Smuk kirsebærvin fra Lolland

Af Ramus Holmgård - 15/11 2010

Der bliver drukket meget kirsebærvin i Danmark. Blandet med tonicvand kan det drikkes megahurtigt, og så kan man holde en fest og snakke om noget andet. Men så er der lige Frederiksdal Gods’ vidunderlige kirsebærvine af en helt anden verden.

Da mine forældre var midt i 20’erne, lige var flyttet til det mørke Jylland med mig under armen, og levede af min fars SU fra seminariet og min mors usle løn som nybagt jordemoder, var der hverken råd til bourgogne eller amarone. Chilensk vin og bag-in-box kunne man ikke købe, og mine forældre var også ligeglade med alle fire.

For når pottemånen er allermest slatten, er alkoholkreativiteten nemlig størst, som det gamle ordsprog siger. Mine forældre opfandt deres egen hofdrik, og den blev et gennemgående element på bordet i hele min barndom. Altså, ikke til mig. Men til gengæld til alle andre, og folk elskede det.

For 22 kr. kunne man i begyndelsen af 80’erne få 75 cl kirsebærvin af mærket Kijafa – det var det GODE mærke, forstås. Dog ikke bedre, end at mine forældre blandede deres yndlingsvin med tonic fra Schweppes, hvilket gav kombinationen en kolossal bællefaktorscore.

Siden er Kijafa steget til en rund halvtredskrone, og tilsammen med det konkurrerende brand Kirsberry stanger den danske detailhandel omkring en halv million flasker over disken hvert år. Til større fornøjelse for nogen, end for andre. Som historien viser …

Men så kom der pludselig mikrobryggerier. Og vi begyndte at købe mælk fra Thise og Naturmælk og Øllingegaard. Og købe grisen fra Grambogaard og anden fra Knuthenlund, alt imens antallet af medlemmer i Foreningen af Danske Vinavlere støt steg til de nuværende godt 1.400.

De fleste af dem laver noget bras. Rent ud sagt. Nogle få laver noget interessant. Og så er der dem, der slet ikke laver vin af druer, men af nogle af de frugter, som GODT kan modne under en blid dansk sol.

Et af de mest spændende projekter i nyere tid er kirsebærvinene fra Frederiksdal Gods på Vestlolland. Min nye kollega på smagogbehag (det er mig, der er den nye), Niels Ehler, har skrevet en god artikel om projektet, så det er der ingen grund til, at jeg også gør.

Jeg har smagt to af godsets fire vine – og jeg vil insistere på at kalde dem vine, for de smager sindssygt godt!

Da jeg første gang smagte den vin, der hedder ”Rancio Dansk Kirsebærvin” var det i umiddelbar forlængelse af en smagning af 26 fabelagtige, tørre vine til en privat middag i Århus i foråret. Det klædte ikke Rancioen at være nummer 27, og vi havde også mere lyst til mere champagne eller en pilsner på det tidspunkt.

Men da jeg smagte den igen i forrige uge, var det ikke bare en meget bedre vin i mit glas; det var en virkelig stor oplevelse! Der lød forbløffede gisp rundt om kaffebordet, hvor Rancioen meget passende blev serveret, for den er massiv, kulsort, tung som bly og en fuldblodsdessert i sig selv.

Modsat min forventning var smagen af rancio, det oxiderede element, meget tilbageholdent, og lå nærmest bare i bunden af næsen som en lurende kompleksitet, der med nogle flere år på langs vil fase stadigt mere frugt ud af profilen. Men lige nu er den stadigt purung og i fuld vigør og med den intense kirsebærfrugt smukt fokuseret, ren og veldefineret, som en slags fokal af et livs tusindtallige kirsebæroplevelser. Kirsebær i så ren og fortættet en form, at det tager et øjeblik at genkende det.

Da jeg for et par timer siden lagde vejen omkring SuperBest, havde de saftsuseme en opstilling af Frederiksdal Gods’ basisvin, som bare hedder ”Dansk Kirsebærvin 2009”, og for 139 kr. får du samme vidunderligt koncentrerede, nådesløst alkoholiske, forførende sødmefulde og dog stadigt saftspændte kirsebærdrik i dit glas, som Rancio leverer til 250-300 kr.

Forskellen er, at den ikke-oxiderede (reduktivt producerede) 2009 er tindrende klart frugtig, mens Rancioen har givet slip på frugten til fordel for føromtalte potentiale for stort aromatisk kompleksitet.

Begge vine er forbavsende friske og drikkelige, selvom man nærmest tygger sig igennem slurkene af den kompakte masse. Men fordi kirsebærsmagen er så velformuleret, og fordi den leveres med en intensitet, som ellers kun præsteres af nogle få reciotoer (de søde vine fra Valpolicella, som Frederiksdal-vinene faktisk minder lidt om, hvis man skal sammenligne med druevin) og germanske TBA’er (Trockenbeeren Auslese), drages man simpelthen til kanten af glasset og ægges til med vellyst at lægge nakken tilbage endnu en gang.

Ja, nu kan jeg jo kun tale for mig selv. Men se lige, hvor bly en viol du er, når først du får slået proppen af én af de sexede krabater fra den danske sydhavsø. Og prøver den til et stykke mørkt chokolade. Eller risalamanden med kirsebærsovs i anden potens.

Dansk kirsebærvin har ikke bare fået en revival. Den har fået en gastronomisk eksistensberettigelse. Nu uden tonic.