HVORDAN PÅVIRKER KAFFE KROPPEN FYSIOLOGISK

Hjerne og hukommelse
“Koffeinen i kaffe fungerer som en stimulans, og 20 minutter efter vi har indtaget vores første tår kaffe, kan vi allerede begynde at føle os mere vågne, mere koncentrerede og i sidste ende vil vi være mindre tilbøjelige til at begå fejl,” nævner Dr. Bain.

“En nyere undersøgelse viste for nyligt, at kaffe kan øge din hukommelse helt op til 24 timer efter indtagelse af den første tår. Selvom dette måske ikke lyder af meget, er det vigtigt at huske på, at de fleste erindringer alligevel går tabt inden for få timer.”

Andre undersøgelser har også peget på, at regelmæssig indtagelse af kaffe, gennem et helt liv, kan medvirke til en reduceret risiko for at udvikle Alzheimers.

Øjne
Kort tid efter indtagelsen af den første tår kaffe vil koffeinen i kaffen sørge for, at kroppen frigiver adrenalin. Det betyder, at kroppen bliver mere energisk, mere parat og mere opmærksom. Dr. Bain mener også at vide, at adrenalin kan påvirke øjnene ved at udvide pupillerne en anelse. Han uddyber tilmed, at udvidelsen vil forekomme minimal, men alligevel vil man godt kunne få følelsen af et forbedret syn.

Tænder
Det er ikke nogen hemmelighed at indtagelse af kaffe er en stor synder i målet om at holde et hvidt gebis. Alligevel er der mange der ikke ved, at kaffe faktisk også tæller en helt specifik hygiejnisk fordel. Kaffe indeholder bl.a. en betydelig mængde polyphenoler, som er mikronæringsstoffer, der bidrager til bekæmpelsen af plak og bakterier.

Man skal dog være opmærksom på, at denne fordel kun henvender sig til de personer, som drikker kaffen sort. Vælger man at tilføre kaffen ekstra tilbehør såsom mælk, sukker osv. ender fordelen lige pludselig med at give bagslag. Dr. Keith Arbeitman, fra NYC, udtaler “det fungerer som et dobbeltsidet sværd, hvor polyphenolen opløser laget af plak, mens mælken og sukkeret får nemmere adgang til de dybere områder i tænderne.”

Puls og blodtryk
Er man typen som drikker kaffe regelmæssigt, vil man opleve en minimal stigning i blodtrykket. Dette skyldes, at man med tiden bliver tolerant over for virkningerne i kaffe. Dog kan et regelmæssigt forbrug af kaffe forårsage en acceleration i pulsen. For raske mennesker er det ikke noget stort problem, men for personer med bl.a. hjertesygdomme, forhøjet blodtryk og unormal hjerterytme, kan det give store problemer.

Er man derimod typen som blot drikker en enkelt kop kaffe, vil man faktisk opleve en mere markant stigning i blodtrykket. Derudover vil man også ofte opleve, at pulsen falder i takt med blodtrykket stiger.

Mave
I fysiologisk forstand giver det rigtig god mening at bestille en espresso efter et måltid. Koffeinen i kaffen bidrager til øgede syreniveauer i maven (10 - 15%) og sidste ende medvirker det til, at vi fordøjer maden hurtigere og lettere.

Med hensyn til kaffe på tom mave, er der mange eksperter, som fraråder dette. Mavesyrerne i maven kan irritere tarmsystemet og forårsage smerte, oppustethed og halsbrand.

Blære og tarmfunktion
Koffein fungerer som stimulans for tarmene. Det fortæller dem, at de skal arbejde hurtigere og hårdere og sidste ende medvirker den til, at affald bliver skubbet hurtigere ud end normalt. For nogle mennesker kan udskillelsen ske allerede inden for de første fem minutter efter indtagelse.

Hvad angår blæren, så bliver kaffe ofte beskyldt for at være vanddrivende. Dog viser nyere undersøgelser, at det højst sandsynligt ikke er selve kaffen eller koffeinen, som er årsagen. Dr. Bain nævner: “Det er en myte, at kaffe får personer til at urinere oftere end hvis de drak en tilsvarende mængde vand. Den vanddrivende effekt i kaffe er meget lille, og det er højest lige så vanddrivende som vand i sig selv”.

HVORDAN PÅVIRKER KAFFEN VORES HUMØR

Energi
I Danmark er vi meget glade for vores morgenkaffe. Vi har tidligere konstateret, at 45% af danskerne mener, at morgenkaffen er den vigtigste ingrediens i forhold til at skabe den bedste start på dagen. Men hvordan hænger det nu sammen med timingen af den første kop?

Dr. Bain mener ikke, man skal forhaste sig med kaffen om morgenen. “Når du vågner om morgen, er dit kortisolniveau højt, og det vil formentlig holde dig igang i et godt stykke tid. Det bedste tidspunkt at drikke den første tår kaffe er omkring en time efter opvågning.”

Virkningen af kaffe aftager typisk efter tre timer, og oftest vil man opleve et mindre nedbrud i kroppen. “Dette skyldes, at koffeinen i kaffen ikke direkte bidrager til vores energiniveau, men i stedet gør os mindre i stand til at føle os trætte.” Så medmindre man i forvejen er godt udhvilet, vil man allerede efter tre timer begynde at føle sig træt igen.

Søvn
Vælger man at indtage kaffe i de sene aftentimer, eller blot kort før sengetid, så bør man også være klar til at tage konsekvensen. Kaffe kan have stor påvirkning på søvnrytmen, idet den bidrager til nulstillingen af kroppens indre ur. Måden det sker på er ved, at koffeinen sænker kroppens niveau af melatonin.

Melatonin er kroppens øverste søvnhormon og det fortæller os, hvornår det er naturligt for os at sove, samt hvornår det er naturligt at vågne op. Sker der alt for store udsving i niveauet af melatonin, påvirker det vores søvnrytme. Vælger man at drikke en dobbelt espresso tre timer før sengetid, så bør man også forberede sig på, at det kan blive svært at falde i søvn.

Humør
Kaffe stimulerer frigivelsen af ‘feel-good’-hormonet dopamin. “En time efter vores indtagelse af kaffe sker der en automatisk reduktion i vores angstniveau og en øgning i vores følelse af tilfredshed,” nævner dr. Bain.

Endvidere uddyber han, at tidligere undersøgelser har vist at kvinder der drikker kaffe regelmæssigt, har mindre tendens til depression. Dog siger dr. Bain også, at et overforbrug af kaffe kan have den modsatte effekt. Et overforbrug kan altså også forårsage angst og rastløshed.

DRIKKER DU FOR MEGET KAFFE?

Én til tre kopper kaffe
Er man typen, som drikker mellem én og tre kopper kaffe dagligt, så viser undersøgelsen foretaget af Zhenzhen et al. (2011) at risikoen for et forhøjet blodtryk er stigende. Dog viser selvsamme undersøgelse også, at dem som drikker mindre end én kop kaffe eller dem som drikker mere end tre kopper kaffe, ikke oplever nogen større risiko.

En anden undersøgelse, foretaget af Mostofsky et al. (2012), fandt ud af at kvinder, der drikker to kopper kaffe dagligt har 11 procent lavere risiko for hjertestop end dem, som drikker mindre.

En tredje undersøgelse, foretaget af Lopez-Garcia et al. (2008) viste at de personer, som drikker mellem to og tre kopper kaffe havde 25 procent mindre sandsynlighed for at dø af hjertesygdomme og 18 procent mindre sandsynlighed for at dø af enhver anden årsag, end personer, som slet ikke drikker kaffe.

Dog hører der også en undtagelse med til undersøgelsen foretaget af Lopez-Garcia et al. (2008). Personer, som drikker to til tre kopper kaffe dagligt og som er genetisk opbygget til at nedbryde koffein langsommere, har generelt 36 procent større chance for hjerteanfald.

En sidste undersøgelse, foretaget af Borota et al. (2013), viste, at indtager man mellem to og tre kopper kaffe, mens man lærer ny information, så kan koffeinen i kaffen i høj grad bidrage til at man får større succes med at memorere informationen.

Tre til fem kopper kaffe
Er man typen som drikker mellem tre og fire kopper kaffe dagligt, så har man groft sagt 25 procent lavere risiko for at udvikle diabetes, end dem som kun drikker to. I hvert fald hvis man skal tro på artiklen skrevet Medical News Today (2012). Har man derimod allerede diabetes, kan fire kopper kaffe også medvirke til at ens blodsukker stiger med op til 8 procent. Det betyder altså, at har man allerede diabetes så kan fire kopper kaffe altså også forværre symptomerne.

Er man kvinde og forsøger man at blive gravid ved kunstig befrugtning bør man også være opmærksom på, at drikker man dagligt fem kopper kaffe eller mere, kan det reducere chancen for succes med ca. 50 procent. Dette er samme niveau som de skadelige virkninger af rygning.

På plussiden kan det nævnes, at drikker man mellem tre og fem kopper kaffe dagligt, reducerer man risikoen for udvikle Alzheimers med op til 20 procent (EurekAlert, 2014). Derudover kan fire kopper kaffe også reducere chancen for kræft i mundhulen med helt op til 49 procent (Hildebrand et al. 2012).

Seks kopper kaffe eller mere
Ved første øjekast kan det virke som en god idé at drikke kaffe og endda meget af det. De sundhedsmæssige fordele er overvældende. Men kan det nu også passe at det også kan være fordelagtigt at drikke dagligt helt op til seks kopper kaffe eller endda mere? Til at besvare dette spørgsmål har vi allieret os med kaffeeksperten Rob van Dam, ph.d. adjunkt i afdelingen for ernæring ved Harvard School of Public Health.

Rob van Dam nævner; ”Vi har ikke oplevet større risiko for død eller sygdom hos personer med høj indtagelse af kaffe (seks kopper kaffe eller mere), i forhold til personer, som slet ikke drikker kaffe”.

Han tilføjer også, at ønsker man at beskytte sit hjerte mest muligt og dermed forlænge sin levetid, så peger beviserne på at den optimale mængde kaffe er mellem tre og fem kopper. Og her er det vigtigt at pointere, at det drejer sig om almindelige kopper kaffe (250 ml), ikke de store kopper kaffe man køber hos de forskellige caféer.

Konklusion
Det kan altså konkluderes, at for at beskytte bl.a. hjertet mest muligt, så er tre til fem almindelige kopper kaffe den mest optimale mængde. Der er fordele og ulemper ved både at drikke mere og mindre, men eftersom de sundhedsmæssige fordele omkring kaffe er i betydelig overvægt ved tre til fem kopper, så må det være at anbefale.

God fornøjelse med at nyde kaffen hvad enten det er hjemme, hos kaffebaren, på cafeen eller i restauranten.