Picture

Don Erasmo

Øster Farimagsgade har fået sin egen italiener, Don Erasmo, opkaldt efter manden bag, Erasmo fra Gaetana i Syditalien, der selv står bag gryderne i køkkenet. Han laver mad efter, hvad han har lyst til fra dag til dag, men henter mest inspiration i det syditalienske køkken.

Især pasta, og fisk er køkkenets styrke, og pastaen er selvfølgelig hjemmelavet. Du vælger selv mellem 2-4 retter fra kortet, som er aldeles rimeligt prissat.

Picture

Caffè Italiano

Tæt på Østerport station ligger den hyggelige, nyåbnede café og restaurant Caffè Italiano.

I caféen kan du i dagstimerne få lette frokostretter som salater, affettati (charcuterie) og oste samt kaffe og hjemmebagte kager. Hver weekend er der italiensk brunch med bl.a. hjemmebagt brød og italienske skinker og oste, og om aftenen serveres en 4-retters menu med eller uden vinmenu til. Alt er frisklavet, og kokken ændrer menuen ofte, alt efter hvad han har lyst til at købe ind af råvarer på dagen.

Picture

Halifax Trianglen

Selvom gourmetburger-hypen har aftaget, er burgersulten blandt københavnerne fortsat stor, så det er ganske forståeligt, at Halifax nu udvider med en fjerde filial, nemlig på Trianglen, også på Østerbro.

Som på Halifax’ andre steder starter man med at vælge, hvilken type burger man vil have, derefter om bøffen skal være af oksekød, kylling, kirkærter eller selleri, om man vil have fritter, mos, salat eller nachos til, og hvad man vil dyppe i.

Picture

Goa

Goa åbnede i slutningen af 2011 og er søsterrestaurant til Café Delhi i Rådhusstræde. Her i den lille Frederiksberg-afdeling kan du få alle de klassiske retter fra Indien og pakistanske specialiteter som f.eks. balti-retter, tilberedt i de specielle baltigryder.

Der er almindelige siddepladser i gadeplan og en lounge nedenunder med divaner og flotte puder samt et børnevenligt rum med både spisepladser og tegnefilm til de små, så hele familien kan være med. Prisniveauet er ganske rimeligt.

Picture

Ponte Vecchio

Ponte Vecchio ligger på et solbeskinnet hjørne af Islands Brygge - en placering der først rigtig kommer til sin ret om et par måneder eller fire, men da kommer der nok også til at være rift om de udendørs pladser.

Menuen er italiensk og udvalget på kortet enormt; antipasti, pasta, salater, pizza, fiske-, kødretter og børnemenu til de mindste. Priserne er rimelige, især hvis du kommer forbi til frokost.

Picture

Berent & Ko

Okay, Berent & Ko ligger ikke i København, men i forstaden Bagsværd. Der er dog ikke meget forstadsagtigt over restauranten, som er fedt og moderne indrettet med sorte vægge som kontrast til de store lyse vinduer.

Køkkenet er ambitiøst, og ønsket er at servere mad med den kvalitet, man kender fra de gode restauranter i København, men til særdeles fornuftige priser. Til frokost er der danske frokostklassikere, mens aftenkortet fokuserer især på godt kød, men der er også andre retter at vælge imellem.

Madsvinet

Madsvinet er en ny restaurant, som åbner på Enghavevej den 12. januar. Menuen kommer til at byde på lidt af hvert og 3 retter til 300 kr.

Man bænkes ved langborde eller mindre borde, hvis man ønsker det mere privat, og rammerne er en gammel slagterforretning, som er renoveret med respekt for lokalets historie, som kan dateres tilbage til 1930’erne.

Se også, hvilke seks restauranter der er åbnet i Indre By her.