I 90’erne lokkede Coconut Beach Bar med sand på gulvet og kolde pina coladaer et festglad klientel til Valkendorfsgade, men tiden løb åbenbar fra det eksotiske koncept, og baren lukkede for et par år siden. Nu kommer der igen til at være liv og glade dage i lokalerne under det, der engang var Pasta Basta, og det er godt nyt for rockfans.

Det er nemlig Københavns nye rockklub, Voodoo Lounge, der åbner her, og folkene bag er de samme, som stod bag nu hedengangne Sin City i Kødbyen.

Pirat bag baren
”Det bliver som Sin City, men meget mindre. Vi har fx ikke plads til et helt band, så når der er livemusik, er det akustisk,” fortæller Søren Haahr, som er en af kræfterne bag det nye sted.

Med sig bag baren har han ”Luke”, som er medejer – og pirat.

”Han har ikke klap for øjet, men når du ser ham, vil du forstå, hvorfor han går under kælenavnet rock-piraten,” siger Søren Haahr.

Luke disker på Voodoo Lounge op med fadøl serveret i isafkølede glas til 40 kr.  og Jägermeister til en 10’er og – naturligvis, når der nu er en pirat bag baren – et meget stort udvalg af rom.

Jägermeisterpiger og Zombie Crawl
I den forlængede åbningsweekend fra onsdag den 8. til lørdag den 11. maj vil man kunne møde Gyldne Damer og letpåklædte Jägermeisterpiger på Voodoo Lounge. På selve åbningsaftenen er baren desuden invaderet af zombier, for åbningen falder nemlig sammen med det årlige Copenhagen Zombie Crawl, hvor ca. 800 zombier begiver sig på pub crawl gennem København, og Voodoo Lounge er et af de steder, de lægger vejen forbi. Man skal altså ikke blive bekymret, hvis ens sidemand ser lidt død ud i masken...

Fremover vil der være åbent med gratis entre på Voodoo Lounge 7 dage om ugen fra kl. 16, søndag-onsdag til kl. 24, torsdag til 02 og fredag-lørdag til kl. 04. Om torsdagen er der altid livemusik, og de andre dage kan man selv vælge musikken fra jukeboxen, som dog kun indeholder numre i genrer, der spænder fra rock til hård rock.