I Benitos hyggelige hule i et kælderlokale i Viktoriagade er man ikke gået forgæves, hvis man er til autentisk stemning og ditto køkkenfrembringelser. Indretningen er hyggerodet, kunne man sige. Nips, dimser, hjemmesnedkereret bar, spanske flag og rå stenvægge sørger for, at man om ikke andet overbevises om, at her er tale om en restaurant med sin egen personlighed.
Meson España personificeres da også af restaurantens indehaver, Benito, som både styrer køkken og gulv med stort engagement. Stedet tilbyder et udvalg af både klassiske og mere innovative tapas samt små, varme retter, men aldrig noget fancy.
Prisniveauet ligger i den billige ende for mad og vine. Prøv f.eks. 10 forskelllige tapas for 440 kr. (nok til 2 personer).