Magstræde er en af Københavns ældste og hyggeligste gader. Den ligger bag Gammel Strand og når man går ad den gamle brostensbelagte gade, føler man sig henkastet til en tid for lang tid siden. I det gamle hus i nr. 16 ligger Magstræde 16 Spiseri & Enotek. Et moderne italiensk trattoria, hvor du kan hygge dig med dejlig vin og ultra sprøde pizzaer.
Alle pizzaer laves med frisk mozzarella og udover klassiske varianter findes også de mere alternative versioner, signatur pizzaerne, hvor køkkenet udfolder sig og leger med den oprindelige pizza. Her kan du prøve pizzaer lavet med rugdej og med anderledes fyld såsom rygeost og jomfruhummere.
Huset er meget gammelt og når man sidder på den hyggelig førstesal, kan man mærke hvordan bygningen har givet sig gennem årene – det er ikke rødvinen der taler: gulvet er faktisk lidt skævt!
Der er dømt ægte råhygge og livsnyderi i Magstræde 16. Man kan både komme forbi til et let måltid og et glas vin, eller man kan blive siddende lidt længere og f.eks. kaste sig over en menu med forskellige anitpasti, en pizza eller dagens ret som hovedret og en dessert til en meget fordelagtig pris. De små lækre pizzer er oplagte til deling, så prøv at bestille lidt forskellige, så du kan prøve lidt af hvert.
Vinkortet er proppet med lækre sager fra Italien og mange af råvarerne i køkkenet importerer restauranten selv fra Støvlelandet.