
SULT: måske byens bedste brunch hele ugen
I efterårsferien fra den 15-21 oktober, og også på kulturnatten den 12 oktober, kan man fra kl 9.30-16 nyde en af de mest overdådige brunch buffeter i København på SULT. Har man ikke været her før, har man på flere planer noget godt at vente: spisestedet ligger i forbindelse med filmhuset Cinemateket på hjørnet af Vognmagergade lige bag Gothersgade, og kontrasten mellem den statelige, hårde stenbygning, som hele komplekset ligger i, og de store vinduer, der lader dagslyset gennemskinne rummene, gør SULT til et både hyggeligt og moderne sted at hænge ud. Der er to timers seating til den populære brunch, der også går højt op i økologi, og både laktosefri og glutenfrie valg.

Brdr. Price i Aalborg med efterårsmenu til både store og små
De berømte madbrødre borger for lækker, dansk husmandskost gerne med et fransk twist – og helst ud fra deres barndoms landskab af kultretter, hvoraf serveringer som Farmors æg, citronfromage, mormors æbledessert og alskens serveringer med og af smør er legender. Pricebrødrenes restauranter har efterånden bredt sig på både Sjælland og Jylland, og i Aalborg kan man besøge Brdr. Price på det smukke Obels Torv. Smagfuld bistro er en anden måde at karakterisere maden her på, og under hele efterårsferien serveres der en særlig, 2 retters menu bestående af hovedret og dessert fra søndag til søndag både frokost og aften – også til børn- for 195kr. Glæd dig til:
LANGTIDSSTEGT BRYST AF SVENDBORG GOURMETGRIS
Serveres med kompot af kartofler og knoldselleri samt citron-salviesauce.
MORMORS ÆBLEDESSERT
Æblekompot med vanille, makroner overhældt med tør Sherry og flødeskum på toppen.
(Til børnene laves selvfølgelig en børnevenlig udgave).

Dining Week Sharing
Vi har skrevet om det før, men nævner det igen: Det kendte Dining Week-koncept fra uge 7 har nu fået en ’lillebror’ om efteråret kaldet Dining Week Sharing, hvor nogle af landets bedste restauranter tilbyder 3 serveringer til den rørende pris á 225 kroner i hele efterårsferien. Rigtig mange har gjort sig umage, og omkring 60 restauranter i hovedstadsområdet deltager. Idéen med Sharing er, som navnet antyder, at slå på det sociale element under ens middag, hvorfor retterne ankommer på fade, så man deler tingene mellem sig og kommer hinanden ved. Som sædvanlig er der flere seatings samme aften, og der købes billet og vælges seating på www.diningweek.dk.

Masser af god mad på Bakkens MadTour
I år holder verdens ældste forlystelsessted, Dyrehavsbakken i Klampenborg nord for København, åbent i efterårsferien, så både børn og voksne kan nyde efterårets smukke løvfarver. Bakken har i den forbindelse lavet en MadTour, som er et nyt koncept, hvor et udvalg af Bakkens mange restauratører inviterer indenfor til en unik madoplevelse. For kun 200 kr. får man 8 smagsprøver på 8 forskellige restauranter. Hver af de udvalgte spisesteder har hver især lavet en helt særlig smagsprøver, der afspejler deres køkken og madglæde. Der vil være noget for alle smagsløgene når der bliver bundt på alt fra tapas til sliders og endda en lille dessert. Udover MadTouren tilbyder nogle af de enkelte restauranter desuden særmenuer, som for eksempel Bakkens Perle, der har et stort kagebord med softice og kaffe til 95kr for voksne og 50kr for børn, og derudover rustikke frokostretter til 50kr. Også hos det traditionsrige Staldknægten serveres der frokostbuffet fra kl 12-17 for 109kr for voksne og 50kr for børn. Fra kl 17-20 serveres der varme husmandsretter til gode a la carte priser.

Roskildes museer og vildtmenu på Herthadalen
Roskilde udgør både med sin by og sit opland en skattekiste for nysgerrige børn og voksne i efterårsferien, og byens museer har sat sig på den anden ende for at underholde. På selve Roskilde Museum vil der den 15 oktober være mordmysterier og mordgåder inspireret af 1940’ernes spioner, Roskildes kirker – inklusiv domkirken – byder indenfor, og så kan man den 20 komme ud i fjorden på fugletur til en af Nationalpark Skjoldungelandets fineste fuglesteder, Eskildsø. Selve Sagnlandet Lejre vil under hele efterårsferien fra den 13 til den 21 være spækket med oplevelser, som vikingeslag, smykkearbejde, vildsvinebesøg og hemmeligheder fra kloge koner. Hvad maden angår er den nærliggende restaurant Herthadalen et spændende og meget velsmagende valg. Stedet ligger idyllisk ved en skovsø og har åbent for selskaber. Desuden serveres her hver fredag aften i oktober og november en lækker vildtmenu.

Østers i tusindvis til østersfestivalen på Fanø
Sidste år åbnede man 8.000 østers på Fanø i efterårsferien. I år regner Fanø Østersfestival med at åbne 10.000 østers, når de fra den 14-17 oktober holder østersfestival. Vadehavet omkring Fanø er fuld af østers, og i de senere år er det blevet overmåde populært, også hos ’almindelige mennesker’, at både samle og nyde østers. Så kom med til festivalen og stift bekendtskab med det smagfulde skaldyr, som vil komme under kærlig behandling af både nybegyndere og topkokke. Glæd dig til østerssafari og østerskokkeskole. Selve festivalen er gratis. Om mandagen, hvor der er kokkekonkurrence, sejler Fanøfærgen gående og cyklister over for kun 10 kroner. Kokkenes østers-’happere’ koster kun 40 kroner per styk og tre for 100 - og du kan spise så mange, du orker. I forbindelse med festivalen arrangerer Kellers Badehotel og Sønderho Kro eksklusive ophold, der inkluderer færge, ophold og eksklusive middage og brunch – selvfølgelig med masser af østers.

Lækker overnatning og god, lokal mad på Kongebrogaarden
Lige der hvor Middelfart slanger sig langs Lillebælt med kig til Jylland ligger Comwell Kongebrogaarden, der udnytter efterårsferiens smukke farver og den bugnende råvaresæson til at invitere på hyggelig overnatning i sine statelige omgivelser. Netop i efteråret gælder et tilbud, der inkluderer overnatning i dobbeltværelse, dagens 2-retters middag og stor, lækker morgenbuffet. Kongebrogaardens køkken er noget for sig, og området er fuld af aktiviteter, fra cykel-og vandreture i skovene til bridgewalking 60 meter over jorden mellem Lillebæltbroens pyloner.