Royal Cuisine er en stor kinesisk restaurant på Østerbro, hvor du blandt andet kan stille sulten i en stor buffet, som byder på frit valg mellem en perlerække af frisklavede kinesiske specialiteter, frisk sushi, jomfruhummer, hummer og muslinger.
Det er ikke så tit, at man ser så luksuriøse skaldyr på en buffet, men på Royal Cuisine kan du altså frit gå ombord i nogle af havets mest eftertragtede beboere.
Restauranten rummer 138 siddepladser og flere store, runde borde, som er helt oplagte til den store familiemiddag eller andre festlige anledninger. Her kan buffeten helt sikkert tilbyde noget, der kan tilfredsstille hele familien.
Er du ikke til buffet, kan du vælge fra det store menukort, hvor en lang række kinesiske klassikere byder sig til, akkompagneret af et sushikort med en håndfuld forskellige menuer.
Maden kan også leveres som take-away, og det er populært i et område med mange børnefamilier.
Restauranten råder desuden over et privat selskabslokale, som ofte bruges af de nærliggende kinesiske og taiwanesiske ambassader. Lokalet rummer op til 20 personer, som kan sidde sammen ved ét stort rundt bord, som er forsynet med en roterende indercirkel, så retterne nemt kan sendes rundt.
Kontakt gerne restauranten direkte for at høre nærmere om muligheden for at benytte selskabslokalet eller afholdelse af fester i restauranten.