Det er ikke mere end et lille år siden, at kokken Morten Hansen overtog forpagtningen af Restaurant Næsbyhoved Skov. Han har tidligere haft en gourmet restaurant i hjertet af Odense. Morten Hansen fortæller, at det ikke er hans mål, at Restaurant Næsbyhoved Skov skal forvandles til en gourmetrestaurant, som den han tidligere havde. Han ønsker, at restauranten skal gå fra at servere suppe, steg og is på fade, til at servere moderne mad af gode råvarer, med et klassisk twist. Men det er ikke kun menuen der har fået et forfriskende pust, indretningen er ligeledes ved at undergå en forvandling, f.eks. er de tunge gardiner blevet erstattet med lyse lette gardiner, som lukker lyset ind og ikke ude. Morten Hansen fortæller, at de renoverer et rum af gangen, hvilket er forståeligt, da stedet rummer intet mindre end 1200 kvm.

Morten Hansen ønsker med fornyelsen af Restaurant Næsbyhoved Skov at tiltrække et yngre publikum, ”Det er jo dem der er stedets fremtid, der er ikke mange i vores generation, som kommer til at holde guldbryllup, så vi må satse på noget andet og nyt”, fortæller han. Målet er at der hver måned skal være en event. I september blev der afholdt en intim koncert med Shaka Loveless for 120 gæster. Den 3. Oktober vil der være italiensk aften med et overflødighedshorn af lækre italienske mad- og vin oplevelser i samarbejde med vinbutikken Vinotek A Fynnis.

Se mere i Restaurant Næsbyhoved Skovs eventkalender, på deres hjemmeside. 

Der er ingen tvivl om, at restauranten i Odense er på vej mod nye tider.