Det er mørkt, men rutinen trumfer over sanserne, for Flemming sætter sig på hug, hiver et stort nøglebundt frem fra lommen og låser hvad der ligner en gigantisk mund op, ned til den københavnske underverden.

Når solen går ned er der visse steder i storbyen, hvor tiden udlignes og bygninger og bevoksning bliver til kulisser i et univers, hvor alt kan ske. Og sådan en aften er det nu. Om dagen er stedet her et travlt knudepunkt i den københavnske trafik: vi står under løvtræerne på hjørnet af Sølvgade og Øster Farimagsgade lige der, hvor museerne og de gamle læreanstalter kigger ned på de forbipasserende med et imposant blik. Henne om hjørnet ligger Statens Museum for Kunst og Botanisk Have. Og blot et par meter herfra, murene ind til Den Polytekniske Læreanstalt, der står røde og lysende i skæret fra gadelampen, som en forudseende by har placeret her ved indgangen til bunkeren.

En bunker, ja. København råder faktisk over cirka 1000 underjordiske rum i beton, som indenfor de sidste år har lagt tiltrængte kvadratmeter til et voksende behov for kreative pladsløsninger – især er de populære som øvelokaler for byens bands, på grund af den gode akustik. De blev dels bygget under 2 verdenskrig og op igennem 70'erne, i frygt for den kolde krig. Plads er dog ikke problemet for Flemming, der siden 1999 har ejet den hyggelige thai-restaurant Eastern Corner ovre på den anden side af Øster Farimagsgade. Her laver 4 thailændere hver dag hjemmelavet mad til et bredt klientel af både danske og udenlandske gæster, der længes efter sød basilikum, cremede supper på kokosmælk og sprøde forårsruller lige fra kokkenes hænder. Han var i stedet fascineret af de muligheder, som bunkerens rum gav ham. Så da han fandt ud af at der fandtes et underjordisk rum lige overfor Eastern Corner, slog han straks til og besluttede sig til at leje det af kommunen, der ser med positive øjne på kreativ brug af byens ellers uudnyttede plads.  

Flemming vipper lågen til bunkeren helt op, og vi stiger ned ad trappen. Hernede fører en lille gang mod venstre ned til 2 kubeformede rum, der hvælver sig i grå beton. Hvert af dem er på 35 kvm, og i det til højre har Flemming indrettet et private dining room med runde borde, der kan bespise et større selskab. Maden bringes frisklavet og stadigvæk dampende varm ovre fra Eastern Corners køkken og stilles på en buffet, og langs rummets vægge står der køleskabe til øl og drikkevarer. Der er endda også monteret en dance pole, i fald selskabets gæster skulle få brug for lidt motion.  

”Rummet her er perfekt til private fester, polterabends eller vin- og madklubber, som ønsker at være for sig selv og stadigvæk kunne nyde godt af vores lækre retter. Vi sørger for opdækning, mad og drikkevarer, og så kan man bare hygge sig, og måske tage sig en omgang billard.” Han nikker over mod døren. Vi går igennem den og ind i den kube, der indeholder bløde lædersofaer, musikanlæg og et stort billardbord. Den grønne fløjl og de farverige bolde lyser smukt op i det stemningsfulde rum. Ligesom den første kube har den et ovenlysvindue, mens store lamper spreder hygge, når aftenen falder på. ”Folk elsker at være her, og rygtet om stedet er begyndt at løbe i hele byen. Men vi er kun glade for at afsløre hemmeligheden her, der i den grad giver Københavns restaurant- og festscene en helt ny dimension.”