Nogle gange er det slet ikke så tosset, at man skal gøre lidt af arbejdet selv, ja nogle gange er det faktisk med til at skabe en heltstøbt oplevelse. På lystbådehavnen i Aarhus har Brødrene Koch skabt et særligt koncept – i restauranten med navnet Det Glade Vanvid.

Dørene til restauranten åbnes hver aften præcis kl 18.30, og alle gæsterne ankommer på samme tid og bliver budt velkommen restauranten, som er lækkert indrettet med store vinduer og flot udsigt lige ud mod lystbådehavnen.
Nu forløber aftenen så på den måde at den 3 retters gourmetmad serveres ved bordene – og der er én menu, så det skal man ikke tænke en masse over, men blot lade sig forkæle og nyde - og resten må man selv så sørge for. I bogstaveligste forstand. Man forsyner sig selv med vine i den store veltempererede vinbar. Brødet er friskbagt og også her, forsyner man sig selv fra brødbuffeten. Aftenen slutter af med Kaffe & thé ad libitum, og de søde sager serveres fra buffeten.
 
Som Brdr. Koch selv fortæller, så er konceptet med til at skabe en hyggelig aften, hvor gæsterne ikke skal tænke på noget. Alle nyder den samme menu og skal bare lade sig forkæle – dog skal man lige hjælpe lidt til med selv at forsyne sig med vin, vand og brød. Det skaber en skøn stemning, hvor gæsterne kommer hinanden lidt ved og på den måde bliver det også muligt at lave gourmetmad til en yderst vanvittig rimelig pris. 
 
En aften på Det Glade Vanvid koster 445 kr pr person alt inklusiv.