Picture

Experimentariet og thai-favoritten Thai Lanna

Det nye experimentarium i Tuborg Havn har været længe undervejs, men den 27 januar i år kunne kronprins Frederik endelig klippe snoren over til det spritnye museum ved hjælp af en hækkesaks. Klippet satte gang i kæmpe dominobrikker i form af gasbetonfliser, der udløste bannere og balloner, og den spektakulære åbning var helt i museets legesyge ånd. Åbningen afslørede flere nyheder, blandt andet et fokus på vedvarende energi, gærceller og en finurlig lyslabyrint, der nok skal sætte gang i fødderne og de små grå. Det nyåbnede museum ligger i Turbog Havn blot et stenkast fra Strandvejen, hvor man finder flere gode spisesteder, blandt andet favoritten Thai Lanna, der siden 1998 har lavet virkelig god thai-mad, også som take away. Al maden laves friskt og på stedet, og grundlaget for de aromatiske retter er orginale krydderier, en let tilgang uden for mange fedtstoffer og selvfølgelig friske råvarer. Det er ikke uden grund at der på restaurantens facade står ”Probably the best thai food in town”, for mange ville være enige.  

Picture

To institutioner: Frederiksborg Slot og Gonzales Cantina

Her har vi at gøre med to absolutte institutioner at gøre i det Hillerødske gadebillede – den ene er dog 400 år gammel, mens den anden stammer fra 90'erne. Ikke desto mindre udgør de tilsammen den perfekte kombination, hvis man i vinterferien vil have både kultur og mættende pizza. Vi taler selvfølgelig dels om Frederiksborg Slot, der siden 1600-tallet har knejset i Slotssøen, og dels om Gonzales Pizza. Det ved de lokale, og det finder udenbys også ud af, så snart de prøver kombinationen. Frederiksborg Slot er en af Danmarks vigtigste steder for historisk portrætkunst, og rummer også landets største, kronologiske samling af kongeportrætter. Her kan man nyde malerier fra middelalderen og frem til hvor tid, og i vinterferien holder museet alle dage et portrætkursus for børn, hvor man kan prøve kræfter med blyant og farver, med blæk eller med collager. Bagefter bør frokosten nydes på Gonzales Cantina i hovedgaden. Stedet ligger inde i en hyggelig, glasoverdækket arkade, og pizzaerne er af de mættende, store slags. Lokalt berømt er de for deres Miami pizza med kebab, salat og dressing på toppen. 

Picture

Metaldetektorer i Odsherred og havblik på Restaurant Gisseløre

Det er ikke uden grund af Odsherred våbenskjold forestiller solvognen – det var nemlig i denne nordvestlige del af Sjælland af den usædvanlige figur blev fundet i 1902, og for alvor satte gang i områdets fokus på Danmarks oldtid. Kombineret med det faktum, at Odsherred som det første danske område nogensinde er blevet optaget som medlem af det verdensomspændende Global Geopark Network med støtte fra Unesco, gør stedet til det oplagte feriemål, også om vinteren. Nær alt dette ligger Museum Vestsjælland og Odsherreds Museumsforenings Arkæologigruppe, som i ferien arrangerer, at du kan gå på opdagelse med en metaldetektor og se om der gemmer sig skjulte skatte i mulden. Man mødes forinden i museets butik og drager så ud sammen med arkæologerne, der også vil fortælle om deres egne, spændende fund. Når maven begynder at rumle kan turen gå sydpå til Kalundborg og Restaurant Gisseløre, der ligger smukt lige ud til fjorden i et stemningsfuldt træhus fra 1933. Ejerne Simon og Julia serverer godt smørrebrød og klassiske danske retter.  

Picture

Fejepiger, svinedrenge og Café Chaplin

Kronborg har siden den tidlige middelalder været centrum for de største begivenheder i Helsingør, og siden slottet skiftede fra at være kongebolig til museum, har det jævnligt fungeret som ramme for kulturelle begivenheder. Således også i vinterferien, hvor børn selv kan opleve, hvordan det var at være barn for 400 år siden. De bliver klædt ud i historiske dragter og tager sammen med kokken Ludvig eller fadeburskonen Maren med på en tidsrejse, hvor de oplever hvordan kongebørn, fejepiger og svinedrenge levede dengang. Bagefter er der rige muligheder for at blive mæt i Helsingør – men en favorit for både børn og voksne er Café Chaplin midt på Axeltorv, som ligger i gå-afstand til både Kronborg og Kulturværftet. Her møder man af en særlig, indleven betjening, og maden står især på hyggelige tapasretter. En anden god grund til at besøge cafeen er det store arbejde, som Café Chaplin også gør socialt ved at ansætte mennesker med nedsat funktionsevne og andre, der har mistet tilknytningen til arbejdsmarkedet. 

Picture

Borgromantik og kinesisk på Hua Xin i Vordingborg

De sjællandske sydhavsøer har i det seneste år fået velfortjent opmærksomhed for deres friske råvarer og det gode klima, og regionen tiltrækker til stadigvæk flere danske turister, der også kommer her på grund af de historiske vingesus. Vordingborg er mestendels kendt for sit Gåsetårn, der står som en af resterne fra Kong Valdemars store slotskompleks fra 1200-tallet, og samme sted finder man Danmarks Borgcenter. Stedet fungerer både som nationalt forskningscenter og som museum, og sidstnævnte er oplagt at besøge i vinterferien, hvor børn og unge kan opleve et museum fuld af digitale muligheder og special effects. Bagefter kan man slentre ned i Vordingborg centrum og spise sig mæt i god, kinesisk mad på Hua Xin, der ligger hyggeligt tilbagebrukket fra hovedgaden og især er populær blandt stamgæster for sin overdådige buffet. 

Picture

Naturoplevelser og burgere i Roskilde

Der er al mulig grund til at kombinere vinterferien med oplevelser i Roskildes opland. Tag for eksempel et smut forbi Boserupgard Naturcenter hvor vinteren langtfra har skruet ned for skovfolkenes aktiviteter. Faktisk er de kolde måneder det bedste tidspunkt at fælde træer på, og en af skovløberne på Naturcentret vil gå ud i skoven og vise, hvordan man fælder et stort træ. Træ og ild er også temaet på selve centret, hvor man kan få lov at lave brød over åben ild, prøve at save i store stammer og være med til at kløve brænde. Efter strabadserne kan turen gå ind til Roskilde hvor man kan sætte tænderne i en stor burger på The Bronx Burger på Hestetorvet. Stedet er rustikt indrettet med træbåse og lidt dæmpet belysning, der gør det hele hyggeligt og familiært. Fokus er selvfølgelig på det amerikanske køkken med side orders, store salater, tærter til dessert og hjemmelavede milk shakes, for bare at nævnte nogle af mulighederne.