I samarbejde med Restaurant Promenaden vil Sebastian Dorset hver tirsdag give nye stand-up talenter chancen for at afprøve deres materiale foran et live publikum. I Restaurant Promenadens hyggelige kælder står scenen klar og den erfarne komiker og Frederiksberg-bo, Sebastian Dorset, agerer vært og sørger for underholdningen mellem de optrædende. Showet krydres ligeledes med nogle af dansk stand-ups største stjerner og drømmer man om at afprøve sine talenter som stand-up‘er, er man velkommen til enten at dukke op, eller tilmelde sig ved at skrive til Sebastian på hans Facebook profil her.

Herefter vil Sebastian Dorset sætte et skarpt line-up sammen til tirsdagens show. Hvis de nye talenter ønsker feedback på deres optræden deler den drevne standup komiker også selv gerne ud af hans tanker om præstationen.
Sebastian Dorset fortæller om samarbejdet med Restaurant Promenaden:
”Det skal meget gerne blive et sted, hvor man hver tirsdag kan komme at se dansk stand-ups kommende stjerner, mens de er nye og sprøde, elegant krydret med nogle af dansk stand-ups store stjerner der afprøver deres nye ting”.

Showet afholdes hver tirsdag og starter klokken 20.00. Der er gratis entré.

Om Restaurant Promenaden
Restaurant Promenaden er placeret på den fine Allé på Frederiksberg. Restauranten tilbyder et robust køkken med rødder i den franske brasserie tradition og bestyres af chefkok Niels Meldgaard. Interiøret er indrettet med sans for perfekt pariserstemning, med det smukke vægmaleri bag baren. Promenaden har eksisteret i mange år og i marts 2014 blev stedet overtaget af de nuværende ejere, med stor forkærlighed til stedet og Frederiksberg. Promenaden er flittigt besøgt af de mange frederiksbergske teatergæster og skuespillere, stamgæster og Frederiksbergborgere. Om sommeren udvides Promenaden med udendørsservering på Alléen.