De københavnske kageelskere har noget at glæde sig til, når Avenue Hotel til foråret byder på kagespækket traditionel britisk High Tea sammen med den celebre konditor og macaronsmester Nikolaos Strangas. Arrangementet er Avenue Hotellets bud på det britiske Afternoon High Tea koncept, som man kender det fra engelske og amerikanske hoteller, der i weekenderne inviterer gæster fra gaden indenfor til delikate sandwichs, scones, muffins og andre søde sager, der altid ledsages af te eller kaffe.

Stjernekonditor møder hotel og søde sager opstår

High Tea selskaberne er resultatet af et samarbejde med dessertkokken Nikolaos Strangas, der er manden bag konditoriet Nikolaos Strangas Conditori & Cakeaway, der ligeledes ligger på Åboulevarden. Strangas er kendt for sine smukke og delikate kager og i særdeleshed for hans franske marcarons, der altid findes i et stort udvalg af smag og farver – og der er rig mulighed for at smage sig igennem de små makroner, hvis man tager forbi til en kop afternoon tea.

Der vil nemlig til hvert arrangement være et udvalg af diverse kager fra Strangas sortiment i mundrette størrelser, sammen med delikate fingersandwitch, scones med hjemmelavet lemoncourd og ikke mindst de kendte macarons i lange baner.

Kagerne bliver serveret i buffetform, så man har mulighed for at smage alle de mange forskellige kager - og det er ingen skam at gå flere gange!

Tværtimod, er der lagt op til ægte søndagshygge med et eksklusivt touch, hvor man gerne må bruge et par timer over en kande te, eller en kop af den varme chokolade mens man spiser sig igennem herlighederne.

Eftermiddagsfred uden for centrum

”Vi håber at de mennesker der kommer her, føler at de har fundet noget helt særligt – Vi er på grund af vores placering en lille smule out, men tilbyder til gengæld en særlig stemning, der passer til Strangas’ fantastiske og smukke kager” siger direktør for Avenue Hotel Philip Viscovich. Han mener kun at det er en fordel for arrangementet, at det ikke ligger et sted hvor der er for overrendt, og håber at samarbejdet med Strangas, og dermed tilbuddet om nogle af byens bedste kager, vil trække folk lidt ud af indre by.

Arrangementet foregår i Hotellets lounge, som er hyggeligt indrettet med bløde sofagrupper og ild i brændeovnen. Til buffeten følger te, stempelkaffe og varm chokolade i rigelige mængder. 

Vi har tidligere på Spiseliv skrevet om samarbejdet mellem Strangas og Avenue Hotel og deres planer om et tilbagevendende samarbejde – det ser nu ud til at lykkes. Vi har i hvert fald sat krydser i kalenderen ved næste omgang High Tea allerede.