Ting-du-putter-i-hovedet-blogs: Søren Wiuffs blog

Spiseliv er meget glad for sine bloggere, lad det være sagt med det samme! Mere end glad faktisk. De er skarpe, de går til kanten, enkelte endda udover, de er nuancerede, de er med på beatet, de interesserer sig for alt, hvad man putter i hovedet. Og så er de tilmed flinke! Joh, vi klager ikke. Så kære læser, husk at besøge deres blogs, man ved aldrig, hvornår der lige dukker et guldkorn eller to op.

Men.

Der er også andre bloggere med noget på hjerte om samme evne. Vi har hyggelæst og nærlæst og bringer løbende et hint til en ny blog, vi synes er værd at holde øje med. I dag gælder det Asparges Sørens blog.

Søren Wiuff, en mand med hjerte
Søren Bondemand er – bondemand ved Lammefjorden. Og han arbejder dedikeret. En nørd, kunne man kalde ham. Han lader afgrøderne stå i sneen sålænge som muligt, fordi så smager det hele meget bedre, og den berømmede vej fra jord til bord bliver kortere. Så ligger han om vinteren på forfrosne knæ og graver afgrøder op, hvor de fleste andre bondemænd høster i efteråret og lægger på køl. "Det er ikke himmelvendt hyggeligt at ligge her i fem graders frost, men et eller andet sted kan jeg godt lide at mærke vinteren, eller sæsonerne i det hele taget," siger han om sagen. Han er berømt helt ud i udkantsdanmark for sine asparges, men naturligvis lever Søren ikke af at dyrke asparges alene. Faktisk har han alt muligt, afghanske gulerødder, jeg ved ikke hvor mange forskellige sorter kartoffel, knoldgaltetand, slåen, selleri bare for at nævne lidt. Og – ikke at forglemme, specielt lige nu – kål:

“Det, der har klaret vinteren bedst til nu er vistnok kål. Derfor erklærer jeg 2011 for Internationalt Kålår på Brogård. Kål (Brassica oleracea) er nok en af de mest varierede arter planter der findes, og da en af mine grundregler er at jeg ikke ved en skid før jeg har prøvet det selv glæder jeg mig til et eldorado i kål.”

Søren Wiuff er ud over at være en bondemand med holdning også en mand med meninger. Og så har han altså – en blog. Hvorfra han meget malerisk, tenderende poetisk, beretter om livet som landmand ved Lammefjorden og deler sine markante meninger med hvem, der gider. (Vi gider godt, det er faktisk, ud over at være underholdende, også lærerigt). Se fx hvad han skriver i december 2010:

“Fri os for jeres glykæmiske indeks vendetta
Jeg er træt – Arne Astrup, ligesom jeg har et ansvar omkring mine dyrs klove, har du, Arne Astrup, også et ansvar for at forklare din idé helt klart. Skal hele jordens befolkning spise mere kød hver dag, og for guds skyld ingen kartofler eller ris? Hvad koster det – hvis hele jordens befolkning skulle spise 15 gram kød mere om dagen, for det er vel ikke kun på Frederiksberg, ædegildet skulle foregå. Kort udregnet 200 millioner kvæg mere, hvor meget CO2 er det lige det er? Stop den der glykæmisk indeks vendetta, fri os fra de firkantede angst og neuroseskabende Erasmus Montanus udtalelser om hvad vi skal og ikke skal. Alle ved at hvis vi en aften har spist et kilo magert oksekød, så ligger det tungt i maven i to dage, vi går rundt og får tunge sure opstød og dårlig ånde, og når vi ligger og prøver at falde i søvn, siger vores elskede: Gider du ikke lige vende dig om? Så er det sgu sjovere – og også kønnere at spise meget varieret, med masser af grønsager og frugt, en del fisk, en lille smule godt kød og så de kartofler eller ris nogle af os skal bruge for at passe vores arbejde.”

Overskriften på dette lille indlæg er ikke uden poesi og slagkraftighed i sig selv, men indlægget er naturligvis taget ud af en sammenhæng. Kort fortalt: En forskergruppe på KU Life med Arne Astrup i spidsen har fundet ud af, at man, for at tabe sig og vedligeholde vægttabet ikke mindst, skal spise kost med et højt indhold af protein og et lavt GI (Glykæmisk Indeks). Det lyder jo fortjættende. Bortset fra at man ikke rigtigt forstår, hvad det betyder. Og bortset fra at man jo ikke skal spise alt det kød, for det går jo ud over miljøet (og ens ånde!), og miljøet er som bekendt belastet nok i forvejen. Øh? (Og hvad skal man så? Kun spise grøntsager? Undgå mælkeprodukter? Spise tofu? Undgå alt det hvide? (Men så skal man ikke spise tofu, for det er jo hvidt?) Spise klid? (Skid med klid, ikke sandt?) Spise råt? Spise lidt? Spise meget? Spise meget lidt? Danse zumbadans iført spaghettiskørt, mens man hælder tomatsovs ned ad nakken? Eller måske bare leve som en zombie?)

 

En vegeterende vegetabilsk landmand
Søren Wiuffs blog er stærkt underholdende og personlig og med en iboende ydmyghed i forhold til den verden, han omgiver sig med, og som omgiver ham (ikke mindst hans egne hektar ved Lammefjorden). Den går lige til kanten, og så er den nærmest gribende. Det hele er ligesom uden omsvøb. Hans ord fremstår lige så rene som hans afgrøder, og giver man sig tid til at læse, falder man over masser af pudsigheder, varme hilsener og en viden om det, der gror i jorden, som går ud over det sædvanlige.

Vi bringer et par udpluk, men det bedste er altså selv at smutte forbi og gå igang fra en ende af. Formen er mere sådan over i dagbogsgenren, og der er ikke andet at gøre end at læse, scrolle nedad, gå videre til næste side osv.

“Vegetabilsk landmand er det, jeg er
Udover en masse sjov planlægning af markerne, økonomi, byggeri og begivenheder det kommende år har vinteren givet tid til at pille ved mig selv. Og gennem denne narcissistiske selvsvingsøvelse stødte jeg på linket til denne artikel om mig og Noma. Oversætter jeg til Googledansk, så er mit identitetsproblem ligepludselig løst og jeg er blevet det jeg gerne vil være: Vegetabilsk Landmand.”

Eller hvad med dette:

“Det andet er: I de her krisetider (økonomiske såvel som økologiske) synes jeg det er utroligt så pænt og konformt restaurationsbranchen opfører sig. Hvad med lidt kant. Hvad med en restaurant, der kunne hedde ”The Limit” eller ”Grænse Løs”, som serverede nogle af de ting, vi mennesker normalt ikke ved, hvad vi skal stille op med. Det kunne fx være korianderrodsrøgede grisehunkønsorganer, mandelristede væddertestikler, hvepseyngel med micromeria eller bare hestetatar med rå æggeblomme fra nyslagtet høne og frisk græsk karse, som alt sammen normalt bare bliver lavet til kattemad, sparket til eller gjort til sæbe. Der må være nogle foodbungyjumpere, der synes det kunne være spændende, og jeg skal nok finde nogle spektakulære grønsager som kan følge med.”

Og så et passende efterskrift at afslutte på:

“Efterårsefterskrift
11.9. var Bualoi og jeg inviteret til middag. Kl. 18 åbnede vi døren til Noma hvor personalet stod samlet indenfor og tog imod os. Vi følte os så meget velkomne, at vi blev meget rørte og stolte. Og efter en lang aftens geniale bombardement af kærlighedserklæringer i mundfulde af omsorg, meget grønt, bløddyr, skaldyr, blomster, ufødt fugl, råt kød, rødder og frugt i små pakker eller som fugleklatter på strandsten. Skønt med sin elskede at kunne spise med fingre som hjemme. Fantastisk at føle den ro alt blev afleveret med, når jeg ved hvor meget hver enkelt detalje kræver af hårdt arbejde og hektisk timing.”

Vi lader det være ved det og tager Søren Wiuff med i vores aftenbøn. Bare fordi.

ps – du kan købe den ydmyge bondemands stolte grøntsager hos Baghaven!