At træde ind ad døren til Nyhavns Færgekro føles som at træde tilbage til en svunden tid. Her i det charmerende, gamle byhus, er stemningen fra det gamle Nyhavn helt intakt, og de historiske lokaler emmer af charme.
Her serveres traditionel dansk mad i hyggelige og historiske rammer. Der er ild i pejsen om vinteren og sol på terrassen om sommeren. Hvert år afholder Nyhavns Færgekro Nordisk Mesterskab i sild.
Nyhavns Færgekro er kendt for restaurantens store, hjemmelavede sildebord, hvor både silden og kryddersnapsen dertil er hjemmelavet. Du kan vælge mellem mere end 10 forskellige slags sild og 20 forskellige kryddersnapse, trukket på danske bær og urter. Der serveres også et godt udvalg af klassisk, dansk smørrebrød.
Lokalernes oprindelige maritime præg er bevaret, og bygningen er desuden restaureret med kuriøse genstande som for eksempel en stor jernvindeltrappe fra en frederiksbergsk sporvogn og marmorgulvet fra det gamle Dagmar Teater.
Restauranten råder over to lyse selskabslokaler på første sal, hvor man i ruderne stadig kan bevidne bygningens fortid som agentur for dampskibsrederiet White Star Line. Her blev der i sin tid solgt billetter til Titanic, og i de gamle vinduesglas kan man lige ane konturerne af ‘New York’ og andre indridsede destinationsnavne.