Picture

Restaurant Amalie nær Amalienborg

Er man på sightseeing-tur i Kongens København er det svært ikke at komme udenom Amalienborg Slot, der bogstaveligt talt ligger som kronen på værket i centrum af Frederiksstaden. De 4 palæer blev bygget i anledning af hunderedeåret for Christian den 1s kroning, og blev kongelig residens efter at Christiansborg slot brændte natten mellem den 26 og 27 februar 1794. Idag er slottet kongefamiliens private hjem og ligger på en smuk akse med Amaliehaven langs Langelinie og Marmorkirken til den anden side. I nærliggende Bredgade og Store Kongensgade ligger der flere caféer og restauranter, men vil man forblive i den særlige, royale stemning omkring slottet, bør man lægge vejen forbi Amaliegade og besøge Restaurant Amalie, der serverer lækkert, klassisk smørrebrød og egne kreationer så som Amalies eventyr og rørt tatar med cognac. Især er stedets frokostanretning med smørrebrød, ost og dessert populær. I hele juni har restaurant Amalie desuden også åbent om søndagen, som vel nok er ugens største museumsdag.  

Picture

FIAT nær Charlottenborg

Lidt længere nede ad Bredgade begynder Kongens Nytorv, hvor Charlottenborg udgør en af Europas smukkeste kunsthaller for samtidskunst. Det var enkedronning Charlotte Amalie, som købte stedet i 1700, der lagde navn til kunsthallen, skønt den nuværende bygning stammer fra 1827. Her præsenteres der året igennem et ambitiøst udstillingsprogram suppleret med artists talks, performances, koncerter og videovisninger, og det faktum, at det Kongelige Danske Kunstakademis Billedskoler og Kunsthal Charlottenborg er blevet fusioneret, giver stedet en stemning af både museum, galleri og værksted. Efter at have nydt kunsten er det oplagt at spise på et af de hyggelige spisesteder omkring Kongens Nytorv, og vi anbefaler FIAT, forkortelsen for Fondazione Italiana Alimentazione Totale. Her kan man både ose udenfor på selve fortovet eller indenfor, hvor en rigtig italiensk stemning slåes an i to etager og ude i den skøn gårdhave. Har man ikke så meget tid er det oplagt at bestille en sprød pizza fra stenovnen, men spiller minutterne ingen rolle bør man gå ombord også i antipasti'erne og pastaen.

Picture

Café & ølhalle på Arbejdermuseet

Der er dømt arbejderromantik på den lille, hyggelige café, der i årtier har været tilknyttet Arbejdermuseet i Rømersgade, København K. Faktisk står stedet som dengang det blev indviet i 1892, komplet med ternede duge, ølreklamer på væggene og smukke, mørke træpaneler. Restauranten i Arbejdermuseets kælder er Københavns eneste fredede kælderbeværtning, og spisekortet er ført tilbage til omkring år 1900. Selve Arbejdermuseet blev åbnet her i 1983, da Arbejdernes Forsamlingsbygning efter 100 år stille og roligt havde udspillet sin rolle, og caféen fortsatte således sin funktion og blev reddet. Naturligvis er der på stedet fokus på den danske arbejdernationalspise nummer ét, smørrebrødet, med en god øl og skarp snaps til, hvoraf flere af hovedrolleindehaverne er historiske gengangere, så som en iskold Stjernepilsner, og en sprød, syndig kiksekage.  

Picture

Castello Rufo Ruffo nær Frederiksborg Slot

Frederiksborg Slot har siden 1878 rummet det Nationalhistoriske Museum, som fortæller 500 års Danmarkshistorie gennem sin samling af portrætter, og har også skiftende udstillinger, hvor især moderne kunst og fotografi præsenteres. Og så kan man henover sommeren også møde de såkaldte slotsværter, som i weekenderne går rundt i klædedragter med forbindelse til Frederiksborg Slot. Selve slottet blev bygget af Christian den 4 i starten af 1600-tallet og er Nordens største renæssanceanlæg, hvis nyanlagte barokhave er dejlig på alle tider af året. Om sommeren nyder mange at tage en rundtur med med den lille færge, som sejler på slotssøen, og bagefter kan man spise sig mæt i en af Hillerøds mange restauranter. Prøv for eksempel Castello Rufo Ruffo, hvor italienske Lillo og hans danske kone Anja siden 2006 har drevet dette hyggelige spisested i en fredet bygning langs Helsingørsgade. Udgangspunktet er siciliansk gastronomi, og mange af råvarerne kommer direkte fra det syditalienske. Pastaen er hjemmelavet og hovedretterne fyldige, så som oksemørbraden med rucola og perlehønen i marsalasauce. Slut af med den sicilianske finale-kage, cassata.  

Picture

Frilandsmuseets Restaurant

Når solen bager er det dejligt at tage udenfor byen, og et hit hos både voksne og børn er Frilandsmuseet i Kongens Lyngby. Stedet blev åbnet som et folkemuseum i 1897 i et hjørne af Kongens Have, men snart blev det for trangt i hovedstaden og stifteren Bernhard Olsen købte et stykke jord på 12 hektar omkring den gamle Fuglevad Mølle i Sorgenfri. Museet påtog sig opgaven at indsamle og redde dansk folke- og bondekultur, inden det var for sent, og frilandsmuseet blev en naturlig udbygning af folkemuseet, for ved at flytte og indrette rigtige landbohjem kunne man komme tættere på den danske bondekultur. Idag hører stedet under de danske nationalmuseer, og indgangsbilletten er derfor gratis – så meget desto mindre grund til at bruge de sparede penge på en god frokost i den tilhørende restaurant og café, som ligger lige til højre for hovedindgangen. Restauranten benyttes mestendels af større selskaber, mens caféen forkæler museets gæster med klassiske caféretter, god kaffe og kage. Sæt dig gerne udenfor, hvis vejret er til det, og nyd udsigten til de smukke bondehuse og de græssende får i indhegningen lige foran. 

Picture

Restaurant Lakeside og Louisiana

Det er den omgivende sø, som har givet Restaurant Lakeside sit navn, og sammen med det grønne landskab og den gode, ærlige mad er stedet et oplagt refugium for dem, der valfarter til Nordsjælland i ferien for enten at gå på museum, ose i de store skove eller tage sig et slag golf. Lakeside ligger nemlig ved den populære helårsbane på Simons Golfklub i Kvistgård, hvor restauratørerne Thomas og Lili siden 2010 har forkælet deres gæster med traditionel frokost med sild, mørbradbøf og stjerneskud. Regner det sørger for en optændt pejs for varmen, og så ligger Lakeside så tæt på Louisiana, at det er oplagt at tanke op på lidt mad enten inden eller efter et besøg på det internationalt anerkendte kunstmuseum i Humlebæk. Glem heller ikke brunchen, der serveres her lørdag og søndag mellem 11 og 14.30.