I hjertet af Tønder omgivet af historiske huse, brostensbelagte gader nær det gamle torv ligger denne oase, som er en god blanding af det gamle og moderne. Huset ligger på Frigrunden, som var stedet embedsmændene fra Tønder Slot boede, her var alle beboere fritaget for skat indtil 1920, hvor Tønder kommune overtog Frigrunden.
I dag er Frigrunden 3 blevet til Cafe Glass, hvor der er fokus på bæredygtighed, madspild og økologi. Cafeen er hyggelig indrettet med små stuer og ældre møbler, flotte lysekroner og malerier på de hvide vægge. Bag huset er den dejligste gårdhave med læ rum til mindre selskaber og direkte adgang fra gaden.
På væggen hænger 2 sorte tavler - den ene med de mange lækre retter til frokost og aften - det søde til kaffen - brunch i weekenden - og når der er spist op, tages de af tavlen og nye sættes på. Dette for at sikre frisklavet mad hver dag samt undgå madspild.
Den anden tavle er fyldt med nøje udvalgte vine, som ikke kan fåes andre steder i byen samt frisklavede cocktails, som typisk nydes i weekenden når det bliver lidt festligere hen på aftenen. Men en rigtig god cocktail er også bare forfriskende til en hyggelig frokost.
Hos Cafe Glass giver gæsterne sig tid til at hygge og slappe af, for her går det lidt langsommere end på en traditionel café. Men til gengæld er maden frisklavet til dig og der er tid til en lille snak imens der skænkes og serveres. Så sæt dig ned og giv dig tid til at hygge med rigtig god mad, vin, kaffe, kage, cocktail, mocktail - alt af høj kvalitet til meget rimelige priser.