Fra Thai Lannas lille take away forretning på Strandvejen i Hellerup har man siden 1998 kunnet få noget af byens bedste thaimad. Thai Lanna leverer kun frisklavet mad, som først bliver tilberedt, når kunden ringer eller bestiller over telefonen, så kunden altid er sikker på at deres retter er fuldstændig nylavet fra woken eller gryden.
Bag Thai Lanna står Nusara Chamnanpradid, som åbnede sin take away forretning efter adskillige opfordringer fra hendes danske venner, der nød godt af hendes kogekunst. Anna, som hun kaldes i daglig tale, har selv sat sit præg på den gennemført thailandske indretning, blandt andet har hun selv udført træudskæringerne i den flotte disk og mange af panelerne.
Thai Lanna har mange stamgæster, og mange kommer langvejs fra efter den lækre mad. Menukortet er mangfoldigt og udover det faste kort finder man ofte specielle retter, som skifter efter årstiderne, kokkens spontanitet og hvilke råvarer, der kan skaffes.
Thai Lanna leverer også mad til private arrangementer og firmafester ud af huset med eller uden kok.