De nye lokaler til Remouladen står flot og stilrent på havnen, og da vi ankommer til Remouladen klarer vejret op, solen skinner og det er næsten helt fristende at stoppe op ved den lille iskiosk med de lækre Hansen is – hvis det da ikke lige var fordi at vi havde en god middag i vente på Remouladen, så havde vi nok ladet os friste. 
 
Vi er spændte på at se de nye lokaler og på, om Remouladen mon har bibeholdt det velkendte mormorkøkken og så vi har taget to fem-årige smagsdommere med denne aften, for hvis der er noget, man kan vurdere en restaurant på, så er det blandt andet deres evne til at serverer et forrygende måltid også til børn. 
 
Vi går op ad trappen til den hyggelige store terrasse, som indbyder til udendørs middage på lune sommeraftener og frokoster med udsigt over lystbådehavnen og over til Vejlefjordbroen. Vi vælger dog at få tildelt et bord indenfor, for selv om solen skinner så er denne dag i Juni alligevel ikke den varmeste. 
 
Stemningen er som vi kender den på ’det gamle’ Remouladen, uformel, hjertelig og meget imødekommende. Vi føler os taget godt imod og på bordet er der farveblyanter og fine børnevenlige menukort med små opgaver og plads til at tegne.
 
Mormorkøkkenet er intakt
Menukortet er yderst fristende og mormorkøkkenet er intakt!  Vi vælger at prøve menuerne, hvor Remouladen Klassisk er med en veltilberedt mormormenu, og Remouladen Aftenmenu er en mere nytænkt og moderne menu. Vi tager en af hver og vores børn vælger ’Bøf bearnaise’ med hakkebøf og de spørger om de må få remoulade til fritterne – når nu stedet hedder Remouladen … og selvfølgelig må de det, og den er oven i købet hjemmerørt. 
 
Vores menu denne aften: 
 
Remouladen Klassisk
Gravad Laks med dijonfløde
Kalvefrikasse med blomkål og grønt
Rødgrød med fløde
 
Remouladen Aftenmenu
Jomfruhummer med kartoffel
Rødtunge med nye kartofler og ærteskud
Kærnemælk sorbet og crumble
 
Børnene: 
Bøf Bearnaise med hakkebøf, fritter, bearnaise og remoulade.
Pandekager med is og en islagkage med marengs. 
 
Alt sammen af højeste kvalitet. Kendetegnet for Remouladen er den hjemmelavede mad – og ALT er virkelig hjemmelavet, kvaliteten er i top og anretningen af maden er smuk, enkel og uden dikkedarer. 
 
Til maden fik vi serveret vine tilpasset menuen og vi fik en snak med Daniel som står bag driften af Remouladen. Daniel fortæller at de har valgt at gøre vinkortet enkelt og lækkert! ”Vi har valgt vinene ud fra groft sagt tre kriterier: De skal smage virkelig godt, størstedelen skal koste max 500 kr og så skal de have en pæn etikette.” 
 
Daniel fortæller at det har helt klart været hvidvinene der har været de foretrukne her i foråret og starten af sommeren. ”Stemningen og udsigten over havnen indbyder til friske sommervine”, fortæller han. 
 
Vi spørger Daniel, hvordan det er gået her de sidste par måneder efter flytningen til nye lokaler; 
 
”Flytningen af Remouladen har været en storslået succes. Vi har over 100 spisende gæster til frokost alle ugens syv dage, det er forrygende og meget mere end vi havde håbet på.” 
 
Vi forstår det godt! Remouladen er et skønt sted og de nye lokaler med den storslået udsigt, gør kun spiseoplevelsen endnu bedre.  
 
Tak for denne gang - vi på Spiseliv glæder os til næste gang og ønsker stort tillykke med de nye lokaler.