Sundtoldsmarked i Helsingør 2014

Museerne i Helsingør by, i denne forbindelse Skibsklarerergaarden, vil lørdag den 23. august 2014 gentage sidste års succes og endnu en gang genskabe 1800-tallets ”Sundtoldsmarked”.  Før i tiden kunne Helsingørs befolkning blive fordoblet i tidsrummet for et sådant marked.

Formål:
At skabe aktivitet omkring og interesse for Helsingør som ”Sundtoldens by” og for dens unikke historie.

Hvornår:
Markedet vil blive afholdt i tidsrummet kl. 10:00 – 16:00 den fjerde lørdag i august.

Hvor:
Arrangementet vil finde sted på parkeringsarealet i forbindelse med Blomstertorvet og foran Strandgade, samt en del af Kongekajen. Parkeringspladsen vil være bilfri, mens Strandgade vil have normal trafik.

Levende marked anno 1800
På arealet deltager ansatte fra Helsingør Kommunes museer – Bymuseet, Værftsmuseet, Flynderupgård Museet samt Skibsklarerergaarden, sammen med deres frivillige grupper og lokale foreninger – alle udklædte i det tidlige 1800-tals dragter.

På arealet vil 20-25 teltboder være opstillet og bemandet med folk, som sælger, giver smagsprøver og ikke mindst fortæller om hvad og hvilke produkter, man dengang kunne købe på et marked. Produkterne vil udelukkende være produkter, som man kunne købe dengang i begyndelsen af 1800-tallet.

Trænger man til en pause kan der nydes 3 stk. Smørrebrød, 1 Wiibroe fadøl til kr. 90,- på Borgerkroen med udsigt til markedet samt festlig Harmonika spil fra kl. 12.00 - 16.00.

 

Er man mere til Café livet, står Madam Sprunck klar med alt hvad der hører til Cafe livet, også få skridt fra markedet.