Rejecocktail, ris med karrysauce og stegte bananer med karamelrand fra Danefrost. Sådan så den allerførste menu ud på Mortens Kro.

Dengang bestod klientellet af familie, venner og naboer, og råvarerne var hentet i den lokale Brugs.

Tre årtier er siden passeret, og som råvareleverandør er den lokale Brugs nu erstattet med lokale bønder, det oprindelige klientel med kvalitetsbevidste gæster fra nær og fjern og scenen er skiftet fra Mortens forældres dagligstue i Korsør til et stort, lyst lokale med semi-åbent køkken i centrum af Ålborg.

Her ser man resultatet af en drengedrøm, som dog i mange år var på vågeblus, inden den for alvor fik liv.


Bedre at blive revisor
”Jeg startede Mortens Kro, da jeg var 7-8 år gammel, hvor jeg med jævne mellemrum inviterede folk over til mad. Jeg stod selv for alt., lige fra indkøb til at lave menuer og tilberede maden, og jeg gik meget op i det. På et tidspunkt begyndte jeg endda ombygningen af en gammel staldlænge på min mormors bondegård, fordi jeg havde planer om at indrette den til restaurant, kalde den Mortens Kro og holde min konfirmation der.”

Det projekt stoppede imidlertid, da Morten præsenterede sin far for en liste med ting, han gerne så indkøbt til stedet; borde, stole, komfur osv., og da sønnike blev så gammel, at han skulle til at vælge karrierevej, syntes forældrene, at det var mere fornuftigt at uddanne sig til revisor eller bankmand, frem for at blive restauratør.

Efter en midlertidig flirt med restaurationsbranchen som kokkeelev på Restaurant Helene i Slagelse tog Morten Nielsen derfor en HF-eksamen, og da huen sad behørigt på hovedet, inviterede de stolte forældre deres søn ud at spise på Korsørs fineste restaurant for at fejre det. Det var der, deres karriereplaner på sønnens vegne for alvor blev forpurret.

”Restauranten var lige åbnet, og det var meget naturligt at spørge køkkenchefen, om de ikke manglede en kokkeelev. Han startede egentlig med at sige nej, men jeg blev ringet op ugen efter, og så startede jeg der.”


En stor mundfuld
Efter endt læretid tog han til Luxemborg i et par år, hvor han blandt andet arbejdede som voluntør på den nu hedengangne 2-stjernede Michelinrestaurant Saint Michel. I Luxemborg mødte han en sød pige, som var au pair, og det var hende, der tog ham med til sin hjemby, Ålborg.

Her fik han job på Rold Storkro under en køkkenchef, som havde været der i 11 år og med kollegaer af den gamle skole, som for de flestes vedkommende havde arbejdet på kroen mindst ligeså længe.

”Jeg var ung og entusiastisk og havde masser af idéer, jeg gerne ville af med, men det var der slet ikke plads til, og jeg var lige ved at sige op. Men så kom køkkenchefen og sagde, han havde fået et kantinejob, og at han havde foreslået, at jeg overtog hans job. Det var lige sådan, jeg gerne ville have det.”

Det skulle vise sig at være en stor mundfuld. Bare 22 år gammel havde han pludselig ansvaret for 10 mand i køkkenet, og hans to nærmeste kollegaer havde været på kroen i henholdsvis 12 og 15 år, så det var ikke her, han mødte den store opbakning til sine kreative idéer. De to garvede kokke forsvandt imidlertid hurtigt, og to unge kom til, og med en stor fleksibilitet i forhold arbejdstiden og en god sjat i lønposen var Morten egentlig ret godt tilfreds med jobbet, som han skulle ende med at beholde i fem år, indtil en ulykke satte en stopper for det.


Som en jysk bonderøv
Og her spoler vi tiden tilbage igen til perioden lige inden, han overtog køkkenchefjakken på Rold Storkro. Da deltog han i en branchemesse i Herning, og her var han tilskuer til konkurrencen om at blive Årets Kok.

”Det vil jeg også,” tænke han, og året efter stillede han op.

”Jeg må være ærlig og sige, at jeg følte mig som en jysk bonderøv, for det var selvfølgelig meget københavnere, der deltog. En af deltagerne, Stephan Oppenhagen, havde vundet VM for kokkeelever året før, og han kom slæbende med alt muligt udstyr. Ikke som i dag, for nu er det meget værre, men han havde nok to vogne fyldt med udstyr med til konkurrencen. Jeg kom bare med min kniv under armen. Jeg følte mig helt nøgen.”

Trods de umiddelbare ufordele, så endte Morten med en 4.-plads i konkurrencen, og det bedste af det hele var, at ”ham den irriterende tjekkede Stephan Oppenhagen, han blev kun nummer fem.”

Det gav Morten blod på tanden til at udforske, hvad han kunne drive det til, nu hvor han vidste hvad det drejede sig om, og derfor stillede han op igen året efter, hvor han også fik en 4.-plads.

Tredje gang var lykkens gang, og da Morten Nielsen stillede op til Årets Kok i 1996, vandt han.

"...folk begyndte at spørge, om der var noget, man kunne spise, som var særligt forførende, og det syntes jeg var sjovt at sætte mig ind i, når der nu var så stor efterspørgsel efter det."


Tid til at tænke over tingene
Kort tid efter skete uheldet; Morten brækkede benet på en skiferie og var sygemeldt i tre måneder.

”Men det var godt, for det gav mig noget tid til at tænke tingene igennem, og den gamle barndomsdrøm om at blive selvstændig dukkede op igen.”

Nogle af månederne på krykker tilbragte han i Skagen, hvor han realiserede en anden drøm, nemlig den om at lave en kogebog, som senere skulle vise sig at have større betydning for brandet Morten Kok, end han havde drømt om.


Kamp om territorium
Da benet var lægt, vendte Morten kortvarigt tilbage til jobbet på Rold Storkro, men han kunne mærke, at tiden var moden til at komme videre.

”Der var en stor og gammel tjenerstab, som var meget indgroet, og jeg kunne ikke holde ud at skulle tage kampen om territorium op igen. Så ville jeg hellere lave noget selv.”

Derfor købte han i 1997 et lille lokale i Ålborg og åbnede sin restaurant Mortens aften samme år, samtidig med at hans første kogebog udkom. Selvfølgelig var navnet Mortens Kro.

”Jeg tænkte, at det var en god måde at komme i pressen på, at jeg kunne vise de gamle menukort frem, som godt nok var fuldstændigt ulæselige for almindelige mennesker, og min tanke var, at hvis jeg udgav bogen og åbnede restauranten samtidig, så skulle der nok blive skrevet om det.”

Og det blev der. Som Årets Kok 1996 og huskok på den lokale TV2-stations sommerprogram havde Morten skabt sig et navn, og den lille restaurant med plads til 30 gæster blev hurtigt så populær, at den efter et par år flyttede til de store, lyse lokaler i Mølleåarkaden, hvor den ligger nu. Den er siden blevet udbygget og ombygget, så der er plads til 120 gæster, og der er ikke meget kro over foretagendet, som af den amerikanske rejseguide Frommers er blevet betegnet som ”Ålborg bys mest interessante attraktion.”


Lidt af en ekspert
Og så var der jo kogebogen, som fik titlen ”Forførende weekendmad for to.” Morten havde forventet, at den blev omtalt i medierne, men han havde ikke drømt om, at han pludselig skulle udråbes til lidt af en ekspert udi forførende madlavning.

”Jeg havde ingen intention om, at maden skulle være specielt sensuel eller erotisk. Jeg var single på det tidspunkt og undrede mig over, hvorfor alle opskrifter er beregnet til 4 eller flere. Så derfor lavede jeg en kogebog, hvor alle opskrifter var til to couverter. Det var alt, der lå i det, men det afstedkom, at folk begyndte at spørge, om der var noget, man kunne spise, som var særligt forførende, og det syntes jeg var sjovt at sætte mig ind i, når der nu var så stor efterspørgsel efter det. Det kom helt automatisk.”

Hans næste kogebog udkom i år 2000 og havde titlen ”Pigernes kulinariske fristelser”, og med bogen ”Sensuelle stunder”, som udkom i 2002, var hans ekspertstatus cementeret.


Det mest producerede madprogram i Danmark
I dag er Morten ikke selv i køkkenet, men vært på gulvet i Mortens Kro, og han har desuden travlt med sine to nyeste projekter: Skovbakken, som er en kombineret publikumscafé og selskabsforretning i Ålborg Zoo samt Bøfhuset Friis Modern Steak House i shoppingcentret Friis Ålborg City Center.

Desuden har han igennem alle årene lavet TV, først med den lokale TV2-station og siden som vært i DRs ”Røg i Køkkenet”. De sidste otte år har han haft sit eget TV-program ”Morten Kok” på den lokale kanal 24-Nordjyske, som med en udsendelse om ugen de sidste otte år er det mest  producerede madprogram i Danmark og det mest sete på kanalen.


Drømmer om Sydeuropa
Så der er rigeligt at se til – men hvad med fremtiden?

”Jeg er uden tvivl i den her branche, også om ti år, men i hvilket omfang ved jeg ikke. Jeg drømmer om at have et lille hotel i Sydeuropa, hvor der kommer danske gæster på besøg engang imellem. Min kone kommer fra Grækenland, og vi har da talt om at flytte derned, når tiden er til det.”