Picture

Politik, homosjov og sushi på Amager Strand

Amager Strand er det ultimative sted at tage hen for et bålfix. Der er adskillige bål ned langs stranden, og næsten uanset hvilken politisk overbevisning, man har, er man sikker på at finde et bål, der passer til en. Hvis udøvelsen af ens demokratiske rettigheder begrænser sig til folketingsvalgene, kan man fx joine Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes fest. Her er der underholdning for små og store, lige fra idrætsaktiviteter ved Pan Idræt til sprøde toner fra DJ Betty Bronx, Chili goes Chili og MUDE.

Sankt Hans festerne finder sted langs hele stranden, så man kan fx stå af ved Lergravsparken metrostation og gå mod syd med lækker sushi fra den nye sushilbutik, Fresh Sushi, under armen. Lige nu får man oven i købet op til 40% rabat på flere af menuerne.

Picture

Hekseafbrænding og græske specialiteter ved søerne

På Peblinge og Sortedams Sø bliver der som altid brændt hekse af fra et kæmpe bål på en tømmerflåde ude i søen. Midsommervisen synges på skrump, der er ikke noget officielt program, men hyggeligt og folkeligt det er det.

Der er mange muligheder for at proviantere med vådt og tørt inden ankomst til søerne, blandt andet hos en af de mange shawarmabikse på Nørrebrogade. Eller hvad med et autentisk, græsk måltid fra Taverna Sokrates i Baggesensgade, en sidegade til Blågårdsgade, som blandt andet byder på specialiteter som moussaka, grillet fisk og souvlaki?

Picture

Mangfoldighed, musik og indisk mad på Blågårds Plads

Med et farverigt program, der afspejler kvarterets mangfoldighed afholder Støberiet på Blågårds Plads Skt. Hans aften med et udbud af underholdning, der spænder fra børneaktiviteter for de mindste til latin-, balkan- og rock’n’roll musik med mulighed for dans til de voksne.

Klokken 22 tændes bålet, der vil blive sunget midsommervise, og der er naturligvis også en båltaler, som dog endnu ikke er annonceret.
Man kan enten selv medbringe mad til grillen, eller man kan slå et smut forbi en af de mange gode, etniske restauranter i området. Fx Kashmir på Nørrebrogade, hvor man kan få indiske specialiteter som samosas, butterchicken, tikka masala og tandooriretter til ganske rimelige priser og oven i købet med 10% rabat på take away.

Picture

Opera, skønsang og stenovnsbagte pizzaer i Frederiksberg Have

Frederiksberg Have byder udover bål og båltale klokken 21.20 ved kulturminister Per Stig Møller på et overflødighedshorn med alt udi sang.

Der vil være underholdning for børn ved Tom McEwan, Frederiksberg Kirkes Spirekor og pigekor synger, et færøsk kor underholder ved indgangen til haven og Øresundsoperaen giver smagsprøver på "Opera on Locataion", som opføres på Frederiksberg Slot senere på året. Og så vil der naturligvis være fællessang ad flere omgange.

Bålet tændes klokken 21.30, og inden da kan sulten fx stilles med stenovnsbagte pizzaer og andre autentiske, italienske specialiteter fra La Vecchia Gastronomia Italiana på Falkoner Allé.

Picture

Snobrødsbagning, X-factor og smørrebrød på Christianshavns Vold

På pladsen ved Elefantens Bastion holder Christianshavns Beboerhus Sankt Hans fest med snobrødsbagning for børn og koncert for børn og voksne med Frederik Konradsen, som var med i den første omgang af X-factor i fjernsynet.

Efter båltale ved Niels Balling tændes bålet klokken 21, og efterfølgende er der koncert med Tue West.

Inden turen går til Volden kan man lægge vejen forbi Ravelinen, hvorfra man kan få take away af god gammeldags dansk og mere international beskaffenhed. Menuen står på alt fra sild og gammel ost med fedt og sky til burger eller cæsarsalat.

Picture

Livemusik og romerske pizzaer i Fælledparken

I Fælledparken tændes bålet traditionen tro ved Pavillonen klokken 22, og inden da er der livemusik og fællessang af midsommervisen ved bandet Executive.

Inden turen går til Parken, kan man fx lægge vejen forbi Cosmo Food på Østerbrogade, som laver nogle af byens bedste, romersk inspirerede pizzaer – dvs. pizzaer med tynd bund og gode ingredienser som ægte mozzarella og rigtig skinke, ikke bov. Udover pizzaer kan man også få salater, pastaretter og et par varme retter til ganske rimelige priser.