Selvom navnet kan lyde sådan, er derikke meget russisk over Café Petersborg. Navnet skyldes, at restauranten i fordums tid lå i samme bygning som det russiske konsulat, og derfor tiltrak de russiske sømænd på visit i København.
Café Petersborg er med rødder tilbage til 1700-tallet en af Københavns ældste restauranter, og her serveres fortsat den samme slags mad, som man altid har gjort: ærlig dansk mad til rimelige priser.
Til frokost kan man blandt andet vælge fra det nærmest overvældende smørrebrødskort. Aftenmenuen byder på alle de danske klassikere fra biksemad til engelsk bøf og en dagens ret, der for eksempel hver tirsdag er stegt flæsk med persillesovs.
Den hyggelige og spøjse indretning vidner om stedets århundredgamle historie og danner en perfekt ramme om et solidt, traditionelt måltid.
Hele sommeren er gårdhaven åben og her finder man en unik gårdhavestemning i og med, at man deler gård med flere terrasser, som giver masser af liv væk fra de travle gader.