Ved man ikke bedre kan det et øjeblik se ud som om at Oslo-færgen glider lige igennem den lounge, hvor vi sidder. Dens hvide krop dukker pludselig frem af disen udenfor, og i et splitsekund virker bådens silhuet påfaldende nær ruden. Men så drejer færgen sit gigantiske skrog ud mod åbningen i Københavns Havn, og vi kan atter slappe af. For selvfølgelig er der ikke fare for kollision i 62 meters højde. Heroppe på toppen af Nordhavns gamle vartegn er jeg og Michael Rønnebæk-Rørth hævet højere op end noget andet sted i det kvarter, der skyder op omkring siloen, og tegner Københavns nyeste knopskydning i byens udvikling.

Kan det overhovedet blive vildere end det her?

”Det kan måske lyde mærkeligt, men jeg føler at jeg med det her projekt har fået en indre ro”, fortæller Michael, mens han scanner skylinen udenfor. Det er en grå decemberdag, men på trods af disen kan man stadig se mennesker og gravkøer mose rundt på de få ubebyggede tomter, som stadig omgiver siloen, og følge S-togene med øjnene i det fjerne, mens de slanger sig forbi Nordhavn Station. ”Jeg har på en eller anden måde altid ledt efter en mulighed som det her. Alt det, jeg har gjort indtil nu, har været en slags forberedelse til Restaurant Silo.”

”jeg kan mærke, at der er en masse ting for mig, der er faldet på plads. Den trang jeg har haft til at skabe er der kommet ro på. For hvad kan slå det her i Danmark? Hvad vil jeg kunne opnå mere i min restaurationskarriere end det her? Det er svært at slå det, det er umuligt. Der er en mening med alting. Og det her har så meget af det, jeg har brug for i forhold til min energi, at her falder jeg på plads.”’

Og det er sandt at Michael Rønnebæk-Rørth langtfra har siddet på sine hænder siden han åbnede den bornholmskinspirerede restaurant Koefoed på Landgreven for 11 år siden. Bagefter kom Hummerhytten på Bornholm til, og siden Hummer i Nyhavn. Men nu har han sat al sin energi ind på at få Restaurant Silo godt fra start, og da han viser mig rundt oppe på 17 sal, får man hurtigt en idé om formatet: spisestedet ligger inde i en såkaldt ’add-on’, som er blevet sat ovenpå den eksisterende bygning og skaber en akvarieagtig ramme i glas, så gæsterne til hver en side kan nyde den imponerende udsigt: fra selve restauranten kan man mod nordvest se Sverigesfærgen pendle mellem Helsingør og Helsingborg, når vejret tillader det. Men det mest imponerende syn mødes man af, når restaurantens egen elevator bringer én fra gadeplan op til 17 etage, og dørene åbner op ud mod det travle Østerbro og resten af Danmark mod vest.
 

Nordhavns slogan er kommet med indenfor

Mellem restauranten og loungen med de bløde stole befinder baren og køkkenet sig. Her kan man hænge ud med en cocktail eller en kop kaffe eller snacke i den gode mad. ”Det er de samme retter, som serveres både i restauranten, i baren og i loungen, og det har fra starten af været vores intention at servere gastronomi, der var til at betale. Selvom vi er så højt oppe vil vi gerne være nede på jorden”; siger Michael og peger på den legendariske sætning:”Hva drikker Mølr”, som netop var siloens vartegn og hele Nordhavnsområdets uformelle slogan inden siloen blev indhyllet i byggestativer og nu fremstår som et lejlighedskompleks med 40 boliger, restaurant og et kulturrum i sit indre.

”Der var faktisk tale om at man skulle lade teksten stå heroppe på glasfacaden”, siger Michael og peger på ruderne. ”Men det blev sløjfet, så vi besluttede at lave vores egen hyldest til den gamle graffiti ved at lave en nøjagtig kopi af værket, som nu hænger her i baren. Men meget er teksten er faktisk blevet bevaret på den gamle facade, som ligger indenunder”.

Han viser mig et frokost- og et aftenkort med kreative retter der tager udgangspunkt i et moderne, europæisk køkken med nordisk tilsnit, og selv på cocktailkortet er konceptet gennemført og rimeligt i prisleje. ’HVA DRIKKER MØLR’ er Silos signaturcocktail på vodka, vanilje og hjemmelavet limonade til 100kr, mens en af dagens gennemgående retter er Agnolotti med fyld af kanin med sauce blanquette på svampe & olivenolie. Prisen ligger på 130kr hvis retten nydes til frokost, og får følgeskab af bla. meunierestegte kalvebrisler og havtaske på kortet.

 

Et sted for alle og enhver

Når man kender til den hype, som har omgærdet det nye silo-byggeri, kan det måske undre at det var Michael, som løb med forpagtningsaftalen af restauranten. Ikke fordi Michael ikke skulle være dygtig eller visionær nok. Men havde en gourmetrestaurant ikke passet bedre til siloens ry som en af Københavns dyreste lejlighedsejendomme?

”Jeg havde heller ikke turde håbe på det, men jeg gik ind i kampen alligevel. Jeg syntes det kunne være den fedeste udfordring. Og så lykkedes det. Det viste sig at ejerne af ejendommen gerne ville give pladsen til en restaurant, der kunne være for alle, og som også kunne spille rollen som et værested, en oase. Og det er også mit største håb: at Silo bliver stedet man ikke kun søger til for at få en god middag, men også for at få en hurtig kop kaffe eller en drink. Man er også velkommen til at komme herop og sidde med sin computer og nyde udsigten. Vi har allerede flere som har henlagt deres møder til loungen”, fortæller Michael, og piller ved en kikkert, som står på en af bordene. Dem er der 60 styks af, og de spiller en rolle.

Med den indre ro i kikkerten

”Folk synes det er hyggeligt at sidde og bruge kikkerterne. Der bliver grinet og glanet ind over byen, og det tager toppen af den formelle stemning, som hele sceneriet indgyder i de fleste”, siger han. Og Michael virker sært hjemmevant heroppe selvom det ikke er mere end 8 måneder siden at han stod heroppe i et byggerod og prøvede at forestille sig, hvordan det hele ville blive.

På en finurlig måde er Silo- projektet både hjemmevant og noget helt nyt for den gesjæftige bornholmer. Det er nyt for ham at skulle overskue så mange kvadratmetre (og der kommer flere til til sommer, når Silos terrasse åbner ’på 18 sal’), men det med at åbne en restaurant på en anderledes location har han prøvet før: Koefoed ligger i Borgergadekvarteret, der indtil for få år siden blot var et gennemfartssted for de fleste, mens Hummer i Nyhavn stadigvæk får nogles øjenbryn til at løfte sig. En fine dining restaurant på turisters dødsrute? Kom igen! Men begge steder trives nu, og Michael og co. Har allerede fået en forrygende modtagelse i siloen:

”Det vælter ind med gæster, og interessen har været overvældende. Og vi håber at det fortsætter sådan. Jeg har i hvert fald fundet en ro, som jeg har ledt længe efter.”