Godt gang i grillen på Sokrates

Rhodosianske Emmanouil er en jovial fyr, der byder velkommen til sin lille restaurant med åbne arme. Man bliver behandlet som en personlig gæst og Emmanouil er ikke bange for at anbefale noget helt andet end det, man oprindelig har bestilt. Det er fint, for så føler man, der bliver taget godt hånd om en.

På Sokrates bliver flere af retterne tilberedt på grill, så sommerferiestemningen fra havnen i Athen hænger tyk i luften.

 

Græsk gourmet på Philoxenia

Philoxenia er nok byens mest ambitiøse græske restaurant. Græske stjernekokke i køkkenet, et omfangsrigt vinkort, mikroøl i hanerne og hvide duge på bordene markerer afstanden til de fleste andre af byens græske restauranter. I tråd hermed er prisniveauet også en smule højere på Philoxenia.

Som ekstra lille bonus til dem, der stadig tør, har Philoxenia en bar i lokalet ved siden restauranten, hvor der må ryges.

 

Hyggestemning på shoppeturen hos Ellas

Ellas ligger i en høj stue i Fiolstræde og reklamerer med frokostbuffet til 48 kroner. Ikke nødvendigvis det signal, der borger mest for kvaliteten. Men op ad trappen og inden døre er stemningen hyggelig med høje, mørke paneler og virkelig flink betjening.

Går man á la carte-vejen på det lille kort kan man sikre sig rimelig veltilberedt mad til meget lave priser. Kortet er lige præcis leveringsdygtig i de allermest populære anretninger såsom souvlaki, stifado, spanakopita (spinattærte) og mousaka.

 

Restaurant Kreta - sommerferiestemning i Vanløse

Man forventer måske ikke de store madoplevelser på Jyllingevej. Men faktisk er det her, man finder den udmærkede og ganske autentiske græske restaurant, Kreta.

Køkkenet serverer traditionel græsk mad med moderne indslag. Lokalerne er holdt i blåt og rødt og der er tilpas meget kitsch på væggene til, at det næsten er som at være der selv. Det er bare at læne sig tilbage og vente på solen.

 

Artemis - grækernes egen favorit

Artemis anbefales af Niko Strangas, græker og kok på Era Ora, for sine friske råvarer og veltilberedte mad. Ejerne, Apostolis og Lene, har tidligere drevet restaurant i Grækenland og har nu bragt konceptet til Danmark.

Både i omfang, indhold og på prisniveauet er kortet på Artemis mere ambitiøst end mange andre steder. Prøv f.eks. den lokale specialitet fiskerognssalat i kartoffelmos eller den grillede Haloumi.

"Lokalerne er holdt i blåt og rødt og der er tilpas meget kitsch på væggene til, at det næsten er som at være der selv. Det er bare at læne sig tilbage og vente på solen"