Den aarhusianske musikfestival NorthSide har på kort tid markeret sig som en seriøs festival med et imponerende lineup af bands, og Ådalen i Aarhus er et ret genialt sted at placere en festival. Det kuperede terræn gør, at man kan se en eller flere af scenerne fra det meste af festivalpladsen, og det er ikke mindst glædeligt for os, der godt kan lide at bruge ligeså meget tid på at spise, som på at høre musik. Her kan man slå to fluer med ét smæk – genialt.
 
Hvis NorthSide Festival havde været en restaurant, var de ydre rammer med andre ord rigeligt godkendt; udsigten er der ikke en finger at sætte på. Gode toiletforhold og det faktum, at der ikke kan camperes på festivalen, bidrager til et miljø, der er om ikke sterilt, så dog mindre inficeret af tisstøv. Folk tisser generelt pænere og lugter bedre, men de ligner til gengæld alle sammen hinanden, og NorthSide mangler de skæve typer, som jo også bidrager til underholdningen.
 
Servicen
Hvis NorthSide var en restaurant, var det ikke for betjeningen, den ville få topkarakter. Vel var madbodmedarbejderne engagerede, og mange ydede god service trods det, at madbodarbejde ikke altid er det fedeste. På NorthSide arbejder de frivillige bare en hel eller to halve dage, og det er trods alt en forholdsvis kort periode at skulle opretholde gejsten – for eksempel i forhold til på Roskilde Festival, hvor man skal lægge 32 timers arbejde for et armbånd. Men den interne kommunikation halter big time. Vi prøvede med flere banale spørgsmål a la ”hvor skal vi gå ind” og ”hvor kan man se programmet”, men uanset hvilket spørgsmål, der blev stillet, blev det mødt af et mere eller mindre venligt ”det ved jeg ikke (og jeg har heller ikke i sinde at finde ud af det)”.  Det lykkedes os for eksempel aldrig at finde presseområdet, og vi fik aldrig svar på, hvorfor vi ikke måtte have Mentos med ind på pladsen. 
 
Maden
Men det er alt sammen småting i forhold til det, der virkelig gælder, når man tager på festival: Maden. Madudvalget var exceptionelt godt på NorthSide ’14, hvor der både var noget – og endda noget rigtig godt - for veganere, vegetarer, omnivorer, laktose- og glutenallergikere, palæo- og sundhedsfreaks og alle dem, der godt kan lide en ordentlig, snasket hotdog. Man kunne sågar få en rigtig god festivalburger med grillet bøf af rent oksekød og sprød salat. En ordentlig festivalburger er virkelig et særsyn - vi har prøvesmagt en del i vores tid, skal siges.
 
I sagens natur gik Spiseliv i en stor bue udenom ’turistfælderne’ – de kan nemt spottes og findes også på NorthSide - men generelt var andelen af ægte håndrørt, hjemmebagt og selvgjort stor, og så var det meste endda økologisk. Som den lokale Aarhus-festival, NorthSide er, er det også prisværdigt, at rigtig mange af restauranterne på festivalpladsen var lokale kendinge, udvalgt til at deltage fordi de står for kvalitet. 
 
Drikkevarerne
Tuborgs økøøl Rå har nogenlunde samme halvkedelige smag som den originale, men serveres den kold, er en fadøl altid et hit. Den økologiske øl blev solgt til samme pris som den uøkologiske, og selvom hanerne løb tør, inden festivalen var overstået, er det et prisværdigt træk for en festival, der har en økologisk profil. På pladsen var der også specialøl, saft, vine og bobler til fine priser – der var noget for enhver smag. Kaffekøerne var dog generelt for lange og udvalget af kaffeudsalg for begrænset.

Vil vi vende tilbage?
Nu er NorthSide jo ikke en restaurant, og vi er ikke madanmeldere, så i stedet for stjerner og kokkehuer, vil vi give NorthSide Festival en ordentlig thumbs up for de grønne visioner og det rige udvalg af virkelig lækker festivalmad og -drikke. Vil vi vende tilbage? Helt sikkert!
 

"Folk tisser generelt pænere og lugter bedre, men de ligner til gengæld alle sammen hinanden, og NorthSide mangler de skæve typer, som jo også bidrager til underholdningen".

Top 5 på NorthSide '14

Selv en Spiseliv-udsenings appetit er begrænset, så vi fik ikke prøvet alt, der var at spise på Northside. Her er imidlertid vores bedste NorthSide-madoplevelser blandt det, vi fik smagt på:

 

Glad! - sund mad på den feminine men herligt ufrelste måde. Det handler ikke om kalorier, men om at bruge gode, rene råvarer. Glad!s mad smager virkelig af noget, de hjemmebagte kager er fantastiske, og der er også noget for gluten- og laktoseallergikere.

 

Salon Salon – Sikke nogle fiskedeller! Lækkert rørt med krydderurter og uden den allestedsnærværende laks. Serveringen er lidt off – hvordan skal man angribe en fiskedelle, der er smurt ind i remoulade på alle kanter? Remouladen var dog dejlig og personlig med groftskåret grønt et touch af karry.

 

La Crepe – tænkt hvis de havde lavet chokoladesaucen selv af en god chokolade… Men også helt okay med en friskbagt, sprød og ikke for sød crepe med frisk banan og chokoladesauce serveret af en sød pige en sen nattetime. Det er sådan et måltid, man vender tilbage til i en drøm.

 

Foodfein – skøn økologisk bager med moderne smørrebrød serveret på lækkert, hjemmebagt rugbrød. Også mange fine kager, saft og øl. Vi fik gingerbeer, og den var god. Desuden et dejligt sted at søge ly for sol og regn, da det var overdækket. 

 

Cafe Gaya – Veganer- og vegetarmad på den hippieagtige måde, men veltilsmagt med nok salt og rigeligt hvidløg. Næste gang lægger vi ikke et besøg på Cafe Gaya lige inden, vi skal hjem og kysse på vores mænd.