deres helt egne præmisser og egne regler. Hjertet med.
 
For med ild og blod og sjæl og tårer har de to, der slet ikke oprindeligt kommer fra restaurationsbranchen nu drevet stedet i 2 ½ år. Lars er fra transportbrancen, og har prøvet livet i en designafdeling som projektleder, mens Rasmus har arbejdet med it efter en halvt færdiggjort kokkeuddannelse. Og det har ikke været i medvind hele tiden. 
 
1 ud af 9
For både problemet og fordelen er, at det ikke er i København, at LMNT ligger (ja, selv navnet lyder jo storbysmart). Det er i Haderslev. Og det er ikke altid, at den slags nye tiltag har været lige vel modtaget. 
 
”Jeg plejer at sige at vi rammer cirka 1 ud af 9 mennesker, når de hører om os eller går forbi”, siger Rasmus Joost, der til daglig varetager rollen som køkkenchef. Og tilføjer: ”men det er nu ok for mig indtil videre. Vi vil hellere ha’ hjertet med, sætte ting på menuen, som vi mener er ægte og gerne rækker udenfor kanten på tallerkenen, end at gøre som alle andre. Det er ikke derfor, vi har åbnet vores sted”. 
 
På dén måde er LMNT også meget ”storby-agtig”. Hvis alle andre har en bestemt ting på menukortet, gør de alt for at undgå det.
 
Eller at lave et twist. Netop for at det ikke skal være så homogent. 
 
”Det skal være reel mad. Ingen halv-fabrikata. Og det skal også være hygge. Det er ikke meningen, man kun skal komme hos os, fordi man ikke gider at lave mad eller vaske op derhjemme. Man skal komme hér, fordi man vil have en oplevelse. Og slappe af. Slå lidt ud med armene og få en ny erfaring – og måske prøve noget nyt. Det handler ikke for os om at konkurrere på pris. Hér konkurrerer vi på den ægte hygge, på involvering, nye eventyr og nye maderfaringer. Og på dén måde kan man faktisk godt sige, at man får meget for pengene…”.
 
(artiklen fortsættes nedenfor)

”Vi ville tilbage til de gode, rene og ægte elementer i madlavningen. Det skal være en ukendt rejse, men også en oplevelse man nyder, et sted man slapper af. Vi vil have alle stykkerne til at passe sammen” - Rasmus Joost, restauratør

Elementerne på LMNT

Og så er der navnet: LMNT. Eller ”element”, som man udtaler det. Hvorfor lige dét navn? ”Vi ville tilbage til de gode, rene og ægte elementer i madlavningen. Det skal være en ukendt rejse, men også en oplevelse man nyder, et sted man slapper af. Vi vil have alle stykkerne til at passe sammen”, forklarer Rasmus. 
 
Noget, der også går igen i cocktailkortet: ”Nogle af vores gæster kan måske i starten godt være mistroiske over at prøve noget nyt. Måske bestiller de en mojito uden at kigge på kortet, fordi det er dét, de kender. Så kunne vi for eksempel foreslå noget, der er det samme, men med et lille twist. Og de fleste bliver  glædeligt overraskede”, siger Lars Joost, der styrer baren og fungerer som restaurantchef, med en smule stolthed i stemmen.
 
Med næsten konstant fremgang i de nu over to år, som LMNT har eksisteret, ser det ud til, at Joost’erne må gøre noget rigtigt. 
Og at Haderslev har fået et sted med en mission og noget på sinde. Med oplevelser, der gerne vil række ud over dét, man får på tallerkenen. Med ægte mad, der skal smage af noget, men uden nemme genveje. Med stærke personligheder på gulvet. Med skøre cocktails , der indeholder sukkerærter eller friske krydderurter. Med lokal sodavand fra Antons og rom fra Caribien. Mange elementer, men forbundet i ét. Netop i LMNT.