Kjoledesigneren Stasias butik bag Trattoria FIAT på Kongens Nytorv er for ganske nylig blevet omdannet til vinbar med tydelig vægt på detaljer. Hylderne, pejsen, Bacchus-springvandet i gårdhaven og den mægtige marmordisk, som gemmer på vinbarens spiselige skatte, er fundet og transporteret fra Pisa af indretningsarkitekten Mikael Mammen, som har indrettet FIATs nye vinbar med gode materialer og effekter med historie og patina.

Vinbaren ligger gemt bag restauranten, og for at komme hertil, skal man benytte FIATs hovedindgang og gå så langt bagud, som man kan komme. Her tager restaurantchef og medejer Charlotte Krogh imod og fortæller:

”Vi har altid følt, at vi manglede en bar, hvor vores gæster kan få sig et glas vin og lidt antipasti efter arbejde, eller mens de venter på bord, når der er fuldt hus. Vores vinbar er et sted, hvor der er plads til afslappet livsnydelse men også lidt liv og tumult. Organiseret kaos er meget velkomment,” fortæller hun.

Forbilledet er den italienske vinbar, hvor der er plads til store armbevægelser, men hvor der samtidig er en nidkærhed omkring kvaliteten på vinene og de affettati og formaggi, som serveres dertil.

Vinene kommer udelukkende fra Italien, og alle fås på glas – også store navne, som det ellers kan være svært at få lejlighed til at smage, fortæller Charlotte Krogh.

”Hvis man finder en vin, man er vild med, kan man også købe den med hjem.”

Vil give gæsterne lidt ekstra
På menuen er der ligeledes en udpræget valgfrihed. FIAT Vinbar har et stort a la carte udvalg af antipasti som ferske og tørrede pølser, bresaola, speck, lardo og skinker friskskåret på den store pålægsmaskine samt oste, forskellige oliven og pureer. Desuden kan man få små og store antipastitallerkener med kødpålæg, ost eller begge dele. Prisen for et lille udvalg til en person er 55 kr., og et stort udvalg med nok til to koster fra 100-130 kr. Med andre ord en ganske rimelig pris.

”Vi kalkulerer ikke med en høj avance men vil gerne give vores gæster lidt ekstra, de måske ikke lige havde regnet med,” fortæller Charlotte Krogh.

Med ordene ”lidt ekstra” hentyder hun til, at tjenerne ikke er fedtede med mængden af vin, når der skænkes, og at de topper op, når det svinder i glassene. Desuden får man - som i Italien - en lille hilsen fra køkkenet i form af lidt afskåret pålæg eller ost, som passer til det glas vin, man har bestilt. Det er FIATs vintjenere, som hver dag udvælger, hvilke vine der skal serveres med hvilke antipasti, og vægten lægges på at give gæsterne nye oplevelser med mad- og vinkombinationer, de måske ikke lige selv havde fundet på.

”Det kan være en mozzarella burrata serveret til et glas sauvignon blanc eller lidt Ruliano-skinke med et glas sangiovese. Mange danskere ville vælge hvidvin til skinke, men rødvin fungerer faktisk bedre til. Vi vil ikke belære vores gæster, men vi vil gerne udfordre dem og give dem nogle aha-oplevelser,” fortæller Charlotte Krogh.

Bag FIAT Vinbar står Charlotte Krogh, Torben Olsen og Anders Houmann. Vinbaren har åbent hver dag fra kl. 12 til ca. 24. Udover antipasti-udvalget kan man også vælge fra Trattoria FIATs a la cartekort i vinbaren. Der serveres desuden i gårdhaven, hvor rygning er tilladt.