Picture

CPHmeal – et indblik i topgastronomien for ganske almindelige mennesker

Bag CPHmeal står englænderne Chris Calvert og Aaron Bateman, som begge har en baggrund i reklamebranchen, og som sammen med dygtige kokke fra nogle af Københavns bedste restauranter med jævne mellemrum er værter for arrangementer, som vel bedst kan betegnes som pop-up restauranter, fordi lokationen skifter fra gang til gang.

”Det er et meget trendy ord, som egentlig bare dækker over, at vi gerne vil lave noget, der er anderledes. Man behøver ikke at kende nogen, der kender nogen eller være super smart for at komme med til CPHmeal – det er for ganske almindelige mennesker, der ligesom os er fascinerede af det, som kokkene kan og nysgerrige efter at vide, hvordan de gør.”


Indtil videre har der været afholdt et CPHmeal, et CPHlunch og et CPHwine arrangement (de to sidste henholdsvis til frokost og med fokus på vin), og det næste er i skrivende stund annonceret og næsten udsolgt. Det finder sted på Café Benedict på Frederiksberg, hvor ejeren Ben Hamilton sammen med Rob Martin fra AOC vil stå for menuen, som tilberedes foran gæsterne med mulighed for at stille spørgsmål. Hvad man kan forvente er svært at forudsige, men Chris Calvert fortæller:

”Bens stil er meget klassisk, mens Robs er mere avantgarde, så det bliver spændende, hvad der kommer ud af det. Jeg kan ikke sige det, for vores arrangementer starter altid med, at vi annoncerer dagen, og så begynder kokkene at arbejde sammen om menuerne, mens vi løbende informerer om forberedelserne via Facebook, Twitter og vores blog, så gæsterne allerede inden arrangementet føler sig involverede i processen.”


Næste arrangement: CPHmeal #2, Café Benedict, Borups Allé 112, 2000 Frederiksberg, søndag den 10. oktober kl. 17. Pris: 600 kr. inkl. drikkevarer.

Picture

I’m a KOMBO – involvering af alle sanser

I’m a KOMBO med kokkene Lasse Askov (tidligere bl.a. Kokkeriet) og Bo Lindegaard (tidligere bl.a. Madeleines Madteater) bag roret har eksisteret i knap et års tid, hvor det er blevet til tre pop-up restauranter; en i en penthouselejlighed i A-huset, en på Andy’s Bar og en forskellige steder på Roskilde Festival.

Det nyeste arrangement er netop annonceret og kommer til at foregå i Illums Bolighus’ udstillingsvinder. Her vil gæsterne blive placeret i vinduet til skue for forbipasserende, og Bo Lindegaard fra I’m a KOMBO forklarer tankerne bag restauranten således:

”Temaet bliver samspillet mellem den spisende, udstillede gæst og den nysgerrige beskuer udenfor. Det kreative tiltag bliver for en stund til en spiseoplevelse, hvor fokus er anrettet på tallerkenen og det velkendte I’m a KOMBO’ske udtryk hænger i luften.”

Som ved de øvrige I’m a KOMBO arrangementer er meget lidt givet på forhånd, men arrangørerne lover frihed til at råbe højt og slå ud med armene og en mulighed for gæsterne for at læne sig tilbage og nyde med alle sanser.

Næste arrangement: I'm a KOMBO, Illums Bolighus, Amagertorv 10, 1160 København K, fra tirsdag den 5. oktober til og med lørdag den 9. oktober kl. 18.30-19.45 og 21. Pris: 600 kr. inkl. drikkevarer.

Picture

Beta – her må der leges med maden

Hos Beta foregår arrangementerne næsten altid det samme sted, nemlig i store lokaler centralt i Århus, som deles med et reklamebureau.

Madoplevelsen er til gengæld mindre forudsigelig, og man skal ikke sætte næsen op efter en klassisk restaurantoplevelse med kniv og gaffel. Her det ok at lege med maden – det er faktisk nærmest påkrævet. Tre-seks gange om måneden afholdes der Dining clubs, som er åbne for alle nysgerrige, og som er meget forskellige i form, indhold og pris. Fællesnævneren for arrangementerne er, at det er uprætentiøst, og at der foregår en eller anden form for interaktion.

Mads Nybroe (tidligere bl.a. køkkenchef på Prins Ferdinand) fra Beta fortæller:

”Det er ikke sådan, at vi sætter folk til at hakke løg, men mange af vores arrangementer kræver, at gæsterne selv deltager. Der indgår altid en eller anden form for teknik, men ellers er formen meget forskellig fra gang til gang.”

Det næste arrangement, Fast Food, afholdes fredag den 24. september, og her giver Beta deres bud på, hvordan fast food også kan være. Der serveres fx dåsemad – velsmagende, vel at mærke – som Beta får pakket på Danisco, og gæsterne får selv æren af at sprænge en klassisk egg sandwich i luften i en mikroovn. Desuden kan man fx få serveret en luksusversion af en quarterpounder med bøf af hakket filet og braiserede oksehaler, brioche og tilhørende dehydrerede chips – med meget mere.

”Vi holder formen omkring fast food konceptet, men fordi noget går hurtigt er det ikke ensbetydende med, at det ikke kan være lækkert,” som Mads Nybroe siger.

Næste arrangement: Fast Food, Beta, Vesterbro Torv 1-3, 3. Sal, 8000 Århus C, fredag den 24. september kl. 19. Pris: 990 kr. for 6 serveringer med matchende vin og andre drikkevarer.

Picture

NaCl – spektakulær show cooking

NaCl (udtales N-A-C-L) var nogle af de første herhjemme til at lave pop-up arrangementer, men her er det betegnelsen show cooking eller gastronomisk legestue, der bruges. NaCls arrangementer er nok de mest spektakulære med deltagelse af op til 30 kokke fra blandt andet toprestauranter som The Paul, Dragsholm Slot, Alberto K og Geranium.

Bag det oprindelige NaCl står en gruppe kokke fra nogle af landets bedste restauranter, som har mødt hinanden i Spanien, hvor de alle arbejdede på to- og tre-stjernede Michelinrestauranter. Nicolai Tram (tidligere bl.a. Dragsholm Slot), som var den oprindelige ophavsmand til konceptet, fortæller:

”Da jeg fandt på NaCl anede jeg ikke, at der var noget, der hed pop-up restauranter, men jeg kan da godt se, at det måske er den kategori, vi hører til. Vi foretrækker nu at kalde det, vi laver, for en gastronomisk legeplads eller show cooking, for det, vi ønsker at skabe, er et frirum for kokke til at være præcis så kreative, som de vil med råvarerne og måske lave nogle ting, som aldrig ender på menuen på deres respektive arbejdspladser på nogle af landets bedste restauranter. Samtidig vil vi gerne involvere gæsterne i processen omkring tilblivelsen af retterne og dermed give kokkene mulighed for umiddelbar feedback på det, de laver. Det er sjovt og lærerigt for både gæst og kok.”

Til NaCl-arrangementerne inviteres gæsterne indenfor i køkkenerne, hvor de kan følge kokkenes arbejde, spørge løs og høre om tankerne bag retterne, inden de smager. Fordi der er så mange deltagende kokke, er retterne ved NaCls arrangementer meget forskellige, men der er ofte nogle temmelig avancerede indslag imellem.

NaCl har eksisteret i knap to år og har indtil videre været værter for ni arrangementer, alle i hovedstaden, men der er nu et arrangement på vej i Århus. Lokationen er endnu uvist, men datoen ligger fast: Den 31. oktober. Arrangementerne plejer at være meget populære, og der er hver gang omkring 1500 på venteliste til billetterne, som udloddes ved lodtrækning.

Næste arrangement: Ukendt lokation i Århus, søndag den 31. oktober kl. 18. Pris: 400 kr. inkl. drikkevarer.

Picture

Ad Hoc Madklubben – til take away pris i en 2-værelses lejlighed

Ad Hoc Madklubben blev startet af Johan Emil Settergren i Århus for nogle år siden og fik senere en Københavnsk filial, da de to Madklubbenfans Martin Meyer og Mads Cramer flyttede til hovedstaden.

Konceptet går ud på, at en af de tre bagmænd med jævne mellemrum inviterer ganske almindelige, men ofte fremmede, mennesker på middag i deres egen lejlighed, hvor de disker op med et hjemmelavet måltid. Drikkevarer tager man selv med, og prisen er nogenlunde den samme, som man ellers ville betale for take away. Martin Meyer fortæller, at selvom maden selvfølgelig er god, så er det ikke nødvendigvis madoplevelsen, der er det vigtigste element ved Ad Hoc Madklubbens arrangementer.

"Vi er madentusiaster, men for os er det ligeså vigtigt, at det bliver en hyggelig aften med uforpligtende, afslappet networking. De fleste af dem, der tilmelder sig, er meget åbne og nysgerrige mennesker, og det vigtigste er, at man får mødt nogle, man ikke kendte i forvejen. I starten var det ofte vores venner, der var først til at tilmelde sig, og derfor har vi nu den restriktion, at halvdelen af deltagerne skal være nogle, der ikke tidligere har deltaget i et madklubarrangement."


De fleste arrangementer afholdes hjemme hos en af de tre værter, men det hænder, at de inviterer til et arrangement på en restaurant, eller at andre melder sig som værter, som det fx skete, da Ad Hoc Madklubben København for nylig var på Copenhagen Cookings program og klubben oplevede en overvældende rift om de omtrent 10 pladser, der er til hvert arrangement.

Madklubberne annonceres via Facebook, og pladserne udloddes efter først til mølle princippet, så det gælder om at være hurtig, hvis man vil med.

Næste arrangement i København: Indenfor de næste to uger - hold øje med Facebooksiden. Pris: 75-100 kr.

Næste arrangement i Århus: Indenfor de næste to uger - hold øje med Facebooksiden. Pris: 50-100 kr.