Picture

Er I klar til en ny sæson i Tivoli?

Tivoli åbner for sommersæsonen d. 14. april og vi har snuset rundt for at finde ud af, hvad der sker af nyt på madfronten i haven. Og det er ikke så få nye restauranter, der åbner, når Tivoli slår dørene op til den påskepyntede have. For ud over levende lam, påskemarked og besøg af påskeharen, så åbner ikke mindre end fem nye restauranter op i foråret. Og det er gode sager, du kan se frem til. Sammen med de øvrige restauranter i haven – deriblandt gourmetrestauranterne The Paul og Herman – har niveauet aldrig været højere, så nu er der al mulig grund til at tage en tur i Tivoli.

Picture

Nimb Bar ’n’ Grill

I det smukke Nimb hus med den eksotiske facade åbnes et nyt spisested i lokalerne fra det gamle mejeri, man desværre måtte lukke. Specialet er grillretter. Man har bevaret mejeriets rå look med flisevægge, men det industrielle rum blødes op af inventaret i restauranten og køkkenet er åbent, så der bliver masser af liv. Restaurantens kort byder på dansk og amerikansk oksekød i forskellige udskæringer, gris, fisk og flere slags skaldyr. Du finder også steakhouse klassikere som kalvetatar, østers og rejecocktail. I baren serveres klassiske og moderne cocktails og der er et stort udvalg af avecs med tryk på whisky. Vinkortet præges af topproducenter fra hele verden. Der er indgang fra Bernstorffsgade, og som et af de få steder i byen kommer Nimbs nye steakrestaurant til at have sent åbent. Køkkenet har åbent til midnat i hverdagene og helt til kl. 01 fredag og lørdag. Køkkenchefen hedder Anders Hagild. Han har en baggrund fra bl.a. Nimb Brasserie, Mielcke & Hurtigkarl, Saison og Kong Hans, så mon ikke han har ret godt styr på sagerne.
Nimb Bar ’n’ Grill åbner d. 14. april.

Picture

Nimb Terrasse

Der er gang i den på Nimb, for holdet bag åbner faktisk endnu et sted i haven, nemlig Nimbs Terrasse der, hvor Divan 2 lå før. Tilbage i Fru Louise Nimbs tid blev stedet faktisk kendt som Nimbs Veranda eller Nimbs Terrasse. Den store restaurant er i gang med at få en større overhaling og åbner snart op som fransk-inspireret bistro. Vinoteket, som vi kender fra kælderen i Nimb bygningen rykker i sommersæsonen over i Nimbs Terrasse og udgør stedets vinbar. I vinterhalvåret flytter Vinoteket tilbage i kælderen, så man kan komme og hygge sig med vinene også udenfor Tivolis sæson. Udover bistro og vinbar kommer Nimb Terrasse til at beholde sine selskabs- og mødefaciliteter.
Nimb Terrasse åbner d. 1. juni.

Picture

Madklubben Tivoli

Den altid entreprenante Anders Aagaard Jensen, som vi kender fra bl.a. Madklubben og Madklubben Steak har overtaget det gamle Café Ketchups lokaler. Her åbner han den femte af sine uhøjtidelige og populære spisesteder og holdingen er den sammen i hans nye restaurant: det skal være kvalitet, det skal være til at betale, betjeningen skal være imødekommende, men ikke nødvendigvis verdensmestre i vinkort og franske oste. Madklubben Tivoli kommer til at byde på dansk mad. Til frokost er der retter som sild, røget ål, tarteletter og hakkebøf – alle småretter der koster 50 kr. stykket. Aftenkortet byder på ægte mormorretter som grydestegt kylling, frikassé, rødspætte og citronfromage, men også en god bøf.
Madklubben Tivoli åbner d. 14. april

Woodhouse

Den store træborg, der var kendt som Valhalla Borgen er ved at blive bygget om fra børne-ramasjangland til det smarte sted Woodhouse. Det bliver et åbent og uformelt spisested, café, cocktail- og juicebar, som særligt kommer til at appellere til de unge Tivoligæster. På førstesalen kommer der burgerrestaurant og i stuen er der lounge og cocktailbar – altså et perfekt sted at hænge ud før og under Tivolis Fredagsrock. Samme bygning kommer også til at huse chokolade producenten Simply Chocoloate.
Woodhouse åbner d. 20. maj.
 

Bull Diner

De gode folk i Odense har længe nydt de seriøse burgere hos Bull Diner. Nu får københavnerne lov at smage Odenses bud på kvalitets fastfood, når Bull Diner åbner i Tivoli i det tidligere Vice Versa. Det er manden bag Grambogaard, der står bag, og derfor vil kød og mejerprodukter komme herfra. Der stilles høje krav til Grambogaards landmænd, så vi glæder os til at smage burgere lavet på glade køer. Ud mod Bernstorffsgade kommer der takeaway så andre end Tivolis gæster kan få fornøjelse af kvalitetsburgerne.
Bull Diner åbner d. 15. juni.