Nørrebro Bryghus ligger på solsiden af den hyggelige Ravnsborggade, og det er et oplagt sted at gå hen efter en genbrugsjagt i de mange antikvitetsbutikker i gaden. Især, hvis man er vild med øl.
Her er det nemlig øllet, der er udgangspunktet for alt, hvad der serveres. Retterne er komponeret, så de passer til øl, dvs. med smagsnuancer som surt, sødt, salt, krydret og røget. Elementer, som øllet passer eminent til, men som vin kan have det sværere med. I køkkenet bruges der, udover øl, friske, lokale råvarer, og madstilen kan bedst betegnes som nordisk brasserie - eller ølkøkken.
Øllene brygges i kælderetagen, hvor der også er en lille bar. Udvalget spænder fra de lyse og lette hvedeøl til de kraftige, bitre ales og fyldige, mørke portere og stouts. Der findes også et lille udvalg af vin, men det vil næsten være blasfemi ikke at prøve et par af Nørrebro Bryghus' hjemmebryggede øl, når man er her.
På varme dage kan man sidde ude, enten foran restauranten eller i den hyggelige gårdhave bagved. Bag Nørrebro Bryghus står bl.a. Anders Kissmeyer som i 2004 fik Carlsbergs Semper Arden-pris for sin indsat for at fremme godt øl i Danmark.