Picture

Mmoks

Der er ingen køkkenchef, for kokkene tager beslutningerne i fællesskab, køkkenet er internationalt fremfor noget, der tilhører en bestemt gastronomisk retning, og retterne kan man selv sammensætte, som man nu lyster. Velkommen til Mmoks, der på mange planer vender konventionerne i restaurantbranchen på hovedet for at skabe en oase af frihed og smag for sine gæster. På Mmoks er en universel rettesnor dog de friske råvarer i sæson, og de gør en dyd ud af at benytte kød, frugt og grønt fra producenter i det fynske opland. Således kan retterne på Mmoks lige nu byde på et overflødighedshorn af lokale smage, der er modnet under juni-solen. Grønne og hvide asparges, broccoli, jordbær og blomkål kommer fra Torup Bakkegård i Assens, de faste, nye kartofler er nyopgravede fra Grøntsagshytten i Lumby, skoleagurkerne og ærterne fra Søndersø, mens rabarberne har vokset på Skyttes øko-gartneri i Årslev.
 

Picture

Pasfall

Thomas Pasfall borger for det gode håndværk og den store smag på sin restaurant i Odense, hvor køkkenet er franskinspireret men rødderne stikker dybt i den fede, fynske muld. Pasfall er allerede berømt for at være kompromisløs i sin tilgang til de fynske klassikere – både hvad angår råvarer som boghvede og rygeost og retter som brunsviger. Derfor er de lokale råvarer også en rettesnor, og lige nu bugner Pasfall af fynske grøntsager. På menuen frister Fynsk Guld af kartoffel og dild mayo, pighvar i det grønne med fynske ærter og fed vild brøndkarsecreme, ’det bedste fra anden’ med rabarberkompot, og som dessert en iscreme af jordbær og hyldeblomst. Så bliver det næppe mere juni end det.
 

Picture

Restaurant Teglværksskoven

Forår – sommer - efterår – vinter står der under Restaurant Teglværksskovens navn på deres hjemmeside, og det siger noget om stedets fokus på sæsonens råvarer. Og vi skal helt ud i en bøgeskov nord for Nyborg for at finde stedet, der i cirka 100 år har fungeret som et populært udflugtsmål for de lokale fynboere. Dengang var der tale om en pavillon opført af Nyborg kommune, men senere blev det til et regulært traktørsted, som nu huser Restaurant Teglværksskoven. Spisestedet ligger kun et stenkast fra Storebælt, og det er bogstavelig talt: cirka 60 gæster kan sidde på terrassen mod vandet, og lytte til bølgerne, mens der inde i køkkenet bliver arbejdet på stedets sæsonmenu. Stedet kærner sit eget smør og sylter og henkoger for at bevare sommerens smage, og lige nu folder de sig ud i fuldt flor i juni-menuen, der blandt andet byder på rødspætte med ærter og grønne asparges, sprængt kyllingebryst med hvide asparges og jordbær med skovmærke.
 

Picture

Under Lindetræet

Det er ikke uden grund af Under Lindetræets tasting-oplevelse hedder Eventyrmenu, for restauranten ligger i det smukke, gamle H C Andersenkvarter i Odense, hvor brostenene er skæve og stokroserne blomstrer. Under Lindetræet ligger da også side om side med den verdensberømte digters fødehus, og indenfor arbejder chefkok Brian Madsen på at servere byens bedste, klassiske mad med fransk og italiensk inspiration. I den nuværende Eventyrmenu har Fyns råvarer en fremtrædende plads, køkkenet kan blandt andet byde på helleflynder med en variation af fynske ærter, sommerbuk med nye kartofler og ramsløg, mens man som tilvalg til menuen kan bede om lam med nye, spæde løg.
 

Picture

Kongebrogaarden

Dannebro eller Dannebrog – sidstnævnte er navnet på det danske flag, mens førstnævnte dækker over Kongebrogaardens helt egen restaurant, som ligger i hotellets imponerende bygning. Velkommen til en af landets bedste beliggenheder lige ud til Lillebælt, der byder på et klassisk, dansk landskab med hav, skov og stor himmel, og hvor Kongebrogaarden i årtier har været et populært sted at overnatte og feste for folk fra Middelfart. Med saltvandet og det flotte kig over til Jylland kan man ikke forvente mindre end et livsglad køkken, og menuen holder hvad udsigten lover: retter der er lavet med udgangspunkt i naturen og de omkringliggende marker. På a la carte-kortet bydes der på stenbiderrogn, radiser, ramsløg og hvide asparges, pighvaren ledsages af spæde gulerødder, og kyllingen af rabarber, kørvel og skovsyre.
 

Picture

Sortebro Kro

Her har vi at gøre med en af de virkelige sværvægtere når det kommer til god og ambitiøs mad på Fyn. John Kofod og hans kone står bag denne gastronomiske institution, hvor man grundet inspirationen fra alverdens lande har valgt at kalde sin mad for Smagens Køkken, fremfor at knytte gastronomien op på en specifik nation. En konstant er dog de fynske traditioner og råvarer: her salter man sine egne sild og ryger sin egen laks, og det er derfor oplagt at råvarerne ligeledes kommer fra Fyn. Glæd dig til et væld af ting direkte fra jord til bord – for eksempel sommerbukken med spæde majroer og nye, fynske kartofler, medaljon af fynsk kanin med vilde asparges og syltede, grønne jordbær samt udbenet hornfisk med stenbiderrogn, ærter, perleløg og krydderurter fra skoven.