Lidt mere af det hele
Af en eller anden grund kommer jeg altid til at tænke på Melanie Griffiths, der med sved på overlæben serverede dim sums til jetsettet i 90'er(80'er?)-Hollywood-sjaskeren Working Girl, når jeg går forbi Dim Sum. Det er ret forstyrrende; det var ikke nogen videre god film. Restauranten, der bærer samme navn, og som har adresse her i hovedstaden, er til gengæld helt skøn. Og nu er den åbnet op igen med lidt fornyelser her og der, der kort sagt rummer – lidt mere af det hele.
Mere plads til kokken, mere plads til gæsterne
For det første har restauranten fået 12 siddepladser mere, og restaurantchef Roung Lee har tilmed fået mere plads i køkkenet. Baren er blevet fjernet, og i stedet er der stillet borde ind i restauranten, så også større selskaber kan få plads sammen og rent faktisk se hinanden i øjnene, mens de spiser.
Flere retter på kortet
Hvor Dim Sum førhen var en menu-restaurant, er det nu (også) en a la carte-restaurant, så man har mulighed for at plukke i de små retter fra kortet, og dermed er der lagt op til, at man også kan stille den lille sult. Hvilket lyder meget passende, når nu Dim Sum selv oversætter, eller forklarer, Dim Sums som en slags kinesiske tapas. Der er kække specialiteter på kortet som fx Hajfinnesuppe (lavet på hajhale, så bestanden bliver belastet mindst muligt), Kyllingefødder i hoisin og newzealandsk abalone (søøre eller øresnegl), som Dim Sum vil servere, når de kan. Og er man ikke lige i stødet hertil, kan man også få mere vestligt klingende herligheder som And med stjerneanis eller Oksekød i østerssovs og hvidløg.
Alt i alt er der ca. 10 forretter, fire hovedretter og fire grønne sideretter, to desserter og et par specialiteter. Hertil kan man nyde Henrik Ydes sikkert udvalgte vine fra kortet, evt. i glasform (fx som en vinmenu med tre glas til 300 kr.). Derudover er derøl fra Mikkeler, brygget særligt til at kunne matche asiatisk køkken, for ikke at nævne over 80 forskellige slags teer, som stadig er kinesernes egen foretrukne drik til maden.
