På pladsen foran Frederiksberg Rådhus åbner sig en skøn oase af hygge, for hele sommeren er den dejligste solrige terrasse, hele året er vinterstuen åben, som lader lyset komme ind og vil man lidt mere krostemning, så er det nogle trin ned i Rådhuskælderens moderne krostue.
Gangen fra krostuen og længere ind under Rådhuset finder man det flotteste selskabslokale med højt til loftet, med store buede hvide hvælvinger og vinduer som igen lader lys ind. Det er en stor oplevelse og man har formået at skabe en behagelig akustik trods rummets størrelse.
Bistroen er åben alle dage til frokost hvor der serveres lækkert moderne smørrebrød, som kunne være røget islandsk laks på rugbrød med rygeostecreme, radiser, røræg og dild på toppen eller bistroretter a la rørt tartar af okseinderlår med trøffelcreme, syltede bøgehatte, æggeblomme, karse, sprøde pommes frittes og salat - alt sammen hjemmelavet og af god kvalitet. Her får du valuta for hver en krone.
Om aftenen udvider menukortet sig med uimodståelige forretter som torskerillette, cremet jordskokkesuppe og fristende hovedretter med pighvar, braiseret oksespidsbryst i eget øl eller karbonader med vinterstuvning. Hver torsdag er der stegt flæsk med persillesovs.
FRB Rådhuskælder gemmer på et af Københavns flotteste selskabslokaler med smukke hvide hvælvinger i hele loftet med en utrolig god akustik. Her er både en kæmpe festsal med plads til de mange samt Borgmesterstuen, som er storslået men stadig intim. Disse sale kan dækkes og pyntes op til alle begivenheder.