Umiddelbart gør Thai Corner ikke meget stads af sig, som den ligger oppe ad trappen på hjørnet af Gasværksvej og Istedgade i den skumlere ende af Istedgade. Men her finder man en af byens absolut bedste thairestauranter, og den store andel af klientellet, der udgøres af herboende thai'er, må tages som et udtryk for madens autenticitet.
Efter sigende skulle der på Thai Corner findes et særligt undergrundsmenkort, som indeholder retter, der bestemt ikke er justeret efter danske smagsløg. Det kræver dog evnen til at læse thai, hvis man vil udforske det.
Det dansksprogede menukort er dog også ganske omfattende, og indeholder alle de klassiske thairetter fra forårsruller til karryretter, og nudelsuppen er blandt byens absolut bedste. Der spares ikke på chilien, så hvis man har sarte smagsløg, er det en god idé at gøre opmærksom på det. Til frokost serveres typiske retter fra det thailandske gadekøkken. Prislejet både til frokost og aften er yderst rimeligt.
Drikkevarekortet indeholder de gamle danske øltravere, thailandsk øl på flaske og et lille udvalg og vin.