Picture

Nordic Deli og Ovalen

Nordic Deli-området i kvæghallerne lige vest for Arena-scenen blev indviet sidste år, og bliver i år udvidet, så det strækker sig helt over til Ovalen. Her vil der være overraskelser til alle sanser og alt fra digtoplæsning og danseforestilling til performances, events, lydkunst og ægte skandinavisk hygge.

Og ikke mindst god mad. Det semi-overdækkede område byder nok på festivalens bedste bud på gourmetoplevelser, hvor vi blandt andre især gerne vil fremhæve Manfreds Foodstand med Christian Puglisi og Kim Rossen (tidligere blandt andet noma og snart Relæ) i spidsen. Her kan man få friske ærter, jordbær, koldskål, vegetarsandwich, havregrød, juice – og Grøn Tuborg på fad. Kaffe kan man også få, nærmere bestemt fra The Coffee Collective, Relæs genboer i Jægersborggade.

Blandt de nye steder i Nordic Deli, det er værd at tjekke ud, er Mors Madpakke, som laver smørrebrød og håndmadder, Ventegodtgård, som sælger friske jordbær fra egne marker, brunch, wokretter, ovnbage kartofler, tomatsuppe og pandekager, og Meyers, som byder på morgenmad, sandwich, stegt bornholmerhane, nybagt brød, snacks og diverse gode kaffer, vin og saft af egen produktion.

Picture

Odeon

Odeon er Roskilde Festivals tredjestørste scene og placeret længst mod nord på festivalpladsen. Roskilde Festival har i flere år markeret sig som en festival, der tager bæredygtighed og klima alvorligt, og på Odeon kommer miljøhensynet rigtig til udtryk. På scenen bruges primært energibesparende LED-belysning, og ligeledes stilles der krav til madboderne om, at de så vidt det overhovedet er muligt, skal bruge økologiske og fair trade mærkede produkter.

Og man kan ikke alene spise her med god samvittighed – Odeon-området er også et af de steder på festivalen, hvor man finder den største koncentration af gode spisesteder. Fx kan Den Gyldne Bønnes vegetarretter eller Naturmælks milkshakes, økologiske hotdogs, frugt og friskbagte brød anbefales. Friskbagt brød og et overdådigt udvalg af hjemmebagte kager fås også hos Tante T og Kent Kaffe, som er gået sammen om en tesalon og en kaffebar med hyggelig stemning og noget, der minder om komfortabel indretning i Kaffetanten.

Endelig er der mulighed for at supplere indtaget af promiller fra fadøl med en god, stærk økomojito eller en af Boutique Lizes andre lækre drinks.

Picture

Roskilde Retro

I anledning af Roskilde Festivals 40-års fødselsdag i år, kan man tage med på en rejse tilbage i tiden i Roskilde Retro-området, som ligger til venstre for Orange Scene, mellem Odeon og Cosmopol. Her vil forskellige events og installationer vise festivalen, som den så ud i 1970’erne, 1980’erne, 1990’erne og 00’erne, og der er store siddeinstallationer, hvor man kan hvile benene og få lidt i maven mellem koncerterne.

Fx kan man få falafel, humus og chicken nuggets i Christianias bod, eller man kan proviantere oliven, tapas og lambrusco hos Stigs Oliven. Gringo Bars eksotiske drinks serveret i fx en udhulet melon eller ananas med stjernekastere og paraplyer er også en Roskilde-klassiker, man bør unde sig selv bare én gang under festivalen.

Som et prisværdigt initiativ kan man i år desuden få anden vin end den på papkarton på pladsen, nemlig hos den argentinske vinbar Malbeck, der byder på 12 forskellige vine på glas.

Picture

Cosmopol

Området omkring Cosmopol er indrettet som et visuelt byrum, hvor man kan chille i bygninger, busser og baggårde. Her kan man fx få klippet sit hår, få sig en snak om asylpolitik, indspille sit eget track eller være med til at udsmykke området i collageværkstedet. 

Men ligeså mangfoldigt og broget som udbuddet af kulturelle aktiviteter er i området, ligeså dødt er det – set med en gourmands brille – på den gastronomiske front. Hvis noget skal anbefales, må det være at proviantere i den nærliggende Roskilde Retro eller forsyne sig fra BUS-BUS’ bod med slush-drinks. Det er et kærkomment alternativ til fadøl, men kan blive en noget pebret affære, hvis man drikker med det formål at holde en brandert kørende.

Picture

Pavillion

Pavillion-scenen i festivalens sydvestligste hjørne er åben i opvarmningsdagene, inden festivalen går i gang, og det er her, unge, upcoming bands får lov at spille for et forventningsfuldt festivalpublikum, inden det rigtig går løs. Under selve festivalen spiller de mindre kendte undergrundsnavne, og for dedikerede fans er der mulighed for at komme helt tæt på.

I området omkring Pavillion kan især The Coffee Lounge anbefales til dem, der er trætte af den kedelige kolbekaffe, man ellers spises af med på festivaler. Her kan man også få kager, chai, te, og der er mulighed for at få alt fra sirup over sojamælk til baileys i kaffen. Eller hvad med en lille grappa, calva eller cognac på siden?

Picture

Bag tribunen, Culture Zone og Ved Sejlene

I Culture Zone på pladsen bag tribunen foran Orange Scene kan du gå på opdagelse i spektakulære installationer, der er udviklet særligt til årets festival. Der er blandt andet mulighed for at tage en svømmetur i Tuborgs 3 meter dybe pool, som er fyldt med 512.000 liter vand. For at gøre sig fortjent til en tur i poolen og adgang til badeområdet med liggestole og bar, skal man først tage en tur på en af kondicyklerne, som genererer strøm til opvarmning af vandet i poolen.

Blandt de andre tilbud er muligheden for at tage sig en musikalsk gyngetur i SwingScape installationen, hvor man sammen med andre ”swingere” kan bidrage til at skabe lydmæssige harmonier. Der vil desuden være spektakulære værker af dygtige performancekunstnere, og i Social Gaming-teltet er der alt fra action- til sport- og musikspil på mere end 50 gaming-standere

På Hilltone siddebjerginstallationen kan man træde et skridt op, nyde udsigten til bl.a. Orange Scene og suge festivalindtrykkene til sig. Fx med en guddommelig thairet fra Thai Lanna. Eller hvad med morgenmad, brunch, sandwich, frugt, grønt, kager, milkshakes eller friskpresset appelsinjuice fra Badeklubben? Mange kender den nok fra området omkring den scene, der nu hedder Odeon, hvor den lå i mange år, men vi går ud fra, at maden er ligeså god, som den plejer at være.

Picture

Arena

Arena-scenen, der blandt bedagede Roskildegængere som os aldrig vil hedde andet end Grøn scene, er festivalens næststørste. I år udsmykkes området omkring scenen af street-artister, som sammen opbygger en stor ’lag på lag’-kollage ved brug af bl.a. plakater, klistermærker, spray, paste-ups og stencils. Uden for Arena-teltet kan man sætte sig til rette på en kæmpe pallepyramide, som også fungerer som en slags siddetribune, eller man kan hvile benene i de alternative siddeinstallationer, som udgår fra hegnet.

Til gengæld skal man ikke sætte sig for godt til rette, hvis man ikke har fået provianteret først, for området omkring Arena-scenen byder ganske vist på mad og drikke, men det kan bestemt anbefales at slå et slag forbi Nordic Deli på vejen, hvor kvaliteten generelt er højere.

Vi vil dog gerne have lov at anbefale god, gedigen rock’n’roll-kost som steaksandwich, burgere, pommes frites og milkshakes fra Kristinedals bod eller økologiske cocktails fra Boutique Lize.

Picture

Bycenter East

Det ”gamle” campingområde i øst var indtil for nogle år siden det eneste rigtige sted at slå lejr, hvis man selv syntes, man var for fed. Men med festivalens vokseværk og ikke mindst udvidelsen af grusgraven, der har ædt sig ind på campingområdet i øst som en ondsindet betændelse, er Camping East blevet mere spredt og mindre hipt.

Bycenter East, som campingområdets servicecenter nu hedder, er dog fortsat at foretrække frem for sin vestlige modpart, når det kommer til kulinariske oplevelser. Kvickly er fx et godt bud for den prisbevidste, mens Mummbai byder på indisk streetfood for den mere kræsne. Som noget nyt kan man i år få økologiske hotdogs hos Pølsepusheren, og Gilt Bar serverer cocktails til dem, der er trætte af lunkne dåsebajere.

Picture

Bycenter West

Camping West har i de senere år vundet indpas som ”the place to sleep”, og her er blandt andet skateområdet i campingpladsens nordvestlige hjørne med til at give området kant og et ungdommeligt udtryk. Det er også her, selvbestaltede punlikumsopvarmere som van Damme Camp, Orange Camp og Promille Service holder til, og hvis alt bliver som sidste år, hvor bassen dunkede stort set døgnet rundt, skal man kun stille sit telt op i det sydlige område af Camping West, hvis man enten har et ekstraordinært godt sovehjerte eller ringe behov for søvn.               

De gode, kulinariske udbud er begrænsede i Bycenter West, og her vil vi først og fremmest fremhæve DUI - Leg og Virkes frugtbod og de rullende boder, der triller rundt i området. Her kan du også – som på resten af festivalen – være heldig at støde på Manfreds ærtesælgere, som cykler rundt med friske ærter i vognen.