”Under mit kemoforløb læste jeg en forfærdelig historie om en pige, der havde fået en kræftdiagnose, men også havde besluttet sig for, at hun ville beholde sit lange hår, så længe hun kunne. Nogle gange vågnede pigen derfor op i en sky af hår på hovedpuden, som hun havde fældet i løbet af natten, og hun beskrev, hvordan hendes afløb stoppede i brusebadet. Jeg tænkte, at det måtte være forfærdeligt at gennemleve. Mange, der får brystkræft, frygter, at sygdommen og den efterfølgende fjernelse af brystet gør én mindre kvindelig, og for de fleste kvinder sidder der meget kvinde-identitet i håret. Sådan har jeg dog aldrig haft det.”

Maries fortælling bliver et øjeblik afbrudt da en af hendes ansatte kommer ind i Hummers restaurantstue med en mobiltelefon presset mod brystet. Det er d'Angelterre, der ringer, de vil gerne booke bord til en god håndfuld gæster på den lille, elegante fiskerestaurant, der åbnede i april måned i den stille og mere mondæne ende Nyhavn, blot et stenkast fra Skuespilhuset. At dømme efter opkaldet er de kommet godt fra start, og nu, blot 4 måneder efter åbningen, kan stedet lancere endnu en nyhed: Marie er netop blevet gjort til direktør af Hummer, efter at hun i flere år har arbejdet tæt sammen med sin mand, Michael Rønnebæk-Rørth, i driften af restaurant Koefoed. ”Det er smartest sådan”, betroede Marie mig inden samtalen kom til at dreje sig om hendes kræftsygdom. ”Egentlig har min karriere mest handlet om HR for blandt andet DFDS, men da jeg på et tidspunkt fik lyst til at komme videre, passede det perfekt at arbejde sammen med Michael om Koefoed. Min mand er fuld af idéer og nyder at sætte hundrede skibe i søen, mens jeg er en administrativ stærk blæksprutte, der elsker orden og overblik, så vi er et godt team”, ler Marie. Nu har hun så det fulde ansvar for restauranten i Nyhavn, mens Michael fortsætter med at drive og udvikle Koefoed samt sommerspisestedet Hummerhytten på Bornholm.  

Sammen med Michael har hun to børn – Viggo og Molly, som restauratørparret bor med på Østerbro. Og det var under graviditeten med sidstnævnte, at Marie pludselig mærkede en knude i brystet hele 7 måneder henne. Hun blev dog ikke nervøs, da det er meget normalt at få mælkeknuder op til fødslen. Alligevel ringede hun til det nærmeste hospital for lige at høre deres mening – sammen med jordemoderen bekræftede de hende i, at hun ikke skulle være nervøs, så hun gik ikke til kontrol. Men snart skulle familien få deres livs chok:

”Da Molly så var blevet født, mærkede min far på knuden; han er læge, og anbefalede mig straks at få taget en mamografi. Det skete, da Molly kun var 14 dage gammel, og så gik det stærkt: Allerede ved mamografien sagde lægen, at det højst sandsynligt var kræft. Jeg fik også taget en biopsi af knuden, men selve beskeden om, at det var kræft, blev overbragt af min far. Han havde fået resultatet af biopsien læst op i telefonen fra klinikken, og han kørte hele vejen fra mine forældres hus på Fyn til København for at overbringe mig beskeden. Han var helt knust, og det var faktisk værre end selve diagnosen at se hans ansigtsudtryk, da han nåede frem, og opleve ham i den situation. Det gjorde virkelig ondt.”

Det var først på operationsbordet, at alvoren rigtigt gik op for Marie. Indtil da havde hun tænkt: ”Det her er slet ikke mig”. Det var simpelthen for eksotisk, de måtte have forbyttet papirerne. Men da de fjernede brystet, indså Marie, at hun virkelig var syg. Efter operationen startede kemobehandlingen, og dermed et helt nyt liv for den lille familie. Marie begyndte hurtigt at få grimme bivirkninger: neglene faldt af sammen med håret, og med en kun 1 måned gammel baby og en lille dreng på 3 år, måtte hun og Michael trække på hele deres netværk: ”Min søster kom og hentede Molly, men det var faktisk Viggo, vi var mest bekymrede for. Han kunne jo se og til dels forstå, hvad der skete, så han fik meget af vores opmærksomhed. Arbejdet måtte jeg drosle helt ned på grund af udmattelse, så i det år, forløbet stod på, vedligeholdte vi blot Koefoed – udvikling var der intet overskud til,” fortæller Marie. 

Netværket var netop en af de ting, der hjalp hende og Michael igennem forløbet. Idag ser hun tilbage på sin sygdom som en ”alvorlig influenza”, en måske forbløffende holdning at have til en lidelse, der potentielt set kan slå én ihjel, men en stålsat overbevisning om, at hun ikke ville dø af det her, var ifølge Marie én af de ting, der reddede hende fra at gå ned psykisk.

”Hvis jeg skal give andre kræftramte nogle konkrete råd med på vejen, så siger jeg som det første: tag al den kontrol over situationen, som du overhovedet kan. Det gjorde jeg for eksempel ved at klippe mit hår helt kort, inden det faldt af. Inden da havde jeg en lang manke, men det føltes simpelthen bare så godt at kunne komme kemoen i forkøbet på den måde. Og så købte jeg mig en paryk med glat hår – endelig kunne jeg få mig den skarpe page, som jeg med mit krusede hår altid havde drømt om. Men det viste sig, at jeg aldrig fik brugt den. Istedet bandt jeg flotte tørklæder om issen.”

Et andet god råd fra Marie handler om selvforkælelse: den store trang til fede og salte ting, som med ét overvældede hende under kemoen, gav hun nemlig af og til efter for. ” Medicinen gjorde min krop lidt tømmermandsagtig, og selvom jeg godt vidste, at jeg burde spise sundt, så gav jeg mig også lov til at synde. Det var noget med at sige, at kræften ikke skulle bestemme alt, hvad jeg foretog mig.”

Det praktiske bliver man også nødt til at forholde sig til, når familien rammes af kræft, og Marie prøvede at være så pragmatisk som muligt. Det var blandt andet vigtigt for hende, at hendes mand og børn var økonomisk sikrede, hvis de værste skulle ske, så derfor sørgede hun for at alt det forsikringsmæssige var i orden. Dén gav hende en stor ro.

To ting frygtede Marie dog: den ene ville være, hvis hun ikke skulle se sine børn vokse op. Den anden handlede om, hvad der ville ske, når kemoforløbet var ovre, og kræften overvundet. Ville hun være en anden Marie, end den, hun var, inden sygdommen?

Om det sidste spørgsmål siger Marie i dag: ”Jeg er kommet til den konklusion, at vi alle ændrer os igennem livet; om det så er at få børn, at finde en partner, at skifte job, eller at få en livstruende sygdom. Jeg ved og kan nogle andre ting idag end før kræften, så på den måde har den erfaring da forandret mig, og givet mig en ekstra dimension i livet.”