F-Høj tilbyder først og fremmest smørrebrød, konditorkager og kaffe ud af huset. Der er dog ca. 20 indendørs siddepladser og mulighed for at sidde udendørs på hjørnet af Åboulevarden, når vejret tillader det. 
 
Stedet er tænkt som et lille, afslappet luksushjørne, hvor man kan svinge forbi og hive lækkerier med hjem eller sætte sig og nyde en god pause i hverdagen. Og man har ikke kun tænkt sig om kræse af gæsterne med menuen: ”Det er ikke muligt at bestille bord på F-Høj, og stedet kan ikke kontaktes pr. telefon. Når vi er der, bruges tiden på vores gæster,” fortæller ejerne. F-Høj bestyres af Restaurant Frederikshøjs tidligere restaurantchef, Samia Hansen, og samarbejdet med Frederikshøj vil være tæt.
 
Wassim Hallal, der står bag både F-høj og Frederikshøj er blandt andet kendt som tidligere konkurrencekok og køkkenchef på det hedengangne Restaurant WH i Trige nord for Aarhus, og har senest vundet prisen som Årets Restaurant i Den Danske Spiseguide for Frederikshøj i 2012. Samme pris modtog han for Molskroen i 2006. Indtil december 2011 havde Wassim Hallal både Frederikshøj og Varna Palæet sammen med Palle Enevoldsen.
 
Menuen på F-høj er lavet med kærlighed til råvarerne, men retterne får stadig det lille twist, som kendetegner kokken og restauratøren Wassim Hallals personlige stil, og som også præger Restaurant Frederikshøj. Smørrebrød tæller eksempelvis høns med æbler og kyllingeskind eller kartofler med sennep og bacon til 50 kr. stykket, men der er også mulighed for 2-3 stk. uspecificeret smørrebrød til hhv. 100 og 130 kr. Til den søde tand er der både desserter på glas til 35 kr., dessertkager til 65 kr. eller ligefrem dessert på fad, hvor man kan vælge 3, 5 eller  hele 7 slags (85-155 kr.)
 
Både smørrebrød og desserter kan hentes med hjem som take away til ca. samme priser.
 
Drikkevarer er stort set alle ”husets”. Fx F-Højs egen saft brygget efter sæsonen og solgt per glas eller flaske samt egen øl fra Vendia Bryghus (pilsner, hvede eller bock) til 75 kr. for 50 cl.
Vinen er fra Weingut Mohr til 65 kr. glasset – rød, hvid, dessert eller bobler.