Anita Klemensen: Jeg er virkelig dårlig til at kede mig

Anita Klemensen: Jeg er virkelig dårlig til at kede mig

Sabina
Spiseliv.dk

Anita Klemensen vil ikke sættes op på en piedestal, bare fordi hun er en pige i en hård kokkeverden. Hun har kun sjældent været i tvivl, om at det var det rigtige for hende at være køkkenchef på topniveau.

I denne uge har hun fået foden under eget bord i hele to restauranter på samme tid, så den kommende tid byder på masser af udfordringer og hårdt arbejde. Men det er hun vant til, og i den situtation er det en fordel, at hun er virkelig dårlig til at sidde stille og endnu dårligere til at lave noget, hun ikke bryder sig om.

______________________

 

Man ville aldrig spørge en mandlig køkkenchef på en toprestaurant, hvorfor han har valgt et erhverv, der indebærer så umenneskelige arbejdstider, opslidende arbejde og uundgåelige fravalg af tid til familien. Vi ved jo alle sammen godt, at han gør det, fordi han brænder for det og ikke kan lade være.

Det spørgsmål er Anita Klemmensen derimod blevet stille mange gange efter i en årrække at have været en af de eneste kvindelige køkkenchefer herhjemme indenfor topgastronomien.

Hvorfor egentlig?

 

Eneste kvindelige køkkenchef
Hun har ikke selv noget godt bud på det, og det er heller ikke så vigtigt for hende, for der har aldrig været så meget at rafle om: Anita Klemensen har altid vidst, at hun ville være kok, og en kombination af ambitioner og talent har givet hende nogle muligheder og tilbud, som hun har sagt ja til – ligesom en mand ville have gjort.

”Da Betina Repstock (fra bl.a. Alberto K, red.) stoppede, blev det hypet helt vildt, at jeg var den eneste kvindelige køkkenchef på gourmetniveau i København. Jeg syntes, det var noget mærkeligt noget, for jeg er jo ikke anderledes end mændene. Der er ikke nogen grund til at sætte mig op på en piedestal, bare fordi jeg er pige. Nogen gange har jeg en fornemmelse af, at de mandlige chefer ikke rigtig ser mig som en konkurrent i lige så høj grad som deres mandlige kolleger, og det kan godt pisse mig af. Ikke fordi det skal være synd for mig, for det er det overhovedet ikke, og jeg har ikke noget behov for at konkurrere med dem.”

 

Ville kede sig i en kantine
Hendes valg af profession var helt bevidst og en konsekvens af faktorer som et dominerende kreativt gen, inspiration fra hendes far, der er brygger, og en manglende evne til at sidde stille. Og selvom hun da godt kan se, at et job i en kantine ville give hende nogle muligheder for at deltage i vennernes børnefødselsdage, så har hun valgt det fra, simpelthen fordi hun ville komme til at kede sig. Er det en specielt maskulin prioritering?

Måske, men der er ikke meget maskulint over Anita Klemensen, med mindre man betragter ærligt engagement og kærlighed til kokkefaget som testoteronprægede egenskaber.

”Jeg er bare enormt dårlig til at foretage mig noget, jeg ikke bryder mig om, ligesom jeg er virkelig dårlig til at kede mig,” siger hun som forklaring på, at hun ikke som mange af sine kvindelige kolleger har forladt gastronomiens top for at få sig et job med bedre arbejdstider.

”Som kok arbejder man jo fra klokken 10 om morgenen til efter midnat mange dage om ugen. Det kan langt de fleste ikke forstå. Men jeg er endnu ikke blevet træt af arbejdstiderne, for jeg elsker mit fag, selvom jeg godt kan mærke, at jeg ikke er 21 længere.”


 

Har altid vidst, hun skulle være kok
Netop 21 år var den alder, hun havde, da hun i 1998 rykkede teltpælene op fra den Nordjyske muld og flyttede til København for at forfølge sin drøm om at blive kok. For selvom hun i dag beskriver sin madstil som ”mormormad med et nordisk twist” og på det kraftigste understreger, at hun er mere til håndværk end molekylær gastronomi, så vidste den unge Anita Klemensen godt, at hendes fremtid som kok lå i hovedstaden.

”Jeg har egentlig altid vidst, at jeg skulle være kok, men også at jeg ikke skulle være det i Nordjylland.”

Efter gymnasietiden og et år i Australien drog hun derfor til København for at finde sig en læreplads.

Den fandt hun på Søllerød Kro, som hun blev udlært fra i 2002 og vendte tilbage til efter et kort ophold på Kommandanten, da kroens tidligere dessertchef, Marcus Grigo, forlod sin post og overlod den til sin tidligere elev. I 2005 blev hun headhuntet til den stilling, hun nok er mest kendt for: som køkkenchef på gourmetrestauranten 1.th, som der stod på hendes visitkort indtil for ganske nylig, hvor hun lagde sin opsigelse, fordi hun trængte til nye udfordringer og til at tage det næste, afgørende skridt i sin karriere.

"Vi ved jo ikke, om alle folk i Taarbæk bowler om onsdagen. Eller om damerne, når mændene går til Rotary om tirsdagen, går helt vildt ud og giver den gas, eller om de bliver hjemme."

En Rød og en Gul Cottage
Et skridt, som helt klart lå i kortene.

”Jeg forlod ikke 1.th fordi jeg var træt af restauranten, men det blev sådan, at ugen op til, at vi skiftede menu, var fantastisk, men de næste to uger begyndte jeg at kede mig. Bare en lille bitte smule. Derfor tænkte jeg: 'Det duer ikke det her.'”

Den erkendelse sammenholdt med længslen efter nye udfordringer og et længe næret ønske om at åbne sit eget sted, resulterede i denne uge i en foreløbig milepæl, da Anita Klemensen sammen med partnerne Lars Thomsen og Anders Wulff-Sørensen slog dørene op for ikke bare en, men to restauranter: Den Røde og Den Gule Cottage i skovbrynet lige nord for Bellevue og vest for Taarbæk Strandvej.

”Jeg tror, det er en drøm for mange i den her branche at få sit eget. Man knokler jo i en helt anden grad end i så mange andre erhverv, og man lægger en stor del af sig selv både i at lave retterne, udtænke dem og være med i hele processen. Nogen gange bliver der lagt låg på nogle af de idéer, man har, hvis man har en chef, og det er helt sikker sundt nok. Men på et tidspunkt har man brug for, at det er ok at gøre noget ved ens egne idéer. Hvis jeg skulle gøre det, skulle det være nu. Energien ville bare ikke være der til det om fem eller ti år.”


Muligheder for synergi

At det lige blev Den Røde og Den Gule Cottage, der kom til at lægge de idylliske rammer om Anita Klemensens realisering af drømmen om at få foden under eget bord, var mere eller mindre tilfældig.

”En god ven fortalte, at Den Gule var ledig, og jeg var oppe for at kigge på den og syntes egentlig, at den var rigtig fin. Men jeg syntes ikke rigtig, den duede til gourmetrestaurant, som den var før. Som jeg ser det, er det sådan et folkekært hus, hvor man lige skal kunne komme forbi og få en kop et eller andet. Da jeg så hørte, at Den Røde også var ledig, så jeg nogle muligheder for, hvad man kunne gøre med stederne sammen; at der kunne være en synergieffekt både personalemæssigt og madmæssigt, hvor man kunne tilbyde noget til alle, uanset om det var til hverdag eller fest, frokost i skoven eller hvad det nu var.”


Derfor slog hun til og står nu sammen med sine to kompagnoner på Skov- og Naturstyrelsens skøde som forpagter af de to cottager. Lars Thomsen og Anders Wulff-Sørensen er begge tidligere souschefer under hende på 1.th, og de tre er således vant til at arbejde sammen med Anita som chefen. Rollefordelingen bliver lavet lidt om på Cottagerne, hvor de alle tre bliver sideordnede køkkenchefer – Lars Thomsen med overordnet ansvar for gourmetrestauranten på Den Røde Cottage, Anders Wulff-Sørensen som chef på den mere bistro-agtige Gule Cottage og Anita Klemensen som flyvende og med særligt ansvar for kager og desserter, som er hendes hjertebarn efter tiden som dessertchef på Søllerød Kro.


Mere tid

Og hvad så med fremtiden?

”Jeg er ikke træt og har masser at give af endnu. Men planen er da, at jeg ikke skal være her så meget på sigt, og på et tidspunkt skal jeg da også have nogen børn.”

Men det bliver ikke lige nu, for med to spritnye restauranter, der begge har åbent til frokost og aften hver dag, skal der nok blive rigeligt at se til, men Anita Klemensen ser frem til udfordringen.

”Jeg har satset alt, hvad jeg har på det her, så jeg håber, vi får travlt. Vi ved endnu ikke, om alle folk i Taarbæk bowler om onsdagen. Eller om damerne, når mændene går til Rotary om tirsdagen, går helt vildt ud og giver den gas, eller om de bliver hjemme. Man bliver nødt til at finde ud af, hvad lokalbefolkningen foretager sig. Så indtil videre har vi åbent 7 dage om ugen til frokost og aften i sommersæsonen, så må vi se, om det bliver mindre på længere sigt.”