Picture

Kødbyens Mad & Marked åbner i april

Det gamle slagterområde nær hovedbanegården, der i dag rummer den hvide og brune kødby, har i århundreder præget hovedstaden: i 1800-tallet var det hertil, at bønderne kom ind med deres kvæg for at sælge det til slagterne, og mange af dem havde halm og hø med sig, som de solgte på Halmtorvet til de mange heste, grise og køer, som boede i Københavns baggårde. Netop til denne trafik blev Sønder Boulevard bygget, og selvom storhandlen med kød og huder er en saga blot i den nuværende kødby, er livet langtfra forsvundet herfra. Siden Kødbyen for flere år siden åbnede som et alternativ til Københavns øvrige gå-ud-scene er området blevet meget populært, og især den aktuelle udvikling, hvor natklubberne har veget pladsen til restauranter og cafeer, har påvirket flowet af mennesker i løbet af de lyse timer. Kødbyens Mad & Marked tilfører asfalten en ekstra dimension, hvor handlende sælger mad og grønt og rustikke beværtninger bespiser de mange gæster med lækker street food. Markedet åbner lørdag den 1 april og har åbent hver lørdag og søndag fra 10-18 frem til september. Har man stor sult er det oplagt at spise dimsum på Magasasa, øko-mad os BioMio eller kød på Nose 2 Tail, der har 2 spisesteder her og især har fokus på godt frilandskød og store, saftige hummere.  Fisken kan Fiskebaren stå for. 

Picture

Sidste sæson for Copenhagen Street Food på Papirøen

Nå det, inden det er for sent: Papirøen bliver nemlig revet ned i starten af 2018 for at give plads til et nyt byggeprojekt, og derfor lukker dette store og meget roste street food-marked ned i løbet af 2017. Skynd dig derfor til Papirøen for at suge til dig af den helt særlige, boblende stemning, som de mange spændende boder spreder i den store lagerhal, og slik den første sol på kajen med udsigt til hele Københavns havn. Måske det netop er tidsbegrænsningen, som skaber stemningen, for der spises og drikkes til den helt store guldmedalje, og hygges på bænkene udenfor selve lagerhallen. Markedet består af 35 madboder, hvoraf nogle er udformet som små butikker, mens andre består af regulære food trucks. Mange lokale har naturligvis ytret utilfredshed med at Papirøen skal rives ned til fordel for boligbyggeri, og i lang tid er det blevet lovet at det nye kompleks, som arkitektfirmaet Cobe vil bygge færdigt i 2020, også vil tage højde for kreativiteten i form af funktionelle haller på stueniveau. Indtil da må vi udnytte markedet på Papirøen mens vi endnu har det. Andre regulære spisesteder nær Papirøen er for eksempel LaLaLa. 

Picture

Street food-trenden er kommet til Helsingør med Værftets Madmarked

Helsingør har undergået en rivende udvikling i de seneste år, med Kulturværftet som vigtigt omdrejningspunkt for byens kreative sjæle. Her afholdes koncerter med store navne, og i det tilstødende Toldkammeret kan man bespise op til 150 mennesker. I flere år har ideen om at åbne et streetfood marked her boblet under overfladen, og nu bliver det en realitet. Til maj vil konceptet derfor indtage Hal 21 med food trucks, festivaler, koncerter og Danmarks største madbiograf, og idémagerne bag er blandt andet konceptudvikleren Christian Astorp fra Kødbyens Mad & Marked. På markedet vil der være plads til 15 stadeholdere samt 4 pop-up pladser til lokale restauratører, som ønsker at bidrage til konceptet og stemningen. Når Værftets Madmarked åbner til sommer får Helsingør også et helt nyt byrum, når ”Sydvesten” lukkes op. Sydvesten er det store frie areal, der ligger mellem Værftshallerne og den gamle Værftsmur, og streetfood markedet kommer til at holde åbent det meste af året frem til 2020. Helsingør er desuden fuld af gode spisesteder som tæller helt fra cafeer til restauranter, og har man en stor sult er Madam Sprunk stedet nær torvet, hvor der både kan spises og hviles ud. 
 

Picture

Udvidet madmarked i Roskilde

Spiseliv har før haft fokus på Roskilde som spændende mad-destination: ambitiøse og prisbelønnede restauranter som for eksempel Moehr og det hyggelige og folkelige Pipers Hus i Roskilde Bypark har for alvor udvidet mulighederne for både lokale og tilrejsende, og der er også grøde på madmarkedfronten: Stændertorvet i centrum har i lang tid været området hvor man kunne købe friske råvarer fra små, overdækkede stader, men nu bliver området udvidet med madmarkedet Nam Nam. Den sædvanlige torvehandel er blevet samlet i det nordvestlige hjørne ved Fondens Bro, så man nu kan åbne Madpladsen, der åbner den 6 maj, og vil tilbyde gademad og fødevarer. Man er stadigvæk ude og lede efter stadeholdere, men konceptet har en fleksibel form så man ikke skal binde sig for en længere periode. 

Picture

Holbæk Havnemarked drevet af flygtninge

Holbæk har en ældgammel fiskekultur der har bidraget til byens økonomi i århundreder, og havneområdet er nu blevet gentænkt som stedet, der skal samle de lokale og integrere byens flygtninge som er kommet herop i kølvandet på kriserne i Mellemøsten. Således etablerede man sidste år med succes det socialøkonomiske projekt Holbæk Havnemarked, hvor man kan købe friske fisk fra fjorden, lokalt producerede grøntsager, blomster, brugskunst og andre højdepunkter fra gårdbutikker på Holbæk-egnen. Havnemarkedet befinder sig ved Maskineværkstedet på Havnevej og drives blandt andet af flygtninge, som på den måde får et socialt fodfæste i det lokale handelsliv. Markedet har åbent fra den 28 maj til 1 oktober, og er du nysgerrig på flere markeder i Holbæk, bør du også besøge det årligt tilbagevendende Internationale Marked, som kommer til byen i slutningen af juni.