Det var for 25 år siden, og den kører endnu. Med hjemmelavede ravioli, lammeryg og saltimbocca på menuen, dengang som nu. Det er faktisk værd at bide mærke i i disse tider, hvor den ene prædesignede konceptrestaurant har travlt med at skyde op efter den anden.

Søndagstradition på La Buca
Spiseliv var der forleden, en søndag. Altid søndag. Ikke hver søndag, desværre, men når det er, er det om søndagen. Sådan er det bare. Før i tiden var det noget med en hulens masse vin og en hulens masse mad og ondt i hovedet om mandagen. Nu er det mere noget med nogle børn og noget familiehalløj. Men det involverer stadig en hel del mad og en lille kop vino, bevares. En familietradition, der involverer to familier. Vores egen og Lolli-familien. Ikke fordi vi deler bord, men vi hilser og nikker og udveksler høfligheder, og det er bare helt i orden.

Ellis, Ettore ... og Guido
For 25 år siden var det Ellis og Ettore, der var værter på stedet. Det er dem, vi nu møder som gæster i restauranten om søndagen. Det gør ikke besøget mindre hyggeligt. Ellis kan det der med at kindkysse med gud og hvermand, der nogensinde har sat sine ben på stedet før, og få én til at føle sig som en længe savnet ven. Hvad der heller ikke gør besøget mindre hyggeligt er Guido. Selvfølgelig er det en generel Lolli-ånd, der præger stemningen på La Buca, men det er i særdeleshed også Guido, der lister rundt og spreder god karma ud over det hele. På sin diskrete, underspillede og helt utroligt behagelige og charmerende måde – på Guido-måden med andre ord. Byens hyggeligste restaurantchef. Serviceniveauet på La Buca er højt – og behageligt. Det gennemsyrer hele restauranten. Ingen gæster mangler noget nogensinde, har man på fornemmelsen. Selv et tæppe, til når solens varme fortager sig, kommer listende helt af sig selv. Guido er yngste søn af tre, og ham, der i mange år, før han for alvor overtog styringen, har været stedets sommelier og stået for vinkortet – en ikke uvæsentlig del af besøget på La Buca, og sikkert også en medvirkende årsag til, at La Buca i årevis har været det helt store trækplaster for branchekarle (personer ansat i restaurationsbranchen, red.). 

En roman af den vinøse slags
Vinkortet er et kapitel for sig på La Buca. Flere kapitler faktisk. Roman er måske mere dækkende, en lille en i hvert fald (en punktroman måske?). En roman i konstant bevægelse – senest et kapitel, der bevæger sig ud over støvlelandets egne grænser, således at der nu også er vin fra fx Francia! Alle de vinproducerende regioner i Italien er repræsenteret (måske lige med undtagelse af Molise?), og for hver region er alle de bedste producenter med. Fra Piemonte er alle de største baroloer og barbarescoer listet fra de aller bedste producenter i jeg ved ikke hvor mange forskellige årgange – bare for at nævne det mest åbenlyse. Som noget helt, helt nyt er der nu også et mindre udvalg af bourgogner, champagner og den slags. Med andre ord: Nye tider på La Buca! Men jo ikke mindre La Buca'ske af den grund, tværtimod. Og i øvrigt er også La Buca selvfølgelig nødt til at holde sig selv igang med tanke på den øgede konkurrence på bistro-området; vinkortet er en meget La Buca-agtig måde at gøre det på, må man sige!

Mig og Marcello
Omgivelserne er, som de altid har været. Filmstjerner i sort/hvid pryder stadig væggene (man bliver jo ikke træt af at sidde og kigge Marcello Mastroianni eller Catherine Deneuve i øjnene), rockstjerner flankeret af Ellis Lolli og La Buca's øvrige personale (af en eller anden grund (ja, grunden er vel egentlig åbenlys) spiser mange rockstjerner på La Buca før eller efter en koncert i København; det er naturligvis dokumenteret), hylder med grappa, hylder med vin, også tomme flasker som mindelser om helt særlige vine drukket under særlige omstændigheder måske. Stolene er af den slags, som man dumper ned i og bliver siddende i, til man kan være helt sikker på, at man har fået et enkelt glas vin i overkanten til at kunne køre hjem. (Eller finde hjem i det hele taget. Men pyt – utallige empiriske undersøgelser har vist, at hjem, det kommer man). Overordnet set kan man sige det sådan, at La Buca bare er La Buca, italiensk bistro, trattoria, en familierestaurant i ordets aller bedste forstand. Ikke underligt at også internationale branchekarle af den hypede slags (fx sommelieren fra Châteaubriand i Paris) har fundet vej ud til Godthåbsvej og er set sidde og bælle Friuli og spise Ellis' hjemmelavede ravioli på La Buca.

Mam!
Solen står ned i bærret på os i gårdhaven den nævnte søndag, helt til vi går hjem, faktisk. Rimelig ok alt i alt. I gårdhaven sidder man fuldkommen afskærmet for alle former for gadeliv og trafik udefra. Tallerknerne bliver båret ind i et behageligt tempo, først lidt antipasti, heriblandt Ellis' friterede oliven med kødfyld og bruschetta med tomat. Desuden blandede antipasti fra antipastibuffeten, en klassisk La Buca-attribut. Derpå gnocchi med spinat, carpaccio, tortellini med ricotta og safran. Den obligatoriske lammeryg med rosmarin, saltimbocca, stegt kalvelever, oksemørbrad. Is og tiramisu. Hvidvin fra Gravner i Friuli og rosévin fra en fætter på Sicilien, der dyrker noget obskurt druemateriale, som vi har glemt navnet på, både biodynamisk og naturligt og 2005 Barolo fra Mascarello. Med andre ord: Hjemmelavet mad og naturlig vin i naturlige omgivelser. Lige som vi bedst kan lide det.

Søndag kl. 18 på La Buca?
Alt i alt er det virkelig svært at finde på en grund til ikke at gå på La Buca. Det er rigtigt, at der siden La Buca åbnede for 25 år siden, er kommet mange restauranter til på samme niveau (prisniveau om ikke andet), så der er pludselig mange flere at vælge mellem, og man får lyst til at prøve noget nyt og alt det der. Men altså. At have holdt ud i 25 år uden at miste fokus – og især uden at miste lysten til at hygge om sine gæster – det er på sin vis en større præstation end at lave noget funky 'det-skal-ikke-se-designet-ud'-spisekoncept med adresse i Kødbyen (ikke fordi det ikke også kan være godt). La Buca har holdt fast i en egen stil igennem et kvart århundrede, og der er simpelthen så rart at være. Skulle vi ikke bestille et bord igen til på søndag?