Picture

Peder Oxe – rabarber, citronsorbet og hvid chokolade:

Denne hæderkronede restaurant ligger i en af Indre Bys sande oaser, nemlig midt på Gråbrødre Torv, der opstod da rasende borgere i 1650'erne nedrev den Uldfeldtske gård. Parret Corfitz og Leonora Christina Ulfeldt havde nemlig opildnet den svenske konge til krig mod Danmark, en konflikt, der næsten kostede os nationen. Senere faldt parret i unåde hos svensken, og københavnerne rev deres hjem ned og plantede en skamstøtte på den tilbageværende plads. Her havde der i gammel tid ligget et gråbrødrekloster, deraf navnet, og i 70'erne blev området centrum for Københavns spæde caféliv og restaurantscene. Peder Oxe åbnede i 1975 og lokker med et fransk/nordisk køkken, med vægt på enkle, smagfulde retter, lækkert kød og en opmærksom betjening. Som en lille gimmick kan man for eksempel tænde sin bordlampe, for at komme i hurtig kontakt med tjenerne, og det veldækkede salatbord gør, at man hurtigt kan komme i gang med sin frokost. Rabarberen er lige nu råsyltet på Peder Oxe, og serveres med citronsorbet og crumble under et låg af hvid chokolade. Som et ekstra strejf hældes der varm rabarbersirup henover.

Picture

Zeleste – cheese cake med rabarberkompot:

I Store Strandstræde sker der virkelig ting og sager: husenes facader får lige nu en ansigtsløftning, nye caféer dukker op og ligger side om side med blomsterforretninger og cool tøjbutikker, mens selve gaden snat får sig en ny brolægning. En af kvarterets konstanter er dog café og restaurant Zeleste, der i stil med gadens udvikling netop er blevet redesignet. Meget af restaurantens indre er og fredet og byder både på smukke zinkpaneler og en stemningsfuld gårdhave med en esse i midten. Zelestes bygning stammer nemlig tilbage fra 1600-tallet og var dengang smedje, og flere steder slår den rustikke atmsofære igennem som flot kontrast til det elegante køkken. Her er fokus på fisk og skaldyr med et såre enkelt menukort, der gør det let at vælge. Men husk at slutte af med desserten, der i bedste sæsonstil tæller en hvid chokolade cheesecake med rabarberkompot.  

Picture

AOC – jomfruhummer, rabarber og røget marv:

med sin helt særlige aroma og syresammensætning er rabarber også en råvare, som de mere vovede kokke i Danmark ynder at bruge i det salte køkken. På den 2- stjernede michelinrestaurant AOC i Dronningens Tværgade er man ikke bange for at kaste sig ud i eksperimenter, og derfor hedder en af restaurantens mange retter i denne periode ”jomfruhummer, rabarber og røget marv”. Anmeldere og gourmet'er har altid haft et godt øje til AOC, der åbnede i 2009 under navnet Aarøe og Co – og altså forkortet AOC. Tidligere hed stedet Premisse, har til huse i det elegante Moltkes palæ og fik sin første michelinstjerne i 2010. I 2015 var der plads til endnu en stjerne, og restauranten er kendt for sin kreative 7-10 retters menu, der leger med de nordiske råvarer og aromaer. Udover den legende servering med jomfruhummer og rabarber kan man lige nu også glæde sig til forbløffende retter som zittauerløg med kaviar og hyldeblomst og grønne enebær med pære og kærnemælk.
 

Picture

Brødrene Price i Tivoli – rabarbertrifli, makroner og marsala:

Ligesom smagen af rabarber på tungen er en tur i Tivoli en sand forårsbebuder, og den gamle have har i de seneste år virkelig rykket sig på restaurantfronten. Således er det ikke længere det klassiske smørrebrød, som man kan nyde i haven, men alt fra italienske gourmetpizzaer til elegante danske travere. De sidstnævnte har fundet en ambassade hos Brødrene Price, hvis familie i forbindelse med deres store teatervirksomhed har haft sin naturlige gang i Tivoli. Til Pantomimeteatret har Pricerne skabt flere af forestillingerne, men det er i de seneste år især været indenfor gastronomien, at Adam og James er blevet kendte i den brede offentlighed. Brødrene åbnede for nogle år siden deres egen restaurant nær Nørreport, hvor de videreførte den solide kost fra deres madprogrammer – klassikere er kylling med skilt sauce, farmors æg og rådhuspandekager. Senest har de mættet gæsterne med deres Price-restaurant nr. 2 beliggende i Tivoli, hvor man lige nu serverer rabarbertrifli, makroner, marsala og flødeskum som dessert.  

Picture

Kähler i Tivoli – rabarber, marengs og hvid chokolade:

Den smukke keramik fra Kähler er så kendt og tidløs, at få egentlig spørger sig selv, hvor det imponerende brand egentlig kommer fra – svaret er Næstved, hvor man på et lille pottemagerværksted for mere end 175 år siden begyndte keramikeventyret. Allerede i 1889 imponerede Kählers stentøj på verdensudstillingen i Paris, og op igennem årtierne har brandet forstået at tilpasse sig de skiftende præferencer hos deres kunder. Et vigtigt skridt i Kählers udvikling var åbningen af designrestauranten Kähler i Tivoli, beliggende i en bygning tegnet af Poul Henningsens søn, Simon Henningsen. Her på restauranten kan du nyde en god middag iblandt dansk design fra bedste skuffe, og retterne på tallerknen er også danske og nordiske specialiteter i moderne fortolkning. Lige nu serverer Kähler rabarber i form af den uimodståelige dessert med kærnemælksfromage, rabarber, marengs og hvid chokolade. 

Picture

LOFT – panna cotta, rabarber og crumble:

Der er fart på Timo Hoffman, den energiske og dedikerede restauratør, der indenfor en kort årrække har opbygget et mindre imperium af spisesteder på både Bornholm og i København. Hovedparten af hans restauranter ligger på Amager – undtagelsen af reglen er spisestedet Bodil, som for nyligt åbnede på Vesterbro, og især har ramt de lokale lige i hjertekulen. Hvor Bodil er småt og intimt er der anderledes, brede armbevægelser over det imponerende brasserie LOFT, som ligger på toppen af Fields og i bedste New Yorker-stil giver et panorama udover Ørestadens urbane landskab. Men restauranten vil også gerne være casual, og det ses både udfra beliggenheden i shoppingcentret, samt udfra menuen, hvor retterne er baseret på klassiske gastrogrill-retter med enkle småretter, lækre bøffer, perfekt bearnaise og fritter. Endelig kan man i stil med årstiden afslutte den gode middag i selskab med panna cotta, rabarber og crumble.