Desværre står der ikke noget om, hvem der har bevaret deres stjerne(r), eller endnu bedre, hvem der måtte have fået en. Eller to. Og det kan altså godt undre lidt. Hvorfor lægge den der negative vinkel for dagen? Hey, Nahm (det hedder thairestauranten i London) har mistet sin stjerne, 1-0 til Danmark! Fedt, mand!
Sandheden fra oven?
I det hele taget er det vel lidt patetisk, at en restaurantguide (en blandt mange!), der udkommer hvert eneste år, kan få ellers blaserte og hærdede skribenter til at gå i selvsving over uddelingen. Som var det Sandheden fra oven, der lander i boghandlerne med dommedagsbasuner og hele pivetøjet i form af en lille rød bog med hang til en særlig madstil og særlige attituder. Burde man virkelig bekymre sig så meget om det? Og hvorfor er man i Danmark – for nogle få år siden – pludselig begyndt at opregne, hvilke byer der har flest stjerner i Skandinavien og sammenligne Københavns stjerner med Roms eller Lissabons? Orv ja: Fordi vi har flere end dem! Men er det ikke bare en tyk og fed nationalisme, vi plejer på denne måde? Eller?
Nahm er ikke det samme som namnam
Hvorfor er det en bedre historie, at Nahm har mistet sin stjerne, end at Viajante i år har fået deres første stjerne? Eller at 11 – elleve! (dvs. 12 i alt inkl. førnævnte Viajante) – andre restauranter har fået deres første stjerne? Hele 12 restauranter har i England fået en stjerne for første gang, mens 10 har mistet deres – men tre af de ti har kun mistet den, fordi de pågældende restauranter er lukket. (De kunne åbenbart ikke holde den kørende, på trods af at de havde en makron!!!). Og alligevel vælger en af Danmarks tre tungeste aviser at fokusere på én restaurant, der har mistet sin. Fordi så står vi selv i et bedre lys. Der er ikke engang en parentes med om, hvad guiden ellers byder på af overraskelser. Det er sgu da lidt patetisk.
Michelinguiden var jo oprindeligt tænkt som en rejseguide (til langtidschauffører), og nu er der i den grad gået chauvinisme og sensationsjournalistik i den. At en restaurant i London ved navn Nahm har tabt en stjerne, er det virkelig den bedste historie, vi kan trække ud af den nye udgave af Michelinguiden for England? Og er den historie virkelig så god, at den fortjener en forside? Hvis nu man står og skal til London – og det er der jo mange danskere, der skal, hele tiden – har man så ikke mere glæde af at få at vide, hvem der har en stjerne? Hvilke nye restauranter, der har fået en stjerne? Eller en Bib?
Den Absolutte Sandhed fra oven?
Selvfølgelig glæder vi os da på restauratørernes vegne, når de bliver hædret med en trykt makron eller to, men altså for det første rummer michelinguiden jo ingen absolutte sandheder, og for det andet så uanset hvad den rummer, så kan man jo være komplet uenig, og der er måske alt i alt ingen grund til at folk – og i særdeleshed pressen – i den grad taber hovedet, når de sidder med den i hånden?
The Guardians madanmelder Jay Rayner kalder den nye UK-guide for både kedelig og nedladende og er alt i alt noget mindre imponeret end den danske presse: “Who really gives a damn what a bunch of self-important, self-appointed inspectors think about Britain's top flight restaurants?” (www.guardian.co.uk/lifeandstyle/wordofmouth/2011/jan/18/michelin-guide-restaurants) Ærlig talt befriende læsning, når man bor i et land, hvor 'michelin' er gået hen og blevet et almindeligt brugt adverbium og præfiks i dansk gastronomisk journalistik.
